DEN GRIMME VÆLLING

Der var engang et skræppeblad, og inde under skræppebladet lå en vand på æg, og en dag kom alle de små vællinger ud af væggene – det vil sige, en af vællingerne var nu ret stor i det, og så var den helt orange hvad der så ret mærkeligt ud. Den store vand lod som ingenting, men en dag blev det for meget for den og for de andre små vællinger. De blev trætte af den røvirriterende fede grimme perkervælling og mobbede den, indtil det pludselig gik op for dem at den grimme vælling i virkeligheden var en smuk abrikosmos. Den var bare faldet ned i reden fra træet ovenover. Der var også et hul i skræppebladet hvor den måtte være faldet igennem. Og det er en and historie.

Først kan jeg ikke finde teksten her, da jeg kommer i tanke om den. Så googler jeg den fordi jeg kan huske den lå på poesi.dk engang. Men ikke længere, for jeg finder den ikke. Men jeg opdager at nogle såkaldte satirikere på DR i 2005 har lavet et program om H.C. Andersen med den samme titel ... Hrrrumph! ... Jeg skrev teksten i 1999 eller 2000. Den står trykt i et nummer af Dansklærerforeningens blad fra dengang ... Den kom på tale igen da jeg deltog i Borgens antologi, Det er ganske vist, fra 2005. En række ’yngre’ forfattere blev inviteret til at gendigte et udvalg af Andersens eventyr. Den grimme vælling var dog for kort til det formål, så det endte i stedet med at jeg skrev Tante Heroin (en slags radikaliseret udgave af Tante Tandpine) ... Hvad jeg også fandt da jeg googlede Den grimme vælling, var en anmeldelse af selveste Rune Lykkeberg i Information, 3. marts 2001. Han havde været en tur på Lab: "Efter oplæsninger fra Christian Yde Frostholm og Nina Søs Vinter sluttede den erfarne kirurg Thomas Krogsbøll seancen. Først fortalte han eventyret om den grimme vælling, der blev til en smuk abrikosmos. En herre bagved mig bemærkede højlydt, at ordet kosmos sørme indgår i abrikosmos. Og så tilføjede han, at det jo mindede om Højholt. Til sidst brillerede Krogsbøl på dansk i en duet med Nils Ivar Larsen på litauisk. De reciterede uundværlige vendinger fra en muligvis fiktiv dansk-litauisk parlør. Blandt andre blev den altid vigtige: »Havregrød er godt når man har en lang køretur foran sig« oversat præcist og under stor jubel" ... Han har stavet mit navn forkert et sted og rigtigt et andet? Og faktisk lød sætningen om havregrød således: ”Havregrød gør godt når man har en lang knallerttur foran sig”. Men skidt nu med det. Jeg kan godt tilgive ham. Herren der sad bag ved Rune Lykkeberg og kom med bemærkningen om abrikosmos, vil jeg umiddelbart skyde til at være Niels Henrik Svarre Nielsen, ØK’s bekendte skyggebiograf. Det kunne ligne ham at sige sådan noget ... Men alt dette er fortid, suk, jeg bliver nødt til at hitte på noget nyt:

DEN GRIMME KÆLLING
Der var engang en frisørsalon og en døgnkiosk og et pizzeria og et supermarked og en kinagrill på et lille butikstorv med et halvtag der ragede ud over facaden og lignede et ret stort skræppeblad. Inde under halvtaget var der en gravid dame som altid sad på en bænk og drak elefantøller. Så en dag fødte hun sekslinger. De lignede alle sammen hinanden undtagen én. Hun var en bønnestage og helt grøn i hovedet og med sådan nogle underlige spidse ører. Som de andre sekslinger voksede til, blev de irriterede fordi hun var så grim, og derfor slog de hende tit med deres baseballbats og brændte hende med cigaretter, indtil det en dag gik op for dem at hun slet ikke var en kælling, men derimod et superflot rumvæsen som var faldet ud af en ufo, der havde holdt parkeret oppe på halvtaget. Da marsmændene fik øje på hende igen, syntes de bare at hun var for lækker og blev helt vildt glade, ja, nærmest lidt overstadige.