Lautréamont: Jeg er åbenbart ved at tilslutte mig geledderne af halvlumre, småforelskede biografister. Hvorfor nu ham? Fordi jeg har lyst. Jeg læste første gang Maldorors sange da den udkom i 1986 i Lars Bonnevies oversættelse. Jeg var endnu temmelig modtagelig på det tidspunkt (for ikke at sige ømskindet), og bogen eksploderede ret rungende inde i mit hoved. De mange ulækre enkeltheder berørte mig dybt; vi har at gøre med en fortæller der end ikke viger tilbage fra at fantasere om at trykke enorme, næsten universelle bumser ud. Det var en form for kropslig primitivisme der var ny for mig - i litterær sammenhæng, vel at mærke. Jeg var fascineret, men også angst. At læse ham var som at have en hemmelig last ... Senere skulle jeg igen støde på denne blanding af lav, 'primitiv' kropslighed og intellektualisme (for ikke at sige skoledrenge-agtighed, eller logisk-nørdethed) i meget forskellige og overraskende former: Man kunne fx. nævne Lawrence Sterne’s Tristram Shandy, Joyce’s Ulysses og Højholts Auricula. I øvrigt alle tre bøger der også holdes flydende ved hjælp af humor, noget der heller ikke er fremmed for Lautréamont, omend hans latter lyder gnæggende og til tider en anelse skinger ... ”Gnægge: le stødvist på en skadefro og fordækt måde”, Nudansk ordbog ...
(forts.)
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar