tirsdag den 11. november 2008

ALLE LÆSERE AF DENNE BLOG HAR VUNDET $31.000.000

Mine damer, det er mig en særlig og udsøgt fornøjelse at henvende mig til så begunstigede og smukke rentenydersker, mine herrer, jeg taler gerne til så fremragende, potente og futuristisk udseende landliggere. Kære millionlæsere, jeres øjenvipper er af guld, jeres nye tænder vil blive udført i uforgængelig diamant, jeres hår vil kunne blive bøjet i en hvilken som helst retning. I bliver så rige at I aldrig får cancer i endetarmen eller andre upassende steder. I vidste det ikke, men en fjern slægtning til jer alle er død i Stenløse. Jeg har tidligere forsøgt at meddele jer disse både triste og glade nyheder, men har ingen svar fået. Entrepenøren Simon La Krøx-Jürgensen, som i sin tid stod i spidsen for opførelsen af både Stenløse-dæmningen og Ølstykke-højbanen, er gået bort for nu at spænde en bue over himlen andetsteds i andre kuplede, højtbeliggende og højtbelagte egne af det forunderligt værende. Åh! Han efterlader sig - han siger det selv udtrykkeligt og med umisforståelig vægt i sit testamente – han efterlader sig $31.000.000 til hver af denne blogs læsere, eftersom han i levende live helst aldrig læste andet. ”Med sætninger som disse,” udtalte han ofte med malmfuldt klingende røst, ”vil man kunne bygge en bro til Måløv eller huse der ligner bjerge på månen. Deres elasticitet og spændvidde gør dem endog særdeles velegnede til byggematerialer og ansporer sin læser til enhver form for spekulation.” Hr. Krøx-Jürgensen, hvis beskedenhed forbød ham at anvende sin titel af baron i hovedparten af sine korrespondancer, havde så stor tillid til denne blogs gavnlige indflydelse på sine læsere, at han uden tøven, og barnløs, testamenterede det hele til jer, lækre læsere. Alt hvad I behøver at gøre, er at sende samtlige kontooplysninger til indehaveren af denne blog, som herefter vil sørge for det fornødne.

Underskrevet, i flere vidners nærværelse
ALAN MORGAN, advokat

3 kommentarer:

Pia Juul sagde ...

ENDELIG har jeg heldet med mig!!

Thomas Krogsbøl sagde ...

Ja, tillykke, er det ikke pragtfuldt og vidunderligt?

Britta sagde ...

Jeg vil bruge nogle af pengene til at købe en cykel!

Britta K