Den kondenserede føljetonromans æstetik 1

Comte de Lautréamont der med halvtreds års forsinkelse blev en surrealistisk darling i 1920’erne, virker umiddelbart som en mystisk komet faldet ned fra verdensrummet og landet i en komplet uforstående samtid. Men det er muligt at spore en slags afsæt for Maldorors Sange i 1800-tallets øvrige litteratur. Man ved at forfatteren, som man ellers ikke ved meget om, læste Baudelaire. Men det er ikke dét der er interessant i denne sammenhæng, føljetonromanens sammenhæng. Det interessante er for det første hans pseudonym, Comte de Lautréamont. Dette navn må Isidore Ducasse, som hans dåbsnavn lød, have fundet i gyserromanen Latréaumont af Eugène Sue, forfatteren til en lang række temmelig lange og ret kulørte føljetonromaner, hvoraf den mest kendte er Paris’ Mysterier. Disse romaner er fulde af gyselige hændelser, drabelige dueller, forræderisk konspiration, forbryderisk hensigt, natlige vandringer på kirkegårde og i labyrintiske kloakker, ulykkelig kærlighed, skamløse horer, men også pludseligt inspirerede heltegerninger, uskyldsrene unge hjerter etc. Masser af alt det gode som vi elsker. Eller elsker at hade. Sue’s figur, Latréaumont, er en anløben ridder og landevejsrøver på Ludvig d. 14.’s tid. Og Lautréamonts helt, Maldoror, er bestemt ikke mindre skummel. Dette er for så vidt alt sammen velkendt for enhver der har læst Maldorors Sange ... Nu må jeg hellere komme til ’for det andet’ ... Det er for det andet også interessant, at man fornemmer et skift i slutningen af den lange 1. sang. Fra og med starten på anden sang sættes tempoet i vejret, tekstens billeddannende og ophedede fantasi-automatisme kommer i omdrejninger. Der bliver trådt på speederen nu, hvilket skulle fremgå af nedenstående
’handlingsreferat’ af 2. sang. 1. sang virker simpelthen en smule konventionel og tung i forhold til de resterende 5 sange. Men interessant i forhold til føljetonromanen er den 1. sangs sortromantiske præg. Vores hovedperson befinder sig her på kirkegårde og bjergtoppe, ved oceanets bred (som sat i scene af Caspar David Friedrich – eller nok nærmere en væsentligt dårligere maler end Friedrich), på dødslejet (han overlever, bare rolig), om natten, i besyngelse af ondskaben. Grundlæggende fremstår 1. sang som en serie løsrevne tableauer fra gotiske gyserromaner, genrebilleder af skrækromantiske højdepunkter. Men netop kun højdepunkterne, befriet fra alle utroværdige handlingsforløb og irriterende, bedrevidende helte og heltinder. Det minder om den perverses vedholdende og tvangsmæssigt gentagne fantasiscenarier ... Comte de Lautréamont er en kulørt skikkelse fra føljetonromanernes verden, det er herfra han sætter af, og hans helt, Maldoror, er ærkeskurken, drevet af intens, metafysisk ondskab og had til menneskeheden. Helt igennem tegneserieagtigt. Alligevel er dette stor litteratur!

(forts.)