Om blodfortynding

Jernet er væk, opløst i rustfarvet vand der afsætter skjolder i vindueskarmen og på lagenet, hvor vi ligger, helt forskrækkede, med lukkede hænder om visne blomster og døde små pelsdyr med mælkede øjne som triste perler, dråber af alabast, gips til os fra afgrunden. Vi er børn der dør for tidligt med iltfattig latter på læben, som af betændelse i hjernen, en hysterisk grinende svulst, en ondartet centralasiatisk tåge fra opiumsrør og diesel-trucks. Det partikulære er gået os i blodet.