STATEMENT (vistnok)

Poesi drejer sig om at udforske de muligheder der ligger i sproget. Kan man gøre sådan her? Eller sådan her? Og hvad skal det sige at man ’kan’ det? Jeg kan ikke adskille poesiens form fra dens indhold, det er mig komplet umuligt at sige hvor det ene holder op og det andet begynder. Navnlig i alt hvad jeg selv skriver – som yderligere har den særhed ved sig at jeg heller ikke kan sige hvor jeg selv begynder og noget andet holder op. Hvor meget af det jeg skriver, har jeg selv ’fundet på’? (Som om jeg selv havde bagt eller kogt ordene helt fra grunden af.) Hvor meget af det er fælles sprogligt vraggods der flyder rundt i kulturen? Denne mangel på klar adskillelse udgør på en måde poesiens fundament, dens berettigelse. Og et løfte for fremtiden. For hvis vi taler på en anden måde, så taler vi måske også om noget andet? Eller vi flytter os i det mindste et par centimeter i den ene eller den anden retning. Man kan også gå den her vej rundt om et problem. Ordene kan under alle omstændigheder aldrig holde op med at betyde noget, uanset hvor ihærdigt man prøver at tømme dem.