tirsdag den 4. november 2008

NYE SAMMENBRÆNDINGER

Digtformen giver mig mulighed for at tale om flere ting på én gang. Det lineære og informative sprog man normalt forventes at anvende i arbejdssammenhænge og i enhver situation der er den mindste smule formel, eller bare når man slet og ret er høflig, føles let belastende, af og til endda kvalmende, når nu ens hjerne ikke er indrettet på den måde, men fungerer ved hjælp af en samling speedede neuroner der uafladeligt hopper rundt fra sted til sted i en grå gelémasse, som i øvrigt ikke frembyder de store visuelle forskelle, men virker som en ensfarvet, tredimensional flade ... Bevares, man kan tage sig sammen, koncentrere sig, og det er man også til en vis grad nødt til at gøre for at skrive et digt, men koncentrerer man sig for meget, risikerer resultatet at blive kedeligt. Hvis min kontrol over processen medfører at jeg aldrig selv bliver overrasket, mystificeret, provokeret etc., har jeg svært ved at bevare motivationen ... Man må udvise tillid til sin egen ikke-bevidsthed, simpelthen uddelegere noget af arbejdet til den grå gelémasse, stole på grå gelé, sætte sig på grå gelé som på en stol, så at sige mobilisere den grå gelé til arbejdsmarkedet, få det til at skvulpe i den mens man selv slapper lidt af ... Problemet bliver nu at holde op i tide, eftersom automatskrift også er kedeligt ...

3 kommentarer:

Kirsten Nørgaard sagde ...

Hørt! Men hold op hvor er det svært at give slip og kaste sig ud i blæveret.

Thomas Krogsbøl sagde ...

Ja, blæveret kan være ret dybt nogle steder

Kirsten Nørgaard sagde ...

og blævret.

ordbekræftelsen her neden under siger i øvrigt: unhort