Om suggestion

Jeg stiller mig an når jeg skriver digte. På anden måde kan jeg ikke gøre det. Digte er en slags monologiseret teater uden krop, altid det her uklare ’jeg’ der taler og taler med selvhypnotiseret stemme. Teatret truer med at blive universelt, men jeg er nødt til at tale fra et punkt lidt uden for mig selv. En lille lysende, dansende prik der svæver rundt tyve-tredive centimeter foran mine øjne. Gad vide om det er det, der menes med ’seriøsitet’, en lille lysende, hoppende prik foran øjnene? Inden man besvimer!