DEN KONDENSEREDE FØLJETONROMANS ÆSTETIK 3a

Med det næste citat bevæger vi os fra det decideret skrøbelige til det mere spilfuldt yderlige. Her må forfatteren have siddet med et ornitologisk opslagsværk i hånden da han har skullet fremmane en skikkelse, velkendt såvel fra surrealismen som fra egyptologien, en mand med fuglehoved. DETTE ER MÅSKE SURREALISMENS ALLER-ALLERFØRSTE MAND MED FUGLEHOVED!!!:

”Men hvad var det dog for en legemlig substans, jeg bevægede mig hen imod? Jeg vidste at pelikanfamilien omfatter fire forskellige slægter: sulen, pelikanen, skarven, fregatfuglen. Den grålige form der viste sig for mit blik var ikke en sule. Den plastiske blok jeg fik øje på var ikke en fregatfugl. Den krystalliserede krop jeg iagttog var ikke en skarv. Nu så jeg ham der var berøvet et kugleformet hoved! I min erindrings folder havde jeg en uklar fornemmelse af at have mødt ham i en eller anden glohed eller iskold egn; jeg havde før bemærket dette aflange næb, bredt, konvekst, buet, med et markeret fremspring, der var negleformet, opsvulmet og meget kroget i spidsen; disse takkede, lige kanter; denne underkæbe hvis grene var adskilt helt ud til spidsen; dette mellemrum der var udfyldt af en hindeagtig hud; denne store kæbepose, gul og sækkeformet, der fyldte hele brystet og som kunne udvides i betragtelig grad; og disse meget smalle, langstrakte næsebor, næsten usynlige, der sad i en basal fure! Hvis dette levende væsen, med et ukompliceret lungeåndedræt, med kroppen dækket af hår, havde været en hel figur lige til fodsålerne, og ikke blot til skuldrene, da ville det ikke have været svært for mig at genkende ham: en yderst enkel sag, som I snart skal få at se. Men lige nu vil jeg undlade det; for at føre et klart bevis, måtte jeg have fat i en af disse fugle på mit arbejdsbord, selv om den skulle være udstoppet. Men jeg er ikke rig nok til at skaffe mig en. Ved skridt for skridt at følge min tidligere hypotese, ville jeg straks have bestemt hans sande natur og fundet en plads inden for naturhistoriens rammer til ham, hvis ædelhed jeg beundrede i hans unormale kropsstilling.” (5. sang, 2. afsnit, stadig i Lars Bonnevies oversættelse)

Man mærker tydeligt fortællerens omhu for sin skabning. Det ligner næsten kærlighed. Som andre folk kan have det med deres hunde eller undulater. Bemærk også de afsluttende, nørdede forsiringer, hvor der koketteres med rollen som omhyggelig videnskabsmand.

(forts.)

MENNESKECHAMPION

Munden taler med Hjertet
Hjernen taler med Kroppen
Munden taler med Hjernen
Hjertet taler med Kroppen
Hjernen taler med Hjertet
Kroppen taler med Munden

Bagefter mødes de alle igen, men nu omvendt, sådan at alle får tre samtaler på hjemmebane og tre på udebane. Kun to af dem går videre til sidst.

DEN KONDENSEREDE FØLJETONROMANS ÆSTETIK 3

Nu må tiden vist være inde til at bringe et par tilfældigt plukkede citater for at give dem der ikke har læst Lautréamont, en chance for at følge med i hvad jeg snakker om. Og for at eksemplificere forskellen på 1. sang og resten af Maldorors sange:

”Jeg har hele mit liv set menneskene, med smalle skuldre, uden at undtage en eneste, udføre tåbelige og talrige handlinger, afstumpe deres artsfæller og fordærve sjælene med alle midler. Motiverne til deres handlinger kalder de: ære. Da jeg så disse skuespil, ville jeg le som de andre; men denne besynderlige imitation var umulig. Jeg tog en lommekniv hvis blad havde en skarp æg, og skar igennem mit kød der hvor læberne mødes. Et øjeblik troede jeg at have nået mit mål. I et spejl kiggede jeg på denne mund der var sønderskåret i kraft af min egen vilje! Det var en fejltagelse! Blodet der flød i strømme fra de to sår hindrede mig i øvrigt i at se om det virkelig var de andres smil. Men, efter nogle øjeblikkes sammenligning så jeg nok at mit smil ikke lignede menneskenes, altså at jeg ikke lo.”

Fra 5. afsnit af 1. sang. Citatet indrammer på udmærket vis tre af de ting jeg har nævnt:
1) Det er et eksempel på den tungere, ’gotiske’ stil i 1. sang.
2) Det demonstrerer tekstens påtrængende kropslighed.
3) Det er en mistænkeligt skinger latter der lader sig høre. Faktisk er der ikke meget at le af.

(forts.)

MIT INDRE HOSPITAL (palpérbillede)

DEN KONDENSEREDE FØLJETONROMANS ÆSTETIK 2a

NOTE: Jeg havde selvfølgelig læst Burroughs’ Naked Lunch og alle de tegneserier af Robert Crumb jeg kunne finde, inden jeg kastede mig over Maldorors sange, men jeg havde på en eller anden måde fået vredet mig uden om at erkende den påtrængende kropslige karakter af begges værker. Typisk nok var min yndligsserie af Crumb Fritz the Cat, et klart umodent valg, for her var det kropslige netop altid pakket ind i Fritz’ omskrivende forfører-lingo. Jeg fokuserede simpelthen på andre aspekter. Stofferne fx. Det var ikke gået op for mig at der ligefrem kunne være tale om en særlig åndsform (lavkulturel, ’primitiv’ kropslighed + intellektualisme). Jeg så bort fra vulgariteterne hos Burroughs og Crumb, de var ligesom bare at regne på linie med når en af mine venner, som ellers var nogle fede fyre, kom til at sige en plathed, hvad der jo af og til kunne hænde ... Det er også muligt jeg kan have opfattet vulgariteterne som metaforer for det kapitalistiske samfunds råddenskab el.lign. Sådan som de faktisk anvendes i Broby-Johansens Blod. Jeg husker det ikke længere så nøje ...

DEN KONDENSEREDE FØLJETONROMANS ÆSTETIK 2

Lautréamont: Jeg er åbenbart ved at tilslutte mig geledderne af halvlumre, småforelskede biografister. Hvorfor nu ham? Fordi jeg har lyst. Jeg læste første gang Maldorors sange da den udkom i 1986 i Lars Bonnevies oversættelse. Jeg var endnu temmelig modtagelig på det tidspunkt (for ikke at sige ømskindet), og bogen eksploderede ret rungende inde i mit hoved. De mange ulækre enkeltheder berørte mig dybt; vi har at gøre med en fortæller der end ikke viger tilbage fra at fantasere om at trykke enorme, næsten universelle bumser ud. Det var en form for kropslig primitivisme der var ny for mig - i litterær sammenhæng, vel at mærke. Jeg var fascineret, men også angst. At læse ham var som at have en hemmelig last ... Senere skulle jeg igen støde på denne blanding af lav, 'primitiv' kropslighed og intellektualisme (for ikke at sige skoledrenge-agtighed, eller logisk-nørdethed) i meget forskellige og overraskende former: Man kunne fx. nævne Lawrence Sterne’s Tristram Shandy, Joyce’s Ulysses og Højholts Auricula. I øvrigt alle tre bøger der også holdes flydende ved hjælp af humor, noget der heller ikke er fremmed for Lautréamont, omend hans latter lyder gnæggende og til tider en anelse skinger ... ”Gnægge: le stødvist på en skadefro og fordækt måde”, Nudansk ordbog ...

(forts.)

Er det en måtte eller en måne?

Nye periodiskheder

Jeg har to af de lidt længere prosadigte med i det nye nummer af Hvedekorn. De udgør på en måde en fortsættelse til de 5 små film om poesi som blev trykt i Hvedekorn nr. 4/2007. Se mere her: hvedekorn.dk

Og fra pålidelig kilde tæt placeret i forhold til centrale medlemmer af Øverste Kirurgiske erfarer jeg, at jubilæumsnummeret, nr. 50, omsider skulle være ved at nærme sig et trykkeri af en art. Simpelthen årets mandelgaveidé. Det indeholder bidrag af: Thomas Ahrensbøll Hansen, Jens Blendstrup, Jonas Bruun, Martin Budtz, Bob Hvid Green, TS Høeg, Elton Jorn, Stefan Kjerkegaard, Jesper B. Korndal, Thomas Krogsbøl, Peter Laugesen, Viggo Madsen, Andreas Schulenburg, Sternberg, Niels Henrik Svarre Nielsen, Morten Søndergaard & Tomas Thøfner, Nikolaj Zeuthen. Sammen med ØK 50 udkommer særtryk nr. 13+14: Mad og poesi (poesi og mad) v. Andreas Schulenburg og Eigils fantasiverden af Nikolaj Zeuthen. Den lange forsinkelse af nummeret skyldes både tekniske og psykologiske fejl. Bestillinger modtages her: oeverstekirurgiske @ gmail.com

DIGT

døden, jeg lægger mærke
til hans smukke hænder
idet han griber skovlen

Meddelelse fra Peter-Clement Woetmann

Yo! Jeg optræder sammen med min bror, Lars-Emil (Brødrene Woetmann af Danmark) og bandet Camilla i domkirken nu på fredag d. 28 nov. kl 21:30. Det er Brødrene Woetmann af Danmark og Camilla, det er litteraturens skattekiste, det er os der citerer stjernerne og os selv og det er Camilla der skaber klange og flader af lyd og rytmiske strukturerererere som ikke bare sniger sig ind under huden men som roligt skramlende mønstre af sprog, musik og andre lyde danner en fortolkning af alt det besværlige. En kirkelig installation af raslende stilhed og litterært blæs. Stemmerne fra de blå pull-overs, fra høje mænd med madpakke og sporvognsbillet, fra det demokratiserede åndsliv, fra upersonlighedens fugtige papfigurer. Det bevæger sig farende langsomt opad for at slukkes. Når det kan være stille, kan det også larme. Det er ikke kun lyde og ord, selvom det er lyde og ord. Jeg siger kom kom! Det er *Vor Frue Kirke*, det er *Nørregade 8*, det er ord, det er lyd, det er kl *21:30 *og man kan komme og gå, men helst blive til lydene bliver og bliver og bliver. Jeg ønsker alt godt og Yo Yo!
Herlighed
Peter-Clement

DEN SIDSTE HAL

Torsdag d. 4. december bliver sidste omgang i denne sæson. Så holder vi pause indtil marts, hvor der forhåbentlig er blevet lidt varmere i hallen. Men december først: Der har vi bl.a. Lars Skinnebach på programmet. Her ses han til Borgens efterårsreception hvor han fik årets Michael Strunge-pris overrakt. Han har navneskilt på, så I kan selv tjekke om det nu virkelig er ham (det var i øvrigt navneskilte som dette der af TS Høeg i en tekst i ØK engang blev kaldt 'erkendelsesbrikker').

ALTERNATIV GRUNDFORSKNING 26

Jeg går og finder mange ting og sager når jeg strejfer omkring heroppe på poesiens tag ... Til at pynte op med hjemme i bræddehytten fandt jeg et par basunengle i gips (marmorstatuerne var for tunge) ... Det lunede ... Inde på et loftskammer nedenunder opdagede jeg et særligt energifyldt vakuum. Det var lidt uhyggeligt men også tankevækkende ... Sådan i stil med elektronisk musik fra 90’erne ... Der er nogle andre, lidt ældre typer af tomrum længere nede ad loftsgangen, men de fungerer ikke så godt som de nyere modeller. Det er stadig nemt at få øje på meget tydelige omrids eller skygger af figurer og genstande inde i de gamle tomrum: Absinthdrikkersker, sønderskudte banegårde, Jesus, hvad som helst ... Men soluret, regnmåleren og fuglebadet har gjort det hyggeligere ude i forgården, mellem hytten og mine palisadeværker ... Måske skulle jeg plante en hæk i stedet for, det ville se pænere ud ... Når bare negerkvinderne derude vil respektere den ...

STATEMENT (vistnok)

Poesi drejer sig om at udforske de muligheder der ligger i sproget. Kan man gøre sådan her? Eller sådan her? Og hvad skal det sige at man ’kan’ det? Jeg kan ikke adskille poesiens form fra dens indhold, det er mig komplet umuligt at sige hvor det ene holder op og det andet begynder. Navnlig i alt hvad jeg selv skriver – som yderligere har den særhed ved sig at jeg heller ikke kan sige hvor jeg selv begynder og noget andet holder op. Hvor meget af det jeg skriver, har jeg selv ’fundet på’? (Som om jeg selv havde bagt eller kogt ordene helt fra grunden af.) Hvor meget af det er fælles sprogligt vraggods der flyder rundt i kulturen? Denne mangel på klar adskillelse udgør på en måde poesiens fundament, dens berettigelse. Og et løfte for fremtiden. For hvis vi taler på en anden måde, så taler vi måske også om noget andet? Eller vi flytter os i det mindste et par centimeter i den ene eller den anden retning. Man kan også gå den her vej rundt om et problem. Ordene kan under alle omstændigheder aldrig holde op med at betyde noget, uanset hvor ihærdigt man prøver at tømme dem.

Himmel og hav stod i ét

DEN GRIMME VÆLLING

Der var engang et skræppeblad, og inde under skræppebladet lå en vand på æg, og en dag kom alle de små vællinger ud af væggene – det vil sige, en af vællingerne var nu ret stor i det, og så var den helt orange hvad der så ret mærkeligt ud. Den store vand lod som ingenting, men en dag blev det for meget for den og for de andre små vællinger. De blev trætte af den røvirriterende fede grimme perkervælling og mobbede den, indtil det pludselig gik op for dem at den grimme vælling i virkeligheden var en smuk abrikosmos. Den var bare faldet ned i reden fra træet ovenover. Der var også et hul i skræppebladet hvor den måtte være faldet igennem. Og det er en and historie.

Først kan jeg ikke finde teksten her, da jeg kommer i tanke om den. Så googler jeg den fordi jeg kan huske den lå på poesi.dk engang. Men ikke længere, for jeg finder den ikke. Men jeg opdager at nogle såkaldte satirikere på DR i 2005 har lavet et program om H.C. Andersen med den samme titel ... Hrrrumph! ... Jeg skrev teksten i 1999 eller 2000. Den står trykt i et nummer af Dansklærerforeningens blad fra dengang ... Den kom på tale igen da jeg deltog i Borgens antologi, Det er ganske vist, fra 2005. En række ’yngre’ forfattere blev inviteret til at gendigte et udvalg af Andersens eventyr. Den grimme vælling var dog for kort til det formål, så det endte i stedet med at jeg skrev Tante Heroin (en slags radikaliseret udgave af Tante Tandpine) ... Hvad jeg også fandt da jeg googlede Den grimme vælling, var en anmeldelse af selveste Rune Lykkeberg i Information, 3. marts 2001. Han havde været en tur på Lab: "Efter oplæsninger fra Christian Yde Frostholm og Nina Søs Vinter sluttede den erfarne kirurg Thomas Krogsbøll seancen. Først fortalte han eventyret om den grimme vælling, der blev til en smuk abrikosmos. En herre bagved mig bemærkede højlydt, at ordet kosmos sørme indgår i abrikosmos. Og så tilføjede han, at det jo mindede om Højholt. Til sidst brillerede Krogsbøl på dansk i en duet med Nils Ivar Larsen på litauisk. De reciterede uundværlige vendinger fra en muligvis fiktiv dansk-litauisk parlør. Blandt andre blev den altid vigtige: »Havregrød er godt når man har en lang køretur foran sig« oversat præcist og under stor jubel" ... Han har stavet mit navn forkert et sted og rigtigt et andet? Og faktisk lød sætningen om havregrød således: ”Havregrød gør godt når man har en lang knallerttur foran sig”. Men skidt nu med det. Jeg kan godt tilgive ham. Herren der sad bag ved Rune Lykkeberg og kom med bemærkningen om abrikosmos, vil jeg umiddelbart skyde til at være Niels Henrik Svarre Nielsen, ØK’s bekendte skyggebiograf. Det kunne ligne ham at sige sådan noget ... Men alt dette er fortid, suk, jeg bliver nødt til at hitte på noget nyt:

DEN GRIMME KÆLLING
Der var engang en frisørsalon og en døgnkiosk og et pizzeria og et supermarked og en kinagrill på et lille butikstorv med et halvtag der ragede ud over facaden og lignede et ret stort skræppeblad. Inde under halvtaget var der en gravid dame som altid sad på en bænk og drak elefantøller. Så en dag fødte hun sekslinger. De lignede alle sammen hinanden undtagen én. Hun var en bønnestage og helt grøn i hovedet og med sådan nogle underlige spidse ører. Som de andre sekslinger voksede til, blev de irriterede fordi hun var så grim, og derfor slog de hende tit med deres baseballbats og brændte hende med cigaretter, indtil det en dag gik op for dem at hun slet ikke var en kælling, men derimod et superflot rumvæsen som var faldet ud af en ufo, der havde holdt parkeret oppe på halvtaget. Da marsmændene fik øje på hende igen, syntes de bare at hun var for lækker og blev helt vildt glade, ja, nærmest lidt overstadige.

Maldoror

alene med dårligt guld

vredt metal

hvide knoer

brutale dybfrysere

runde knæ som planeter

overdrevne lårknogler

fremtidige køller

eller økseskafter

Maldoror

himlen der falder ned fra himlen
den unge mand der forlader sig selv
nu fordoblet af sit eget problem

(Åh nej) MERE LYSBILLEDSHOW

Der er masser af flotte fyrtårne på Hebriderne. Her er vi på Isle of Skye, hvor To the Lighthouse foregår. Virginia Woolf har nok været forbi Neist Point, som dette sted hedder, og måske spottet et par spækhuggere eller delfiner i munter leg. I baggrunden anes de mystiske, tågeindhyllede Yderste Hebrider, hvor man på øen Lewis finder den piktiske stensætning ved Callanish, som er på størrelse med Stonehenge og tydeligt demonstrerer et tilsvarende niveau af astronomisk viden. Hvad helvede foregik der her i stenalderen?

Skitse og udførelse

Arbejdstegningen til en mammutskulptur af Andreas Schulenburg og Thomas Krogsbøl:



Det færdige resultat på Kunstnernes Efterårsudstilling, Charlottenborg 2001:


Foto: Jens Blendstrup. Også tak til Birgitte
Krogsbøll der gav mammutten neglelak
på tæerne (gennemsigtig med glans).

Bemærk taleboblerne der samtidig er stødtænder. En praktisk løsning. Vov! ... Muh! ...

Den kondenserede føljetonromans æstetik 1

Comte de Lautréamont der med halvtreds års forsinkelse blev en surrealistisk darling i 1920’erne, virker umiddelbart som en mystisk komet faldet ned fra verdensrummet og landet i en komplet uforstående samtid. Men det er muligt at spore en slags afsæt for Maldorors Sange i 1800-tallets øvrige litteratur. Man ved at forfatteren, som man ellers ikke ved meget om, læste Baudelaire. Men det er ikke dét der er interessant i denne sammenhæng, føljetonromanens sammenhæng. Det interessante er for det første hans pseudonym, Comte de Lautréamont. Dette navn må Isidore Ducasse, som hans dåbsnavn lød, have fundet i gyserromanen Latréaumont af Eugène Sue, forfatteren til en lang række temmelig lange og ret kulørte føljetonromaner, hvoraf den mest kendte er Paris’ Mysterier. Disse romaner er fulde af gyselige hændelser, drabelige dueller, forræderisk konspiration, forbryderisk hensigt, natlige vandringer på kirkegårde og i labyrintiske kloakker, ulykkelig kærlighed, skamløse horer, men også pludseligt inspirerede heltegerninger, uskyldsrene unge hjerter etc. Masser af alt det gode som vi elsker. Eller elsker at hade. Sue’s figur, Latréaumont, er en anløben ridder og landevejsrøver på Ludvig d. 14.’s tid. Og Lautréamonts helt, Maldoror, er bestemt ikke mindre skummel. Dette er for så vidt alt sammen velkendt for enhver der har læst Maldorors Sange ... Nu må jeg hellere komme til ’for det andet’ ... Det er for det andet også interessant, at man fornemmer et skift i slutningen af den lange 1. sang. Fra og med starten på anden sang sættes tempoet i vejret, tekstens billeddannende og ophedede fantasi-automatisme kommer i omdrejninger. Der bliver trådt på speederen nu, hvilket skulle fremgå af nedenstående
’handlingsreferat’ af 2. sang. 1. sang virker simpelthen en smule konventionel og tung i forhold til de resterende 5 sange. Men interessant i forhold til føljetonromanen er den 1. sangs sortromantiske præg. Vores hovedperson befinder sig her på kirkegårde og bjergtoppe, ved oceanets bred (som sat i scene af Caspar David Friedrich – eller nok nærmere en væsentligt dårligere maler end Friedrich), på dødslejet (han overlever, bare rolig), om natten, i besyngelse af ondskaben. Grundlæggende fremstår 1. sang som en serie løsrevne tableauer fra gotiske gyserromaner, genrebilleder af skrækromantiske højdepunkter. Men netop kun højdepunkterne, befriet fra alle utroværdige handlingsforløb og irriterende, bedrevidende helte og heltinder. Det minder om den perverses vedholdende og tvangsmæssigt gentagne fantasiscenarier ... Comte de Lautréamont er en kulørt skikkelse fra føljetonromanernes verden, det er herfra han sætter af, og hans helt, Maldoror, er ærkeskurken, drevet af intens, metafysisk ondskab og had til menneskeheden. Helt igennem tegneserieagtigt. Alligevel er dette stor litteratur!

(forts.)

”For ikke at blive genkendt, havde ærkeenglen taget form af en taskekrabbe, der var på størrelse med en lama.”

Comte de Lautréamont, Maldorors Sange (1868), Nansensgade Antikvariat 1986. På dansk ved Lars Bonnevie.

Kortfattet handlingsreferat af 2. sang (i serien Hvad står der egentlig?)
1. Fortællerens indledning: Menneskeheden har ikke ret til at beklage sig. Man må være glad for sin plads i helvede.
2. Lynet slår ned i fortælleren, idet gud ikke ønsker denne bog skal blive skrevet.
3. Maldoror savner Lohengrin. Han elsker ham så højt at Lohengrin gerne må rive et af hans øjne ud.
4. Maldoror, der netop har spottet gud (igen), græder for et lille forældreløst barns skyld.
5. Et møde med en ti-årig prostitueret.
6. Maldoror forskrækker en otteårig dreng i Tuilerihaven.
7. En smuk, sovende hermafrodit.
8. Gud sidder på en trone af ekskrementer og spiser forrådnede menneskekroppe.
9. Besyngelse af lusen.
10. Lovprisning af matematikken.
11. En kamp med en engel. Maldoror vinder.
12. Barndomserindringer om hæslige mareridt og ubehagelig morgenbøn.
13. Et skibbrud. De druknendes kamp. Maldoror skyder dem der kommer for tæt på land, med sit jagtgevær. En flok hajer dukker op og ordner resten, men bliver selv offer for en endnu større (hun)haj. Maldoror springer i vandet og har samleje med den sejrende haj.
14. En kamp mellem gud og Maldoror om samvittigheden. Maldoror har nu taget skikkelse af en kæmpeblæksprutte. Kampen ender uafgjort. Maldoror residerer i en utilgængelig klippehule på en bjergside, i hånden holder han samvittighedens kranie, som han gnaver af.

Teksten skifter bestandigt mellem 1. og 3. person. Fortælleren og Maldoror glider flere steder sammen på en lidt uigennemsigtig måde. Vi har tydeligvis at gøre med en ophedet fantasis produkter.

HAVEN I SLOTH 4

Jeg husker også København, denne pudsige, lille by bygget på unge sumpe. Det første jeg gjorde da jeg ankom, var at købe Gammel Strand. Snart efter købte jeg også Grønningen, Gl. Kongevej og Østergade. Jeg byggede hotel på Gl. Kongevej. Så blev jeg træt af at købe. Så solgte jeg. Men jeg beholdt Gammel Strand. Først boede jeg i nr. 1, hvor jeg udvidede kælderen for at få plads til min samling af Jeff Koons-skulpturer, disse morsomme og ekstremt kostbare parodier på Franklin Mint. Så boede jeg i nr. 3, hvor jeg konstruerede en krypt under huset til min arvetante der dog nægtede at dø på trods af den smagfulde indretning. Så boede jeg i nr. 5, hvor jeg lagde rør ned til Helvede; jeg førte rørene gennem hjerterne på alle de mennesker der boede til leje i kælderen. De glemmer mig aldrig. Under nr. 7 fandt jeg spor af fortidens mammutjægere der også måtte have gennemstrejfet disse tågevædede egne, så fjernt fra Sibiriens rene, klare kulde, afskåret fra at nyde de særprægede glæder som i Olenjok og Sjigansk tilbydes af skindklædte og talgduftende kvinder, hvis sprog minder om finsk. Til sidst blev jeg træt af de stinkende, tandløse kællinger der stod nede på gaden og solgte fisk fra uhumske boder, jeg mindes endnu deres opspærrede, råbende munde og påtrængende, kødfulde arme. Jeg flyttede tilbage til Sloth.



Et typisk Franklin Mint-produkt

OPDIGT

op den her morgen virker
virker her op den morgen
den morgen her virker op

DIGT

jeg ser ud over havet
havet kigger tilbage på mig
jeg er flere meter høj
inden månen når at forstyrre

Hej med dig, Mørkets Fyrste

HAVEN I SLOTH 3

Altid når jeg spiser middag hos den russiske fyrstinde i lejligheden på Ile St. Louis, må jeg genkalde mig de mange minder fra tiden i Sloth. Også dér spiste vi altid disse fiskeæg anrettede på fløjlsbløde pandekager med en klat syrlig creme og en dusk ungpigeagtigt nervøs dild på toppen. Aften efter aften overgik M. Philipe-Theodòr sig selv i køkkenet. Vi fik små oddertunger omviklet med nori-tang, store, brune rensdyrøjne i gelé, krabbekløer i grusom hajfinne-puré, righoldige farskreationer der forestillede berømte drager, spækkede med valnødder, trøfler og krydderier fra markedet i Tobruk, stadigt ulmende flamberede søstjerner med strimler af sælspæk, gravede rågeæg, fed gåselever kun lige akkurat dyppet i kogende, saltet vand, med vodka-syltede kvæder og mange flasker Moët & Chandon til, sprængte halse fra den ellers uspiselige tapir, indbagte pandanyrer med sesamolie og Sechuan-peber, fyrige karryretter der havde kogt i månedsvis og sushi der var så frisk at vi måtte afklæde os tøjet og indtage den i det romerske bassin, ved hvis kant vi plejede at nyde aftensmaden i de lune sommernætter, mens Mælkevejen funklede over os som himmelsk sperm. Åh ja, og den selvsamme russiske fyrstinde var den, der første gang præsenterede mig for den rødhårede, georgiske guvernante som senere skulle åbenbare for mig hvad hun i tyve år havde holdt skjult for en intetanende omverden. Åh, hun var vulkansk, så hed, nætter igennem piskede jeg hende med min flammende pik. Hvilken affære! Hvor katastrofalt da hun pådrog sig et anfald af den ejendommelige og raffinerede afrikanske kønssygdom Usgus Molle og gik alt for tidligt bort, så uretfærdigt straffet på det punkt der gjorde hende allersmukkest. Vanvittig af sorg blødte jeg tusind roser på hendes grav, og altid siden når jeg opholder mig i Paris om efteråret, genfinder jeg mig selv på melankolsk vandring under det faldende efterårsløv på Père Lachaise-kirkegården, hvor hun ligger begravet. Aldrig genså hun i live sit elskede Tiflis med de mange, snævre gyder, som på så sørgelig vis var blevet overtaget af den ækle og pøbelagtige bolsjevisme.

ALTERNATIV GRUNDFORSKNING 25

Det er slut med aborrer ovre i svømmepølen. Måske skulle jeg ikke have stillet resterne frem til negerkvinderne udenfor, maden kan gå hen og blive sparsom ... Hm, gad vide om man kan spise guldfisk? De er pænt store ... Og hurtige, det er svært at ramme dem med det træben jeg bruger som kølle ... Det må have ligget heroppe på taget af poesien fra dengang ØVERSTE KIRURGISKE holdt til på kvisten, de udførte velsagtens også amputationer ... Guldfiskene er en gave fra familien Gyldenkål, oplyses det på en lille bronze-plakette ved svømmepølens kant ... Men babyen trives virkelig, lige før læste den hele telefonbogen på 17 minutter ...

(Jeg har ikke bragt ret meget om Hebriderne endnu) DEN SNÆVRE PORT

Det minder meget om Falklandsøerne.

Yderligere profant

De tre billeder af månen længere nede på siden er på en måde også billeder af min tilstand, da jeg tog billederne. Det var den aften jeg læste op hos Undervand i cykelkælderen ved Ørestad Station ... Eller nærmere råbte op på en vanvittig aften der sluttede med pogodans i betonkælderen, dejligt at den slags ting stadig sker ind imellem ... Jeg tog billederne af månen, mens jeg stod og tissede oppe på parkeringspladsen i fortsættelse af en anselig mængde økologisk øl. Måske et ihærdigt, men lidt patetisk forsøg på at gøre Ørestad til Plørestad og få den til at synke tilbage ned i Amagers Fælleds mudder, som den er opstået af ... Nå, men dér stod jeg, med mit lille, fikse Panasonic i den ene hånd og noget andet i den anden hånd. Et civiliseret alternativ til at hyle mod månen ... Det er fuldmåne igen i aften ...

Premiere

Torsdag, den 13/11, kl. 20-21, er der på Sternbergs.dk reception for filmen Radikale mænd i et længst eksploderet kvarter. Ny oplæsningsvideo med Sternberg af Suvi Andrea Helminen ... Jeg kan desværre ikke selv ’komme’, fordi jeg skal i KB-hallen med sønnike og høre Slipknot, Children of Bodom og Machine Head. Kæmpe lastvognstog er på vej fra Ruhrdistriktet med syv meter brede, massive guitarer, og Slipknot har fået nye masker! Giv den gas, drenge! ... Hold kæft, jeg får sgu da ikke lavet en bønne i dag, jeg sidder bare her og forærer det hele væk, hele butikken, kom bare nærmere, stjæl alting, det er gratis.

HAVEN I SLOTH 2

Jeg levede en tid lang på en søjleprydet veranda. I uger og år besad jeg den mest vidunderlige krop med en pande af marmor, ører af alabast, hår af silke, tænder af elfenben, øjne af jade, horn og smaragd, kinder af fløde, hage og kindben af spinkle vagtelknogler, en hals af mahogni, en lever af hemmelig rubin, en pik af ild, lunger af betroet asbest, skuldre og arme af cedertræ, bryster af damaskeslærred med indvævede safrantråde, et hjerte som jordens kogende kerne, et røvhul fint duftende af krydret latakiatobak med en antydning af noget kaukasisk, ben af norsk tin udvundet af dværge i dybe fjeldgruber, knæskaller fra Fabergé, hæle og fødder fra værfterne i Alexandria, Genova og Sebastopol, negle fra Antwerpen og Brügges glaspustere, en hjerne af sjældne, japanske fisk, hænder med leopardens smidighed, rejens bevægelighed og den gribekraft som karakteriserer den sovende flagermus, og næsebor med fordybninger fulde af særlig tomhed fra selve verdensrummet. Det var dejligt. Jeg var en anden dengang. Jeg husker endnu disse dage og måneder i Sloth.

Profant

ALTERNATIV GRUNDFORSKNING 24

Jeg må have blundet lidt ... Selv om jeg stadig føler mig træt ... Men se nu der! ... Babyen smiler, det er første gang ... Den har også fået tænder allerede ... Det er kraftig kost, jeg har givet den ... Jeg føler en stor ro i mit nye liv, der er noget indlysende ved situationen, disse lemmer af marcipan er på en måde meget overbevisende ... Nogle gange synes jeg babyen ligner en fisk, andre gange mere en fugl eller en okapi ... Dens ribben er som et klaviatur af elfenben og lidt mørkere ibenholt, dens øjne er et land med tusind forskellige søer, dens små, fede tæer som mærkværdige kaktusplanter i Mexicos ørken ...

HAVEN I SLOTH

Dovenskabens have er et sted der uddeler sig selv til dem der ikke vil. I dovenskabens have har man rolige, ligesom tænkende hænder, kvindernes bryster er fyldte med ekstra lunger så de kan trække vejret dybt og langsomt. I dovenskabens have er søvnen så opiumstung at man kan udvinde sjælden kobolt, lækkert guld og behagelige diamanter i dens underjordiske gangsystemer. I dovenskabens have er der paladser hvor man endnu ikke har indlagt rindende vand eller toiletter med skyl, karperne i de ubevægelige voldgrave er meget fede, hvilket er et held, for så er de nemme at fange; der er ikke uoverkommelig anstrengelse forbundet med det. Jeg behøver vel knap nok tilføje at man ikke frygter døden i dovenskabens have, man kender den som sin fætter. Indbyggernes mod er stort, men desværre uanvendeligt. Det er svært at gøre dem interesserede i noget.

Fødsel

ALLE LÆSERE AF DENNE BLOG HAR VUNDET $31.000.000

Mine damer, det er mig en særlig og udsøgt fornøjelse at henvende mig til så begunstigede og smukke rentenydersker, mine herrer, jeg taler gerne til så fremragende, potente og futuristisk udseende landliggere. Kære millionlæsere, jeres øjenvipper er af guld, jeres nye tænder vil blive udført i uforgængelig diamant, jeres hår vil kunne blive bøjet i en hvilken som helst retning. I bliver så rige at I aldrig får cancer i endetarmen eller andre upassende steder. I vidste det ikke, men en fjern slægtning til jer alle er død i Stenløse. Jeg har tidligere forsøgt at meddele jer disse både triste og glade nyheder, men har ingen svar fået. Entrepenøren Simon La Krøx-Jürgensen, som i sin tid stod i spidsen for opførelsen af både Stenløse-dæmningen og Ølstykke-højbanen, er gået bort for nu at spænde en bue over himlen andetsteds i andre kuplede, højtbeliggende og højtbelagte egne af det forunderligt værende. Åh! Han efterlader sig - han siger det selv udtrykkeligt og med umisforståelig vægt i sit testamente – han efterlader sig $31.000.000 til hver af denne blogs læsere, eftersom han i levende live helst aldrig læste andet. ”Med sætninger som disse,” udtalte han ofte med malmfuldt klingende røst, ”vil man kunne bygge en bro til Måløv eller huse der ligner bjerge på månen. Deres elasticitet og spændvidde gør dem endog særdeles velegnede til byggematerialer og ansporer sin læser til enhver form for spekulation.” Hr. Krøx-Jürgensen, hvis beskedenhed forbød ham at anvende sin titel af baron i hovedparten af sine korrespondancer, havde så stor tillid til denne blogs gavnlige indflydelse på sine læsere, at han uden tøven, og barnløs, testamenterede det hele til jer, lækre læsere. Alt hvad I behøver at gøre, er at sende samtlige kontooplysninger til indehaveren af denne blog, som herefter vil sørge for det fornødne.

Underskrevet, i flere vidners nærværelse
ALAN MORGAN, advokat

Ubestemt

TIRSDAG

Fimrehårene på hestens mule er forbundne med andre dele af dyrets krop. Leverhåret er kortere end mange af de andre. Jeg ved ikke hvad man skal lægge i det, men det er måske en lille anelse gulligt. Jeg ser syner. Jeg ser lever.

LØRDAG

Hestenes hæslighed, fx. de gule tænder, tarmene, den mekaniske hoppen omkring, skal være dem tilladt. Det er okay.

FREDAG (forts.)

Altså: Hestenes hestethed er strafbar ... Men det er straf nok i sig selv at være hest ...

FREDAG (forts.)

Men det er et spørgsmål hvilken status hestene kan tilskrives, eftersom de pr. konvention regnes for at have et stærkere tilhørsforhold til deres art, end hvad der er normalt for mennesker ... Så måske skal bøderne udskrives til hesteracen og ikke til den enkelte hest?

FREDAG

En formel løsning på problemet kunne være at de beredne politibetjente udskrev en bøde til hesten hver gang den defækerer på offentlig vej ... Det er jo ikke betjentene der defækerer ...

DEN SIDSTE HAL

Husk det er i aften disse bænkerækker skal tages i brug. Se program længere nede på siden. Og tag rigeligt tøj på.

TORSDAG

Hm, jeg har faktisk grund til at mistænke at det beredne politi IKKE fjerner hestepærer efter sig ... (se tidligere indlæg: http://thomaskrogsboel.blogspot.com/2008/10/onsdag.html) ... Jeg bygger mistanken på de hestepærer, der nu en hel uge har ligget på Bryggebroen, som vist på billedet nedenunder.



Her er hestepærerne udsplattede, men da jeg kørte over broen tordag morgen i sidste uge (uden kamera), var de endnu ret friske og kugleformede ... Og politistalden ligger på Artillerivej, altså på Islands Brygge-siden af broen. Det er meget nærliggende at antage at det beredne politi, for at komme til min gade på Vesterbro, har passeret Bryggebroen. Og selvom der faktisk ligger en rideskole ved Ballonparken på Brygge-siden, er det ikke nærliggende at antage at de lader eleverne, i hovedsagen småpiger, ride den vej hvor de vil støde på mest trafik, når nu hele Amager Fælled er disponibel til deres anden side. Alt sammen peger i retning af at det er politihestenes efterladenskaber man finder på Bryggebroen. Jeg siger det bare.

ALTERNATIV GRUNDFORSKNING 23

... ... ... ... ... ... ... ... ... ... ... ... ... ... ...
... ... ”Nå, sådan!” ... ... ... ... ... ... ... ... ... ... ...
..., ... ... ... ... ... ... ... ... ... ... (AAARRRGGGHHH)
... ... ... ... ... ... ... ... ... ... ... ... ... ... ... ..., ... ... ... ...
... ... ... ... ... ... (stilhed) ... ... ... ... ...
... ... ... ... ... ... ... ....

TILLYKKE BARACK

I dag har jeg spist en sejrsspandauer. Jeg købte også nogle fyboller.

NYE SAMMENBRÆNDINGER

Digtformen giver mig mulighed for at tale om flere ting på én gang. Det lineære og informative sprog man normalt forventes at anvende i arbejdssammenhænge og i enhver situation der er den mindste smule formel, eller bare når man slet og ret er høflig, føles let belastende, af og til endda kvalmende, når nu ens hjerne ikke er indrettet på den måde, men fungerer ved hjælp af en samling speedede neuroner der uafladeligt hopper rundt fra sted til sted i en grå gelémasse, som i øvrigt ikke frembyder de store visuelle forskelle, men virker som en ensfarvet, tredimensional flade ... Bevares, man kan tage sig sammen, koncentrere sig, og det er man også til en vis grad nødt til at gøre for at skrive et digt, men koncentrerer man sig for meget, risikerer resultatet at blive kedeligt. Hvis min kontrol over processen medfører at jeg aldrig selv bliver overrasket, mystificeret, provokeret etc., har jeg svært ved at bevare motivationen ... Man må udvise tillid til sin egen ikke-bevidsthed, simpelthen uddelegere noget af arbejdet til den grå gelémasse, stole på grå gelé, sætte sig på grå gelé som på en stol, så at sige mobilisere den grå gelé til arbejdsmarkedet, få det til at skvulpe i den mens man selv slapper lidt af ... Problemet bliver nu at holde op i tide, eftersom automatskrift også er kedeligt ...

DEN SIDSTE HAL

ALTERNATIV GRUNDFORSKNING 22

... (her) ... (lige før) ... (der var noget på en eller anden måde) ... (shh) ... ... ... ... ... ... ... ... ... ...
... ... ..., ... ... ... ... ... ...
... ...
... ... ... ... ... ... ... ...
... ... ..., ”... ... ... ... ... ... ... ...”
”... ... ... ... ...!”
... ... ... ... ... ... ....

Digt til en mur der er blevet malet

jeg ser gult foran mig i et kraftigt felt
en genskåren flade der forgjort omvæltes
og ret voldsomt sutter syrlige drops
temmelig gestaltet med uklart oktantal
vældigt hilsende på okkult svaleurt
enorm æggeblomme der sovser okulart
og spreder sig fuldt i rare mælkebøtter
emanerer mur en vovet pulseren nok

DEN SIDSTE HAL

Det er på torsdag d. 6. november, kl. 20, Enghavevej 82, ind i gården, til DEN SIDSTE HAL.

Program:

Bo hr Hansen & Nils Lassen
Lars Husum
Thomas Krogsbøl
Bent Otto Hansen
Sternberg
Arash Sharifzadeh Abdi
KKK (Jesper Korndal, die Keith, Katinka My Jones)
Frank Langmack

Der kan være en ekstra surprise på vej

MANDAG

Hm, det lader til at jeg er ved at skrive en føljetonroman ... Som hedder Alternativ grundforskning ... Det var dog et ualmindelig lamt navn til en roman! ... Selv en føljetonroman! ... Oprindelig var tanken blot at Alternativ grundforskning skulle afløse New Age som en etikette for alskens mikrokunst om bevidsthedens grænseegne og græsgange i øvrigt ... Men sådan gik det ikke, hvilket har tvunget mig til at rydde lidt op i mine etiketter (”Stier gennem læse/kigge-området”), og NU skulle det så være nemmere at kalde hele føljetonen frem på én gang ... Kom så, lille føljeton ... Kom så med dig, din køter! ... Jeg vil godt understrege _____________ at den er vældigt god og gavnlig, og at den beviseligt har hjulpet 78% af sine læsere til en bedre tilværelse. Jeg lyver ikke.

ALTERNATIV GRUNDFORSKNING 21

Puha, det må godt nok have været en ekstra-multipille jeg tog ... Bliver jeg mon nogen sinde mig selv igen? ... Og hvad skal det egentlig sige? At være sig selv? Er det ikke ret ligegyldigt? Så vigtig er jeg heller ikke ... Jeg er ligesom bare her nu ... Eller noget er her nu ... Og der foreligger en opgave, nemlig at være noget for andre ... Øh ... Altså, jeg er ikke sådan lige akkurat mig som jeg plejer at være ... Tror jeg nok, i det omfang jeg overhovedet kan stole på min hukommelse ... Hm, jeg må hellere rydde lidt op, der flyder med fiskeben og skæl over det hele ... Det ser rodet ud selvom nogle af skællene er flotte og ligesom changerer i lyset som sær sne ...