søndag den 30. november 2008

DEN KONDENSEREDE FØLJETONROMANS ÆSTETIK 3a

Med det næste citat bevæger vi os fra det decideret skrøbelige til det mere spilfuldt yderlige. Her må forfatteren have siddet med et ornitologisk opslagsværk i hånden da han har skullet fremmane en skikkelse, velkendt såvel fra surrealismen som fra egyptologien, en mand med fuglehoved. DETTE ER MÅSKE SURREALISMENS ALLER-ALLERFØRSTE MAND MED FUGLEHOVED!!!:

”Men hvad var det dog for en legemlig substans, jeg bevægede mig hen imod? Jeg vidste at pelikanfamilien omfatter fire forskellige slægter: sulen, pelikanen, skarven, fregatfuglen. Den grålige form der viste sig for mit blik var ikke en sule. Den plastiske blok jeg fik øje på var ikke en fregatfugl. Den krystalliserede krop jeg iagttog var ikke en skarv. Nu så jeg ham der var berøvet et kugleformet hoved! I min erindrings folder havde jeg en uklar fornemmelse af at have mødt ham i en eller anden glohed eller iskold egn; jeg havde før bemærket dette aflange næb, bredt, konvekst, buet, med et markeret fremspring, der var negleformet, opsvulmet og meget kroget i spidsen; disse takkede, lige kanter; denne underkæbe hvis grene var adskilt helt ud til spidsen; dette mellemrum der var udfyldt af en hindeagtig hud; denne store kæbepose, gul og sækkeformet, der fyldte hele brystet og som kunne udvides i betragtelig grad; og disse meget smalle, langstrakte næsebor, næsten usynlige, der sad i en basal fure! Hvis dette levende væsen, med et ukompliceret lungeåndedræt, med kroppen dækket af hår, havde været en hel figur lige til fodsålerne, og ikke blot til skuldrene, da ville det ikke have været svært for mig at genkende ham: en yderst enkel sag, som I snart skal få at se. Men lige nu vil jeg undlade det; for at føre et klart bevis, måtte jeg have fat i en af disse fugle på mit arbejdsbord, selv om den skulle være udstoppet. Men jeg er ikke rig nok til at skaffe mig en. Ved skridt for skridt at følge min tidligere hypotese, ville jeg straks have bestemt hans sande natur og fundet en plads inden for naturhistoriens rammer til ham, hvis ædelhed jeg beundrede i hans unormale kropsstilling.” (5. sang, 2. afsnit, stadig i Lars Bonnevies oversættelse)

Man mærker tydeligt fortællerens omhu for sin skabning. Det ligner næsten kærlighed. Som andre folk kan have det med deres hunde eller undulater. Bemærk også de afsluttende, nørdede forsiringer, hvor der koketteres med rollen som omhyggelig videnskabsmand.

(forts.)

Ingen kommentarer: