NyOrd 4

jeg taler ud i rummet
månen kan høre mig
og du indånder
rester af mine ord

NyOrd 3

tunge poser
skrabede knæ
forstærkede sko

tømte beholdere
puttes i andre
større beholdere

tomhed møder tomhed
og rummet er der
hele tiden

NyOrd 2

fortovet er ubønhørligt
som en verdensdel
som flydende tjære
og moderkagen
i tjørnehegnet

NyOrd

jeg lægger mig tungt
og ligger påfaldende
som en udestue en gildestue
en tegning på huset
med tråde trukket
gennem stuerne

Julecoda

herinde et grantræ
udenfor på gaden
en kasseret sofa
alene med fremtiden

X

Indvolde.

Medbolle.

Oldskrolle.

Indpølse.

Udstyltelse.

Mølstivelse.

Flyv!

XXXX

Hukommelse er retfærdighed.

Skamredne havelåger og udfletninger.

Forlovet på karaoke-bar med flodhest.

Friheden ligger ikke i detaljerne.

Sagsmapperne er fulde allerede.

Friheden til at savle offentligt.

XXXXXXX

Det er en forestilling. Nogle indvolde.

Kemisk forstærkede indvolde. I farver.

Frihed er ødelagte ting der kan smides ud.

Frihed er voldpulede indvolde og havenisser.

Farver er lysets regnbuelunge, et eller andet pis.

Kemi er forestilling for forstørrede øjne.

GOD FUGL

Thomas Boston har sendt dette billede fra Receptionen i Mayhem d. 25. november (okay, det er vist blevet d. 26. november på billedet).

XXX

Det er en udstilling. Nogle indvolde.

De samme indvolde som sidste år.

Frihed er ikke at have indvolde.

Frihed er ikke dine tarme eller nyrer.

Det hjælper ikke at rydde op.

Frihed er ikke hukommelse.

Something completely different

Claus Ejner har også gang i nogle overvejelser om kunst.

GEIST-manifest 2

En anden væsentlig forskel på Schlegel-dokumentet og den senere avantgarde er tidshorisonten. Det utopiske punkt kan enten befinde sig i fortiden eller fremtiden. Aldrig i den almindelige nutid eftersom en utopisk forestilling nødvendigvis må dreje sig om noget andet end det man har. Den sande revolutionære er på fremtidens side, drop alt hjernelamt sludder om det tabte paradis, men for Schlegel synes målet at være en ny klassik, et Arkadien hvor han kan genopstå i en højere form for umiddelbarhed. Når han er færdig med at potensere sine refleksioner. Eller rettere, poesi og refleksion vil i samklang skabe den nye umiddelbarhed, som to hjernehalvdele i harmoni. Nu er teksten her ganske vist et slutopgør med den klassicisme, med tilhørende genresystem, som endnu prægede poesien i 1700-tallet, men den klarer han ved at vise tilbage til den tidlige græske kultur. Hvor formerne endnu ikke var stivnet i hellenistisk efterklang og dekadence (mangel på umiddelbarhed) ...

GEIST-manifest

Udtog af Athenäum-fragment nr. 116, af Friedrich Schlegel, Jena 1798:

”Den romantiske digtart er endnu under tilblivelse; ja, det er dens egentlige væsen, at den er evigt tilblivende og aldrig kan fuldendes. Den kan ikke udtømmes af nogen teori, og kun en divinatorisk kritik ville vove forsøget på at karakterisere dens ideal. Den alene er uendelig, ligesom den alene er fri; og den anerkender det som sit første bud, at digterens vilkårlighed ikke tåler nogen lov over sig. Den romantiske digtart er den eneste, som er mere end en art, men så at sige digtekunsten selv …”

”Den romantiske poesi er en progressiv universalpoesi. Dens bestemmelse er ikke alene at genforene alle poesiens adskilte genrer og bringe poesien i berøring med filosofien og retorikken. Den både vil og skal snart blande, snart sammensmelte poesi og prosa, genialitet og kritik, kunstpoesi og naturpoesi, gøre poesien levende og fælles, og livet og fællesskabet poetisk, poetisere viddet, fylde og mætte kunstformerne med al slags gedigent dannelsesstof og besjæle dem med humorens svingninger. Den omfatter alt, blot det er poetisk, fra det største kunstsystem, som igen indeholder flere systemer i sig, til det suk, det kys, som det digtende barn udånder i kunstløs sang.”

”Kun den romantiske poesi kan ligesom eposet blive et spejl for hele den omgivende verden, et billede af tidsalderen. Og dog kan den også – mere end nogen anden – svæve på den poetiske refleksions vinger, fri for enhver real og ideal interesse, midt mellem det fremstillede og den fremstillende, og potensere denne refleksion igen og igen og mangfoldiggøre den som i en endeløs række af spejle.”

(På dansk ved Jesper Gulddal i Friedrich Schlegel: Athenäum fragmenter, Gyldendal 2000)

Ser man bort fra, eller omformulerer, begreber som 'dannelse' og 'geni', og måske også 'ideal', er det forbløffende så meget teksten ligner et avantgardistisk manifest fra det tyvende århundrede. Det er en trompetfanfare der kan høres. For et utopisk projekt. Her er både proces (tilblivelse, fragment) frem for værk, genrenedbrydelse, og nedbrydelse af skellet mellem kunst og liv, fællesskab, kunst som erkendelse (dannelse), og refleksion over forholdet mellem det repræsenterede og det repræsenterende. Mange træk der tager sig besnærende moderne ud. Måske lige bortset fra det politiskes fravær. Manifestet her er ikke vendt imod borgerskabet, det er FOR borgerskabet. Der her fører sig frem med ny selvsikkerhed oven på den franske revolutions afslutning ...

Åndlignende

Du begynder forfra hver gang. Det er en bagdel. Fordelen er de gode bageopskrifter.

Mængden af fortid er foruroligende.

De enorme kager i horisonten!

Og hvilke tableauer inde på de små kamre!

Kagernes membraner der åbner sig for den nærmeststående, så kagerne kan udveksle information på et omtrent genetisk niveau.

Det skulle man ikke tro de kunne når de selv er lavede.

på FREDAG

under, lige før eller efter den lovede storm giver Michael Mørkholt og jeg fyraftenskoncert kl. 16 på Kaffebaren, Æblestien 2, Amager ... Det er først på Amager, ikke så langt ude, bare rolig, det er lige ved femmerens stoppested på hjørnet af Amager Boulevard og Amagerbrogade, faktisk meget nemt ... Det er Geiger der arrangerer, og på programmet er også Stemmejernet (a.k.a. Niels Lyngsø).

Henvåndelse

Hvorfor skal du altid skrive dine bøger færdige? Bliver de bedre af det? Prøver du at lave en stabel som kan vælte ned over dig, så du aldrig behøver at skrive igen?

Jeg modsiger mig selv, og jeg er ligeglad. Måske findes der en sandhed mere end den om at vi ikke må modsige os selv. Som absolut, på den måde som en sætning, bør man undgå adjektiver.

Nu ved jeg det! Jeg begynder og slutter på samme tid. Men hvad så med alt det ind imellem? Det kommer til sidst. Her. Brug det til din madpakke.

Fratale

Jeg aner ikke hvorfor jeg sidder og skriver det her til dig. Jeg begyndte bare på noget. Det forekom mig at være bedre end ikke at begynde på noget.

Du sluttede på den sidste side hvor du skulle. Farvel. Som et plaster på såret kan jeg læse dig bagfra nu. Selvom det lyder sjofelt, er det ment i samme venlige ånd hvormed jeg omfavner planeten.

Vi kunne også gøre som dig og slutte noget i stedet for hele tiden at begynde noget. Vi kunne blæse i trompet indtil et eller andet væltede.

Henvældelse

Du er en anden. Du er anden person. En tredje person vil forsyne os med et køn hver, så vi kan blive en hest i et køkken.

Hvis Europa var en hest, ville hun løbe og løbe. Og springe. Og gumle med våde, vidåbne øjne. Og gnubbe mulen kærligt mod min kind.

Så hvorfor er Europa ikke en hest? Jeg ved det ikke. Måske har hun for mange ben. Måske hænger hendes ører nedad, så hun lytter for meget til mulden og stenene. Især nu til jul.

Tautologi i praktisk anvendelse

Posthuset på Hovedbanen i går:

TK (nogenlunde høfligt): Hej, jeg skal bare have et frimærke til 8 kr.

Postdame (uden gnist af humor): Det bliver 8 kr.

Anliggender

Du har engang befundet dig i rummet her. Med din krop. Det virkede mere forpligtende på den måde. Tiden var moden som en revnet figen eller en statue uden hoved.

Du var en gruppe af verber der ville efterlade et kæmpe hul i sproget ved dit fravær. Vi var så komplet arbitrære sammen, ligesom en hest i et køkken.

Vi havde en skattesag sammen. Men det var mest de andres problem. Vi var uskyldige som et substantiv. Hesten siger muh.

Tiltale

Dine kommentarer er naturligvis meget interessante. Nu ved jeg at du har sagt sådan. Jeg blev klogere og kom videre / længere / over det / i gang / på banen.

Europa bryder sig ikke om fremtiden, det er ikke det folk vil høre om. Det er faktisk lidt nedladende at tale om fremtiden. Jeg vil ikke finde mig i den. Jeg skal jo videre.

Vi havde det godt. Lige før. Det var et beboeligt øjeblik, ikke sent eller tidligt, men omtrent til tiden.

Henvendelse

Kære, det glæder mig at vide at du også befinder dig i 15:17 lige nu.

Jeg har mikroprofiteret af dine oplysninger. Jeg har samlet støv på bestandigt mindre måder.

Det er som om bjergene vender ryggen til mig. Planeten er lukket i dag. Jeg må gå et andet sted hen for at finde nogle hurtigere produkter.

Oplæsning TORSDAG

Jeg deltager i Poesi på Staden, Operaen, Pusher Street, på torsdag, kl. 20.

Næææh ...

Bukdahl anmelder JEG ER FLUEN i Weekendavisen i dag. Godt. Desværre kan jeg ikke linke til den, det er kun for betalende læsere. Men citere lidt kan jeg vel. Underrubrikken lyder således: "Krigsbal. Thomas Krogsbøl spiller poetisk bandespil med sin pladesamling, det fyger med for syge finter." Og "Motherfuckerne i JEG ER FLUEN er underspillede, sidesteppende motherfuckere, der i al hast kratter siden distinkt til. Fluer på isen!" ... Fluer på isen? ... Nu ved jeg det, JEG ER BAMBI ... som voksen ... vokset inde i ovnen ... Sjovt nok er anmeldelsen nærmest en dobbeltanmeldelse, dels af bogen, dels af bloggen her ... Men hvad, jeg klager ikke ... "Pga. sit lige så krøllede som ligefremme poesi-attak kan Krogsbøl skrive digte om Gud og livets mening, der ikke bare fremstår rimeligt sære, men også sært rimelige, ..."

Oplæsning TORSDAG

Øverste Kirurgiskes 96. månedsoplæsning i Mayhem, Ragnhildgade 1, torsdag d. 1. december, kl. 20.

PROGRAM:

Rune T. Kidde

Kåre Wangel

Arash Sharifzadeh Abdi

Frederikke Lindahl s. m. Rikke Mulvad Mortensen

Sternberg

Jens Blendstrup

Thomas Krogsbøl

Fri entré, bar.

I aften

Det var den hersens RECEPTION for JEG ER FLUEN i MAYHEM i aften kl. 20-24+, Ragnhildgade 1, gården. Det er nemmest at komme ind ad sti fra hjørnet Haraldsgade/Ragnhildgade. Øl, vin, vand og musik. Liveindslag ved Claus Handberg på elhegn. DJ er Michael Mørkholt, samt moi.

DET VILDESTESTE IKKE NYE

Jeg rister lige en rune for det her: To musikere der læser bøger, besluttede sidste år at de ville bruge mindst et par måneder på "Finnegans Wake". Det var Andreas Führer og Anders Lauge Meldgaard, begge medlemmer af musikkollektivet Yoyooyoy. De har spillet sammen i bl.a. Slutspurt, og hver for sig har de optrådt under en lang række aliaser, Anders bl.a. som Supermelle og Frisk Frugt, Andreas som Kalle del Hey - og senest som sig selv på det fine album "Obligatorisk undervisning" ... Projektet mundede ud i et tre uger langt forløb på Stadens Museum For Kunst hvor "Finnegans Wake" blev gennemgået med et kapitel om dagen. Både som den skratterat-musik den selv er, og med musik til. Den blev læst op af forskellige digtere og spillet af forskellige musikere. Jeg gider ikke forklare op og ned ad stolper, men henviser til den her fotoreportage, og den podcast om projektet man finder der ... Selv sad jeg en lille halvandens times tid og læste kapitel fire op. Indimellem kom der folk ind på galleriet for at se 'udstillingen', mest turister tror jeg, og de blev mødt af et næsten tomt rum, dog udstyret med et par lange strenge der hang under loftet og udsendte en dronende lyd og nogle interferenser. Der var også noget med et par orgelpiber der fik luft fra en haveslange tilsluttet en kompressor ude bagved ... Og så sad der en mand ved et lille bord og læste op af den hersens uforståelige og tilsyneladende endeløse tekst ... Jeg var på en måde reduceret til udstillingsgenstand, en del af en installation ... Men det føltes befriende rygvendt ... Det var egentlig mest for min egen skyld at jeg sad og læste op, ja, og så for Anders' og Andreas' skyld. Og for den ene hårdnakkede tilskuer der blev hængende under hele seancen. Og for forestillingen om litteratur ... Men forestillingen om litteratur som forestilling fortonede sig faktisk lidt ... det var mest bare lyd ... en eftermiddag i floden ... ZZZuUuUMmmmmMMDRrRUUUmmmM ... Bladyughfoulmoecklenburgwhurawhorascortastrumpapornanennykocksapastipattappatupperstrippuckputtanach ... BrOuUUUUMMMmmmNNNHhhh ... Og også lidt et billede. Jeg havde imidlertid svært ved at se det eftersom jeg selv var en del af det ...

I morgen FREDAG

udkommer min nye digtsamling JEG ER FLUEN på Kronstork. Omslag af Michael Mørkholt. 58 s., kr. 125 ... Det er jo altid lidt spændende, den slags ... hm ... Men det står fast at der bliver RECEPTION for bogen i MAYHEM, Ragnhildgade 1, gården, fredag d. 25. november, kl. 20 ... Der bliver et par musikindslag, men minimalt med oplæsning. Nu er det BOGEN, dette dejligt håndgribelige fænomen, det drejer sig om for mit og forlagets vedkommende. Den kan købes til en særligt fordelagtig åbningspris ... Musikindslagene varetages af Claus Handberg på elhegn og ... mere info følger ...

I morgen ONSDAG

Mere info her. Guitaristen Bibi Ahmed er blevet kaldt "Nordafrikas Jimi Hendrix". Egentlig ret fjollet med den slags sammenligninger, det er jo en noget andet kontekst, det her, men det giver alligevel en idé om at vi befinder os i den mindre polerede ende af Sahara Blues.

NOTE 1b til ”Hvorfor er jeg ikke bare mig selv?”

ad 2. Fordi jeg kan tale? (forts.)) Apropos Burroughs har Jesper Elving sendt dette link til en (usigneret) tekst fra Internationale Situationiste nr. 8, 1963.

NOTE 1a til ”Hvorfor er jeg ikke bare mig selv?”

ad 2. Fordi jeg kan tale? (forts.)) Sjovt nok vælger Burroughs så i sit forsøg på at genetablere en art helhedssyn at sprænge det hele endnu mere i luften med sine cut up-montager. Noget han så som et politisk attentat imod sproget og de bevidsthedsformer det tvinger os ind i. Ved normal brug, altså, åbenbart ... Han ville ændre tidens gang. I og med at handlingen i bogen, for der er en slags handling, det er en vigtig pointe, ikke er sekventiel. Det vil sige, den er klippet op i tid. Slutningen på en af romanens opklippede tråde (Routines som han kaldte dem, små prosafragmenter der beskriver et sted, en situation, nogle personer) kan fx stå på side 4. Men vi ved ikke det er slutningen på noget. Vi møder bare den her flom af løsrevne bidder der først efterhånden begynder at give mening som narration. Hele bogens handling er potentielt til stede samtidig på hver eneste side ... Dette gælder i øvrigt ikke kun Nova Express, men hele cut up-trilogien der også omfatter The Soft Machine (1961) og The Ticket That Exploded (1962). Faktisk er jeg tilbøjelig til at mene at The Soft Machine er hans bedste bog. De to næste bind i trilogien tilføjer egentlig ikke så meget nyt. Andet, selvfølgelig, end flere af hans groteske og indimellem ret morsomme påhit.

I DAG HAR JEG FÅET NOBELPRISEN

Dette er min erkendelsesbrik fra BogForum. Damen i skranken anede ikke hvem John Steinbeck var, eller også var hun skideligeglad, så da jeg kom og mumlede et eller andet om at jeg skulle ind og tale om John Steinbeck, ja, så blev jeg bare til John Steinbeck. Han stod på hendes liste. He-he ... jeg huskede at drikke et par glas rødvin. Det føltes dejligt at være John Steinbeck ... Faktisk tror jeg aldrig jeg har følt mig mere afslappet og selvsikker inde på BogForum end jeg gjorde i dag ... Måske også en anelse mere viril ...

NOTE 1 til "Hvorfor er jeg ikke bare mig selv?"

ad 2. Fordi jeg kan tale?) Sproget er et forræderi imod ... imod ... noget. "At tale er at lyve, at leve er at kollaborere," som Burroughs sagde. I Nova Express (1964). Der (vist nok) (i hvert fald delvist) drejer sig om at sproget er en virus plantet på jorden af ondsindede Venusboere, dumme svin. For sproget genererer forskelle, sætter skel og udsletter enhver umiddelbarhed, ødelægger vores intelligens ved at sprænge den til enkeltdele af informationsbidder med en atomiseret hjerne uden overblik til følge. Et forholdsvist ekstremt standpunkt, ikke mindst for en forfatter! Men han var jo fuld af pis.

HVORFOR ER JEG IKKE BARE MIG SELV? forts.

9. Fordi der er noget jeg skjuler?

10. Fordi intet er begribeligt an sich?

11. Fordi jeg er komplet tom indvendig?

12. Fordi det er for svært?

13. Fordi jeg ikke kan bunde i mig selv?

14. Fordi jeg ikke er en fugl eller en bjørn?

15. Fordi verden er falsk?

16. Fordi jeg ikke spiser spelt nok?

17. Fordi verden faktisk er alt for ægte?

BogForum LØRDAG

underholder jeg lidt kl. 13.15 om John Steinbecks Dagdriverbanden på Forlaget Sohns stand.

HVORFOR ER JEG IKKE BARE MIG SELV?

1. Fordi jeg lever i et kapitalistisk samfund?

2. Fordi jeg kan tale?

3. Fordi jeg ikke bor på landet?

4. Fordi jeg ikke får sex nok?

5. Fordi det erkendelsesteoretisk set er umuligt?

6. Fordi jeg ikke får kærlighed nok?

7. Fordi jeg er lystløgner?

8. Fordi jeg kun kan se mig selv spejlvendt?

I morgen FREDAG

Man kan lære meget af popmusik

"There must be better things to do

than sitting around, sniffing glue."

Amanda Lear: Follow Me (1978)

ALLAN ER ØM

Jeg er Allan, det er det

jeg er bedst til

og så gør jeg det

det det det dtt

DRRRXXZZT

Jeg gør det gule

og det røde

og en tredje farve

uden navn.

Jeg tror jeg kalder den

Allanine.

ALLAN ER DEN

Jeg er Allan, jeg bestemmer

over dit skæg og dine snabelsko

og fletninger og ledninger

og lysmasterne på stien

der fører til Ullamosen.

Jeg er Allan, jeg er den.

Hver dag slår jeg mig selv

i hovedet med en sten.

Der er mange sten

her hvor jeg bor.

Min hjerneskal kunne

ligne en af dem.

Udgivelsesmarkering

er et alternativt ord for reception, og det er i Møllegades Boghandel i aften kl. 19-21.30 at Sternbergs anden bog i år, "Stenalderdigte", bliver fejret af forlaget Kronstork og konsorter. Kom, hop i dit bedste skødeskind og tag din flotte, nye flintøkse med.

ALLAN ER AFTENSMAD

Jeg er Allan, jeg er kornet

jeg er kvæget, jeg er

køledisk og mælkevarer

jeg er yverste kirurgiske.

Jeg er alle pengene, jeg

løber rundt og er fuldt

finansieret uden lukkedage.

Lyset er tændt hele natten

og et ukendt antal pædagoger

vogter over mig.

ALLAN ER 'ER DÉT'

Jeg er Allan, jeg er dét.

'Er dét' er det der gør

at jeg må ødelægge

og alligevel få

aftensmad.

ALLAN ER BARE RUND 3

Jeg er mange ting som er runde

men kunne have været firkantede.

Jeg er Allan, jeg har form.

Jeg er en form for bademester

der danser ud i mig selv

for at kunne trille, bare trille.

ALLAN ER BARE RUND 2

Jeg er Allan, jeg er bolden

eller jeg er vandmelonen.

Jeg er en nød eller en klode

et hoved eller en knæskal.

Jeg ved det ikke, er det vigtigt?

Oplæsning TORSDAG, nyt NYT sted

Øverste Kirurgiskes 95. månedsoplæsning foregår i MAYHEM, Ragnhildgade 1, torsdag d. 3. november, kl. 20.

PROGRAM:

Bjørn Rasmussen

Rasmus Lund

Joachim Aa. Sørensen

Marie Melchiorsen

Mads og Nillers Snakkeband (2/3 af Je M'Appelle Mads)

Thomas Ahrensbøll Hansen

Thomas Krogsbøl

Jens Blendstrup

Sternberg

Bar, fri entré. Oplæsningen begynder 20.30

ALLAN ER BARE RUND

Det er mig der har tromlet

Amager flad på vejen

ud til min tandlæge.

Ved min rundhed

har jeg skabt

landingsbanen.

Vær beredte.

ALLAN ER STJERNERNE

Jeg er brændende prikker

jeg er spredt, mine billeder

ligner ikke, jeg er spildt

og alligevel over det hele.

Jeg er Allan, jeg er kuplet

min hat er uigennemtrængelig

taget over mit skideskur er

et non-stop atomangreb

og jeg står bare her

bag hækken og lurer.

ALLAN ER MELANKOLI

Jeg er et træ, en glemt vante

tynd som et plasticregnslag

før en festival eller et orgie

tynd som filodej om verdens

mest dybfrosne spinat og en

ged på en skåret tallerken.

Træet som er mig er frønnet

med mos på barken og det

regner. Jeg bliver mineralsk

og tung om rødderne og står

ligesom lammet til jorden

idet jeg tømmes og kortslutter.

Jeg er Allan, jeg gider ikke.

ALLAN ER MÅNEN 2

Jeg har feber og er bleg

som en gammel gyserfilm

om pest, rotter og vampyrer

om assyriske sumpdjævle

og om en der hedder Claus

fra Kalundborg, i Midgård.

Jeg er Allan, min feber

er sublim og mit snot enormt

og grønt med meget af den

sammenhængskraft du savner

i mine medborgeres øjne og

i min midlertidige følsomhed.

ALLAN ER MÅDEN

Jeg er Allan, jeg er et system

med ledninger og overvågning.

Jeg er en kedelig sorthvid film

om folk der går ind og ud

ad døre for at møde døden.

Så hvorfor bliver de ikke

bare siddende her sammen

med mig på denne side

af døden? Den højre eller

den venstre? Den her!

ALLAN ER MÅNEN

Idet du mærker hårene

rejse sig i nakken og

farer sammen med et gisp

spærrer du øjnene op

ved synet af den hvide

skikkelse bag gardinet

og mærker en stille rislende

kilde i natten ned ad ryggen

idet du står foran figuren

af gips der alligevel ikke

slår dig ordentligt ihjel.

Jeg er Allan, jeg er flink.

ALLAN ER SOLEN

Jeg er kuglegrillen, jeg

sveder som en gris.

Jeg er ham med den

brændende hud og

det runde helvede.

Mit salte rustne blod

svier og jeg er en

stor dansende prik

for øjnene af mig selv

i spejlets kogende vand.

Jeg er en stor dansende

pik for øjnene af alverden

i kornets oprejste hav

i stenens gnistren

i øjnenes glans.

ALLAN ER JORDEN

Jeg er stor, jeg er fyldt

der er meget af mig

i rummets måde at være på.

Jeg er tæt, jeg er total

og glad for at bo komplet

i nærhed af Ullamosen.

Jeg holder godt fast

i de mudrede fletninger

der når hende til jorden.

En temmelig obskur plade

er den her, IAOTF No 6, med CAC. CAC er Sort Sol-trommeslageren Tomas Ortved Larsens sideprojekt Cyklon AntiCyklon. Men på denne privatudgivne LP fra 1986 har han gæster med som malerne Claus Carstensen og Peter Bonde. Der bliver spasset pænt igennem på den onde firsermåde i numre som God's Skull og Once I Drowned a Young Boy. Sådan apropos Flannery O'Connor. Ret fedt, faktisk.

ALLAN I ALLE RETNINGER

Jeg er Allan, jeg er stor

jeg har engang set en hvalros

med syv meter lange knurhår.

De var lange, og jeg var stor.

Og høj, hævet som et hvedebrød

der er et helt land

og en slags knogle indeni

på stor jorddybde.

ALLAN GØR TING

Engang fik jeg en mariehøne der så død ud

til at rejse sig og gå videre, jeg er Allan.

Engang fandt jeg en femhundredkroneseddel på gaden.

Den var blå, tror jeg, jeg beholdt den ikke så længe.

Engang tænkte jeg at alt hvad der er godt

begynder med A: Andesteg, alkaloid, alkohol, alrum

andesteg, alkaloid, alkohol, alrum.

ALLAN ER VEJEN

Jeg er Allan

jeg bor i en hule

og sover med en kaktus over mig.

Jeg har en billig tandlæge

ude på Amager.

På Allansvej.

En del af mønsteret 2

Vi tager lige et billede af Gonjasufi nu vi er i gang. Kunne have været skarpere, men posituren er god.

ALLAN ER SUVERÆN

Engang stillede jeg syv køer op på et tag.

Så spurgte de Allan: Hvorfor gør du det?

Og Allan svarede: For at I skulle spørge Allan og finde svar.

Så spurgte de: Jamen, hvad er svaret så, Allan?

Og jeg sagde: Det ved jeg sgu da ikke, jeg er Allan!

JEG ER ALLAN

Jeg er Allan

jeg er stor.

Jeg er også lille.

Så kalder de mig

Allanmus.

Min blog 2

Jeg har dog ikke opgivet bogformatet. D. 18. november udkommer digtsamlingen JEG ER FLUEN på Kronstork (der i øvrigt har flere nye bøger i støbeskeen).

En del af mønsteret

Herren med mikrofonen i baggrunden er Gonjasufi der gav koncert i Enghaveparken til sidste års Strømfestival.

Min blog

er en kamp og en blog og en slags hjemmeside. Jeg reklamerer ganske uhæmmet og markskrigerisk for mine bøger, oversættelser og oplæsninger. Det skyldes delvist et ønske om at dokumentere, men på den anden side lader det sig ikke ignorere at jeg er vokset op med kapitalisme. Jeg driver en slags virksomhed. Og enhver virksomhed har en hjemmeside. Men jeg forstår måske ordet 'virksomhed' på en lidt off måde, idet jeg først og fremmest 'virker som (om)'. Noget. Og sådan kan man sige at jeg overtager en samfunds-specifik form og udhuler den for at fylde den med noget andet. Jeg opfatter altså ikke hjemmeside-delen som noget der er så forfærdeligt meget anderledes end blog-delen af dette site, da al information tenderer mod at indlejres i en generel tilstand af fiktion. Ligesom i TV-avisen.

Litteratur begår dialog. Men den finder sted på et mærkeligt bagvendt vilkår idet mange forfattere er forfattere fordi de har en forkærlighed for at holde monologer. Og det gør jeg så. Min blog er en forholdsvis rygvendt en af slagsen. Misforstå mig ikke, jeg er glad for kommentarer og deltagelse, men hvis det var dialog jeg søgte, oprettede jeg vel en facebook-profil i stedet for at lave det her. Bloggen er mit af samfundet molestrerede og af intertekstualitet gennemtrawlede subjekt der forvandles til objekt for øjnene af læseren. Og som medfører min egen relative befrielse idet jeg nu kan operere med op til flere identiteter ... hæ-hæ ... Og læseren kan herefter gøre hvad vedkommende vil med objektet da vi befinder os i en fremmedgjort situation over for hinanden.

Blogdahl

har mere om blogs som denne her, og om andre blogs der er som dem. Vi er litterære felter. ZZzzzzUUUmmm, drrrrrrUUUmmm. Som kun er relativt autonome eftersom vi eksisterer i kraft af hinanden. Fair nok, sådan set. Så vidt jeg kan se ... hmmm ... Skulle måske læse Anne-Marie Mais bog.

OPSUMMERING

Til kaffen i dag har jeg en Aphex Twin-maske med Helle Thornings øjne. Et ultrakort resumé af det sidste par måneders begivenheder.

OPDATERING

jeg hedder Thomas

jeg hedder ikke Thomas

jeg hedder Thomas

jeg hedder ikke Thomas

jeg blinker ikke med øjnene

jeg blinker med øjnene

jeg ser dig i ansigtet

jeg ser væk fra dit ansigt

jeg føler mig tit som Ole

jeg føler mig aldrig som Ole

jeg elsker Ole

jeg hedder ikke Ole

mine øjne bliver større

men mine pupiller er små

jeg har ikke taget noget

jeg har lagt noget

jeg hedder Thomas

jeg hedder Kalle

jeg hedder Thomas

jeg hedder Knud

jeg hedder Thomas

jeg hedder Kim

jeg hedder Thomas

jeg hedder Karen

jeg hedder Thomas

jeg hedder kaffe nu

OLE BLIVER BEGRAVET AF MAFIAEN

Ole er som om han ligger helt bleg på et metalbord, Ole er som om han har en seddel bundet fast til den ene storetå, Ole er som om han er stendød, Ole er som om han aldrig har levet, som om han er en sten idet den bliver kastet eller ligger stille eller bliver sammenlignet med noget, som om den ikke bare var en sten der aldrig har levet, Ole er som om han er blevet voksgul i huden som for at understrege det, netop da det er som om det ikke var nok med sedlen, som om det ikke stod på den hvordan han er som, Ole der er som om han hører sammen med de mørklødede mænd i mørke habitter som er nogen som skal begrave ham og kaste ham i jorden uden at han bliver kædet sammen med noget som helst der kunne involvere nogen som helst, Ole er som om han er ham som er som

OLE BLIVER ANGREBET AF EN STOR FLOK FUGLE

Ole har set en måge før

Ole har set to måger før

Ole har set tre måger før

Ole har set fire måger før

Ole har set fem måger før

Ole har set seks måger før

Ole har set otte måger før

Ole har set syv måger før

Ole har set ni måger før

Ole har set ti måger før

OLE BLIVER SKUDT AF SIN KONE

Oles kone har aldrig været god til at lave mad

Ole spiser pølser på vej hjem fra arbejde

Oles kone har aldrig kunnet få ham til at spise gift nok

Ole prutter kun lidt mere end han plejer når han får gift

Oles kone beslutter at nu skyder hun ham fandme bare

Ole ser to rør for sig, to parallelle lange dunkelheder

Ole ser situationen fra en anden ende af

Ole ser situationen fra enden af

Oles kone er større end Ole nu

Oles kone fortryder at hun skød ham herinde, sofaen er totalt ødelagt

Oles kone lover aldrig at gøre det igen

Oplæsning TORSDAG

d. 6. oktober, kl. 20, i RUM, Esromgade 15, over gården: ØVERSTE KIRURGISKES 94. månedsoplæsning.

GÆSTER:

Thomas Boberg

Boris Boll-Johansen

Mia Degner

Ditte Pradsgaard Holm

Claus Handberg Christensen (country)

FRA ØK'S EGEN VERDEN:

Louise Harbo

Sternberg

Thomas Krogsbøl

OLE BLIVER TÆVET IHJEL AF ROCKERE

Ole bliver bidt af en hund der hedder King

Ole får slag af en der hedder Knud 666

Ole får slag af en der hedder Killer-Kurt

Ole får slag af en der hedder Kamikaze-Kåre

Ole får slag af en der hedder Karsten Ove Callesen

Ole får slag af en der hedder Kim Helvede Hansen

Ole får slag af en der hedder Kinin-Kaj

Ole får slag af en der hedder Klamydia-Connie

Rockerne får slag af en der hedder Kirsten Ketsjer

OLE BLIVER KØRT OVER

Ole går på gaden som er lang og lige

Ole sætter det ene ben foran det andet selvom benene ikke har numre

Ole som generationer før ham på vej hen ad gaden

Ole på vej over gaden

Ole på en risikabel færd over til den anden side

Ole der åbner en femte front da en hel flanke af indvolde vælter frem

Ole med hjulspor hen over sin sammenklappelige krop

Ole med et skotskternet frakkefor der matcher dækmønsteret

Ole der ikke kendte vejen over gaden

Ole der ikke vidste hvad der gik da han gik på gaden

Ole uden sidespejl og uden nogen profil tilbage

Ole som del af et mønster

Ole som ornamentik og ormeslyng

Kan anbefales

Andreas Schulenburg i Galleri Specta til d. 5. november

OLE BLIVER TØMT AF EN VAMPYR

Ole er helt tom

Ole har ikke en dråbe tilbage

Ole er helt bleg og flad

Ole indeholder næsten ingenting

Oles hvide hud er et ubeskrevet ark

Oles aftensmad er spildt på ingenting

Oles blod generer ikke vampyrens gener

Oles ejefald har taget ham i besiddelse

Ole skulle være blevet udenfor

Ole skulle ikke være gået ind til tomheden

Ole skulle ikke have købt hus, ikke dét hus

OLE BLIVER SPIST AF KANNIBALER

Ole bliver tygget

Ole bliver knust mellem tænder

Ole bliver måske ikke engang kogt eller stegt

Ole er ligeglad

Ole er død, så kan han ligge stille

Ole kan alligevel ikke lide smagen af sig selv

Ole vil hellere have lasagne

Ole ville hellere have været på ferie i Grækenland

Ole hader øde øer der alligevel ikke er øde

Ole bliver aldrig helten i en bog om én der overlever

Ole overlevede ikke

Ole er ikke én

Ole er ikke to

Ole bliver tygget i mange stykker

Ole styrker stammen

Ole er næsten et træ nu

OLE BLIVER KORSFÆSTET

Ole er skaldet

Ole bliver korsfæstet på toppen af et skaldet bjerg

Ole dør som et underligt træ

Ole dør som en professionel mystiker

Ole er blevet forladt

Ole bliver hentet for sent

Ole er allerede død

Ole er allerede skaldet

Ole er blevet hængt op så længe

Ole kan måske bruges til noget senere

Ole som gul memoseddel

OLE SPRÆNGES I SMÅSTYKKER

Ole åbner døren til sin bil

Ole bliver dræbt af en bilbombe

Ole bliver til tusindvis af små oledele

Ole ud over det hele

Ole über alles

Ole som udvidelse af sit territorium

Ole helt bort- og blodsprængt

Ole som et univers

Ole med udvidelseshastighed

Ole som et stjernemønster

Ole som lydord

fra PRESSEN

Bukdahl skriver om bloggen her. Nice.

JEG DANNER OLE

Ole er afhængig af mig

Ole er ikke alene i verden

Ole hører til et sted

Ole er i hovedsagen fremstillet af mig

Ole er omtrent en del af min krop

Ole er en narkoman inde i min krop

Ole er afhængig af mig

Ole skal være med i en kriminalroman

Ole skal dø!

JEG DANNER SKOLE

skole stole stolt stort start

styrt styre styrk stærk stære

store stork STTRRRRRRK

strik strak stram strøm strøg

stryg streg stred strid strit

strip strop SKRRRROOOP

skræp skræm skræk skruk skrut

skrud skrue skrub skrab skrat

skrap skram SKRRRRÅMMM

skråt skrål skræl skræv skriv

skrig skreg skrev skred spred

sprød spryd SPRRRRUUUD

sprut sprit spræt spræl spjæt

spjåt splåt språt språm stråm

strem stjem STJJÆÆÆÆÆÆL

stjol strol strom staom stamm

stumm stulm stulr stilr stalr

stalt staln STTTTAAAALD

stard sturd stuid stoid spoid

spold spolt spålt spalt skalt

skolt skolm SKKKOOOOLE

Forum For Erkendelseskitsch (FFE)

holder sit første årsmøde på Hotel Fåborg Fjord d. 34. oktober, kl. 20-27. I er alle velkomne til at komme uforberedte idet I forventes at møde tomme frem, dvs. åbne. Vores første taler er stum, den næste er døv, og den sidste har prøvet at blive stukket af en tsetseflue. De skal både tale om hvordan det er, og hvordan det ikke er. Vi forestiller os resten af aftenen som verdensvendt og kuglerund. Musikken vil være således indrettet at der er plads til lytten i form af sofagrupper ved visse tonehøjder. Og fontæner med kolibrisæd, kogte sten og gæret birkejuice som man kan forfuske sig med. Til sidst bliver vi alle sammen plantet ud mellem pigæblerne i den smukke park der omgiver Hotel F.F. Det bliver godt at få fødderne i jorden igen oven på en hektisk weekend.

I DAG UDKOMMER

min nyoversættelse af John Steinbecks Dagdriverbanden (Tortilla Flat, 1935). Forlaget Sohn, hardcover, 194 s., kr. 249,95

HVEM DER? HVORFOR?

I ØSTEN STIGER SOLEN OP forts.

Jeg ser det sådan her: Vi har i ti år haft en borgerlig regering, og i al den tid har man passivt set til imens Danmarks konkurrenceevne er blevet udhulet indefra. Vi behøver skam ingen produktion her. Vi skal alle sammen sidde og lave et eller andet på en laptop når vi ikke dyrker sport. En borgerlig regering?!? Ikke engang praktikpladser til de unge har man gidet prøve at få vennerne i erhvervslivet til at skabe. Det giver ingen mening. Det er simpelthen mystisk. I stedet har vi befundet os i et lettere hallucinatorisk univers af værdikamp, kulturkanon og forloren nationalromantik. I lang tid understøttet af friværdi og lånefinansieret forbrug. Hvor blev snusfornuften af? Sætte tæring efter næring? Smøge ærmerne op? ... Jeg indrømmer at dele af venstrefløjen udartede i halvfjerdserne, og et stykke op i firserne med, men det sidste tiår er det den anden fløj der har skejet ud i principrytteri og ideologisk fantasteri. Med en quijotisk krig i Irak til følge, af mange forvekslet med machismo. De glemmer bare at en rigtig macho ikke er en hystade, men en der rejser sig laangsomt op inden han stikker på tæven. Hvis man nu absolut vil være den rolle ... Fogh forduftede. Lars Løkke og finanskrisen tonede frem. Noget af røgelsen forsvandt, men man kunne stadig finde kræfter til at hitte på et perfidt pointsystem hvis fremmeste formål er ren og skær chikane og sindelagskontrol. Ganske vist mest af hensyn til Pia Kjærsgaard og de muntre præstefætre, men alligevel ... En pinlig historie. Var det ikke Poul Schlüter der sagde at han ikke var mere konservativ end det gjorde noget? Og at ideologi er noget bras? Den form for pragmatisme finder man i dag hos Helle Thorning. Jeg har faktisk savnet den.

Bekæmpelse af borebiller

som led i bekæmpelsen af bureaukrati

udfylder vi i dag et forenklingsskema

vi stikker simpelthen fingrene langt ned

i tastaturet for at komme til bunds

vi ånder dybt ind for at mærke efter

og finde vores klasse af totemdyr

vi løfter tastaturet op med neglene

for at vise vi mener det

I ØSTEN STIGER SOLEN OP forts.

Hvorfor solen? Fordi den skinner i dag, og fordi den jo soleklart er en socialistisk indretning. Den skinner på alle, høj som lav, rig som fattig, ikke en fugl eller en frø bliver snydt når den er fremme. Kulden derimod er et kapitalistisk fænomen beregnet på at skabe efterspørgsel på fossile brændstoffer.

I ØSTEN STIGER SOLEN OP

og den er rød, skiderød. Ikke mindst her på Vesterbro. Tillykke Helle, min yndlingsstatsminister.

ØK med MUSIK & LYD, Warehouse 9, ONSDAG

Som del af Golden Days er der et særarrangement med ØK i Warehouse 9 nu på onsdag d. 14/9, kl. 20. Entré 50 kr. Der bliver vist lidt absinthudskænkning.

PROGRAM:

Thomas Ahrensbøll Hansen m. Nils Davidsen

Krogsbøl/Mørkholt (Solhorn)

Sternberg og Ragnhild May: Guldalder

Jens Blendstrup m. Kasper Schulz og Jimmy Nyborg

Oplæsning TORSDAG

Øverste Kirurgiskes 93. månedsoplæsning, torsdag d. 1. september, kl. 20, Esromgade 15, over gården.

GÆSTER:

Jan Thielke

Olof Olsson

Cecilie Lolk Hjort

Birthe Kont

FRA ØK'S EGEN VERDEN

Sternberg

Jens Blendstrup

Thomas Krogsbøl

JEG ER EN VILD TING

yeah ... yeah ... øh ...

uhuhuuuuh ... altså ...

(jeg kastede engang op på en hamster)

Grækenland (allegorisk fremstilling)

HELE BILLEDET

jeg genkender universet

den samme seng

den samme kommode

de samme skinnende kogeplader

de samme planeter på Weber-grillen

de samme sadelformede objekter i horisonten

det er et illustreret univers

en lysende krop af fortid

MERE NØGENHED

jeg er nu 25% mere nøgen

man kan se noget af knoglerne

Poesiens hus, TORSDAG

det her

NU SKAL VI RIGTIG HYGGE OS

Aphex Twin: Come to Daddy, Warp 1997

Melancholia

Åbningsscene: nærbillede af Kirsten Dunst med lidt pjusket og fedtet hår. Hun åbner laaangsomt øjnene og stirrer dopet og sløv ud på publikum mens Wagners Tristan og Isolde buldrer ud af højttalerne. Så begynder fuglene at falde ned, den ene kæmpestore fugl efter den anden dratter ned fra himlen bag hende. Døde. Og hun er ligeglad, medicineret og uafficeret stirrer hun bare ud på os fra et sted under de halvt lukkede øjenlåg. Og sådan bliver filmen ved: et værk der frejdigt spankulerer af sted på randen af sin egen parodi. Og dét samtidig med at der ugenert luftes en uanbringelig patos af Wagner-størrelse. Fuck, hvor kunne jeg godt lide den film.

Mere NYT

Hør og kig mere på Lille Kommune

ER udkommet

Sternberg: Et punkt overrendt af ingenting, Biblioteket Øverste Kirurgiske 2011. Titlen er et omskrevet Laugesen-citat, og det er ingen tilfældighed. Som bekendt har Sternberg tidligere udgivet "Buddha med hund" (2007) sammen med Laugesen på Forlaget Nord der i sin korte levetid, med store kontorlokaler på Strøget, nåede at arrangere flere af disse 'skriv sammen-bøger' (og hvorfor så ikke inddrage Laugesen? Hvis man skal gå konkurs, så gør det dog med manér!). Sternberg er Laugesen-fan, og denne digtsamling er netop bare det, en digtsamling: "...rapfodet underfundig," som Bukdahl skrev i Weekendavisen i fredags. Og "...samlingens fint urolige ikke-konceptualitet: simple ting for fuld udblæsning - og for fuld forgrubling" (ja, det er nogle gange lidt svært at sakse fra en Bukdahl-anmeldelse pga. anmelderens egne forgrublinger). Omslag af Claus Ejner. 80 s., kr. 150. Bestil her: oeverstekirurgiske @ gmail.com.

NYT NYT NYT

Sommerens nye plade:

MX: Ni runder modsols - MX Antologi - MM-MMX

udgivet af selskabet Lille Kommune. MX er Michael Mørkholt (a.k.a. Solhorn, Yogibus m.m.) og Theis Boisen Hansen. Denne debut-LP fra duoen er i realiteten en antologi af forskellige eksperimenter med båndoptagere som de to har foretaget sammen igennem ti år, fra 2000-2010, hvilket forklarer MM-MMX. Pladen har en frisk lyd, umiddelbart fornemmes musikken som en skramlet, pulsende garagetechno, men ved nærmere lytning opløser den sig i lag af båndoptagelser, forlæns og baglæns og i loops, af alt fra hoppende bordtennisbolde til pygmæsang og mocambiquanske kropsfløjter (tror jeg nok), tilsat rigelig banjo, lidt violin og harmonika, blæsere, guitar ... Kort sagt, det store eklektiske suppekøkken. Men ikke serveret i løsrevne dele, for her er også en klar, samlende dynamik på færde som fans af fx. Frisk Frugt bør kunne digge (wow, det lød rockanmelder-agtigt) ... Alle numrene bærer poetiske titler som

stormklokke over klinge

bjerget skal smelte

at træde så mangen sti vild

Hør selv her ... Duoen har tidligere udgivet en 7"-single som Motokross Power Duo i 2004. Numrene herfra er dog ikke at finde på albummet, der imidlertid er så glimrende at også denne uskyldige, bette single fra det ikke længere eksisterende Århus-label Champion Robot nu risikerer at blive et samleobjekt.

I forbindelse med Strøm-festivalen optræder jeg med Solhorn/Michael Mørkholt på søndag d. 21. som del af et flydende program af bands og DJ's, arrangeret af Det Elektriske Barometer. De kalder det STILLE STRØM, og det er kl. 15-17 på Ofelia Beach ved Skuespilhuset hvor alle overlevende fra nattens Aphex Twin-show kan komme kravlende hen for at få det sidste af festivalen med (jeg har selv billet til Aphex Twin, gisp!) ...

GAMMELT

Det er hårdt at holde ferie. Man er nødt til at holde ferie oven på ferien for at komme sig. Og så åbner jeg endelig for bloggen igen og ser det norske digt om bjørnen på fjeldet der spiser Stortinget, og Bruce Willis der vågner osv. Gennem en feed back-effekt fra virkeligheden er det blevet ret uhyggeligt at læse nu, som om virkeligheden nu protesterer og selv vil være litteratur og ikke bare sådan noget almindeligt kedeligt hejs med at gå ned i Fakta, ændre sit mobilabonnement eller koge et par æg ... Tiden mangler ydmyghed, suk ...

STILHED, ØRKEN OG PARKERINGSKÆLDER

jeg siger ingenting

jeg lyver ikke

stilheden er sand

også ørkenen er rigtig

altid det samme sand

more or less

parkeringskælderen

har ikke myrdet nogen endnu

den virker kun langsomt

AFGRUNDEN

Dette er slutningen på noget der hele tiden har været forbi.

Vi er midt i noget der også er en afgrund.

En ægte afgrund har ingen midte, ikke en god gammeldags afgrund med et traditionelt fald.

Jeg siger jer, vi står ikke midt i afgrunden og har allerede gjort det længe.

ÅRHUS, tirsdag

d. 14. juni, kl. 20 i Gyngen, Mejlgade 53: PETER LAUGESEN, Sternberg og undertegnede læser op. Fri entré.

Øverste Kirurgiske 52

er så småt udkommet. Med bidrag af: Thomas Ahrensbøll Hansen, Christoffer Gertz Bech, Frederik Bjerre Andersen, Jens Blendstrup, Thomas Boston, Cindy Lynn Brown, Martin Budtz, Predrag Crnkovic, Claus Ejner, Thor Penthin Grumløse, Martin Hall, Louise Harbo, Ditte Pradsgaard Holm, Kamilla Jørgensen, Thomas Krogsbøl, Birgitte Krogsbøll, Mona Larsen, Anja Lykke Lindberg Christophersen, Sharon Mesmer, Tina Mikkelsen, Mads Mygind, Sara Julie Møhlenberg, Knud Steffen Nielsen, Vibeke Nielsen, Irmelin Henriette Carla Prehn, Thomas Kim Rasmussen, Kristoffer Raasted, Andreas Schulenburg, Rolf Sparre Johansson, Sternberg, Niels Henrik Svarre Nielsen, Anders Vægter Nielsen, Kåre Wangel, Jeolytta Ming Wangsgaard, Grzegorz Wróblewski, Nikolaj Zeuthen, Stanislaw Zolczynski. 140 s., kr. 85. Bestil her: oeverstekirurgiske @ gmail.com

LINGGS

I øvrigt fyrer jeg ikke løs med blogindlæg for tiden. Modsat hvad man måske skulle tro når nu jeg lige har fået det treårige. Nej, jeg sidder og knokler hele måneden for at færdiggøre en oversættelse. Men et par forslag til anden læsning kunne være Morgenrøde #4, bl.a. med bidrag af så prominente navne som Pia Juul og Maurice Blanchot. Eller dette nye, norske tidsskrift, laGranada, netop gået i luften med nr. 1 hvor man kan støde på en hel hoben yngre nordmænd, samt undertegnede. Her er for eksempel et uddrag af Adrian Waldenstrøms digt, DIE HARD

DET ÅPNER I EN SKOG OG FJELL OVERALT

DET STÅR EN HEST OG SOVER

HESTEN DRØMMER AT HIMMELEN BRENNER

BRANNVESENET KOMMER MEN REKKER IKKE OP

HESTEN VÅKNER OG GÅR I SKOGEN

EN STOR BJØRN KOMMER OG RIVER HESTEN FRA HVERANDRE

BJØRNEN SPISER HESTEN TIL DET ER INGENTING IGJEN

BJØRNEN VOKSER

BJØRNEN BLIR SÅ STOR AT POLITIET MÅ KOMME OG SKYTE MED MASKINGEVÆR

BJØRNEN BLIR SÅ STOR AT MILITÆRET MÅ KOMME OG BOMBE MED FLY

BJØRNEN SPISER ALT SAMMEN

BJØRNEN VOKSER

BJØRNEN SPISER STORTINGET

BJØRNEN VOKSER
INNE I STORTINGET HOLDER JENS STOLTENBERG TALE

ALLE KLAPPER

ALLE KLAPPER SÅ HØYT AT BJØRNEN EKSPLODERER OG BRUCE WILLIS VÅKNER

...

Læs den spændende fortsættelse i laGranada

POESIENS HUS, torsdag

læser jeg op m.m. kl. 20, Gothersgade 89.

OPLÆSNING TORSDAG (Nørrebro)

Øverste Kirurgiskes 92. månedsoplæsning, torsdag d. 2. juni, kl. 20, i RUM, Esromgade 15, gården.

GÆSTER:

Kenneth Jensen

Josefine Klougart

Naja Vucina Pedersen

Dy Plambeck

FRA ØK'S EGEN VERDEN:

Thomas Ahrensbøll Hansen

Jens Blendstrup

Louise Harbo

Fri entré.

DU KAN IKKE SE

Du kan ikke se en skid. Du er fri for at se på den væmmelige, ækle skid. Du kan heller ikke lugte den. Du er fri.

Du kan sige nej. Du siger nej til ting du ikke vil. Du siger tit nej. Du er fri.

Mig? Jeg er også blind. Jeg er ja, ja og ja. Jeg kan ikke se mig ned ad ryggen.

JEG SER INGENTING

Jeg ser ingenting. Jeg har gjort mig helt fri. Jeg ser ingen ting. Jeg er helt blind. Endelig ser jeg.

Mit hoved er en rungende kuppel. Stemmer, trin, ting der falder på gulvet, vildt larmende konkylier. Og det er alt sammen mit, mit. Takket være dig.

Hvem? Du er helt blind. Du går ind i ting. Du bliver kørt over. Jeg elsker lyden af din stok.

Lingg til Glenmøj og Hypgils (gels ålesuse)

Fårlageret zonezono

ÅRHUS, Stor Fededag

FORHANDLINGSRESULTAT

verden er ikke privat

jeg er ikke hjemme

jeg er en del af dig

når ikke jeg er på lokum

jeg kan betale, kom

vi ordner det på lokummet

CPH:LITT Torsdag

Huset, Musikcaféen,

3. sal, kl. 21.30-22.45

Øverste Kirurgiske

Thomas

Ahrensbøll

Hansen

Sternberg

Thomas

Krogsbøl

+ gæsteoptrædende

Festivalprogram her

Moderator: Niels Ivar Larsen

Rap fra Nikolaj Zeuthen

Du rocker derudaf.

Du er sej!

Du er rig!

Du glemmer dine venner!

Du tænker kun på din arbejdsgiver!

Du maler et maleri af Per Stig!

Det får du en pris for!

Så er du mere rig!

Så køber du et hus i Argentina!

Så glemmer du dine venner endnu mere!

Og sådan vil det gå i ring og i spiraler!

Flere kassemedarbejdere med dirigenthår!

Flere stilleben-opsatser i frugt og grønt-afdelingen, flere dansende og rockende muzak-dj's, flere dramatiske slagtninger med blodrødt iriserende indvolde der sprøjter ud over køledisken a la Johannes V. Jensen og Bjørn Nørgaard. Jeg syntes lige jeg hørte en IRMA-chef sidde i mit tv og tale om den passionerede medarbejder ... hmm ... han må have haft en fortsat god dag da han fandt på det.

JAAAAAAAAAAAAAA!!!! 2

Jeg kan simpelthen ikke dy mig for at bringe dette:

"Thomas Krogsbøl er et løsgående digtertalent. I mange år har han været fast kultdigter i digterkollektivet Øverste Kirurgiskes garageoplæsninger. I sine fire digtsamlinger viser han et uforudsigeligt, til tider anarkistisk og klart talentfuldt forfatterskab.

Thomas Krogsbøl skriver, som i den seneste samling "Areola" nogle gange i åndeløst smukke billeder, andre gange i surrealistiske absurde indfald. Eller som i den originale "Umådehold" der bl.a. består af dagbogsnotater fra det fiktive, triste Dusjenberk, mørkt og dystert, men også grotesk morsomt. Han veksler gerne mellem det romantiske og det avantgardistiske i en og samme samling. Fælles for hans digte er en vilje og en gavmildhed, et nærvær af leg og levet liv og et fravær af ironi og tænkte arrangementer. Det er ganske enkelt charmerende, stærkt og helt sit eget."

Det er Kunstfondens begrundelse for at tildele mig det treårige stipendium ... Fuck, hvor er jeg glad! Tak, tak og atter tak ... Og nu må jeg godt sige det! ... Jeg kvajede mig i onsdags med mit glædesudbrud her på bloggen, da fonden helst vil have man tier stille indtil de selv har offentliggjort årets tildelinger. Det er sådan set i orden med mig at vente et par dage, de har jo nogle erfaringer med pressen derinde, det var bare at jeg i min store befippelse simpelthen ikke opfattede alle enkelthederne i brevet selvom jeg læste det flere gange, alt stod som i en tåge, og så kom jeg til at være lidt for hurtig på aftrækkeren ... Og det selvom jeg endda ventede en hel dag med at sige noget ... Suk, også vi rige har vores bekymringer og sorger ... Men altså, JAAAAAAA!!!!

OPLÆSNING TORSDAG (stadig nyt sted)

Det var sgu så hyggeligt ude ved de gamle Lab-folk i RUM at Øverste Kirurgiskes 91. månedsoplæsning igen finder sted i gården til Esromgade 15. Torsdag d. 5. maj kl. 20.

GÆSTER:

Kristina Stoltz

Bo hr. Hansen

Irmelin Henriette Carla Prehn

Dans/performance v. Tora Balslev: "Hvorfor jeg aldrig blev digter"

FRA ØK'S EGEN VERDEN:

Thomas Ahrensbøll Hansen

Sternberg

Thomas Krogsbøl

Fri entré

JAAAAAAAAAAAAAA!!!!

Jeg konkurrerer lige et øjeblik med sirenerne der lyder over København i dag ... (forts.)

VED VEJEN

Diagnosticering

Læsning er en asocial ting, sluttede jeg forleden et indlæg. Det er næsten snyd bare at lade den stå der uden mindst et par uddybende bemærkninger til at stille ved siden af ... Læsning er forbrug på mere end et plan. Det er selvfølgelig et forbrug af bøger og blade som genstande. Men læseren forbruger også sig selv under læsningen. Spejler sig i det læste, holder sig selv op imod det og placerer sig selv i forhold til det i overensstemmelse med visse territoriale tommelfingerregler. Altså, det er en form for selvabsorption der kræver en ydre genstand, bogen, teksten, for at kunne aktualiseres ... Noget lignende lader sig naturligvis sige om al mulig anden slags kunst og underholdning, men læsning er særlig asocialt idet man under læsningen jo sidder for sig selv ... Sidder man for eksempel og læser i toget, udstråler man tydeligt at man ikke gider konversere med ham i sædet ved siden af, selvom han måske har noget at sige om vejrsituationen og jernbanevæsenets tilstand i Østjylland og meget mere. Man bliver ikke nødvendigvis et rart menneske af at læse mange bøger.

ER udkommet

Joe Hill: Horn. People's Press 2011 (orig. 2009). I min oversættelse. Gotisk-humoristisk gyser.

Sammenstød

Metroexpress i dag: Hella Joof udtaler VIGTIGT AT LAVE SJOV MED TOSSERNE. Ved siden af overskriften MOBBEOFRE SKAL HAVE LETTERE VED AT FØRE SAGER.

OPLÆSNING TORSDAG (nyt sted)

Øverste Kirurgiskes 90. månedsoplæsning torsdag d. 7. april, kl. 20, finder undtagelsesvist sted i RUM, Esromgade 15, gården, Nørrebro. Til maj og resten af året er vi tilbage i Warehouse 9, men denne gang må vi vige pladsen for en længst aftalt forestilling.

GÆSTER:

Lars Frost

Eva Tind Kristensen

Mads Mygind

Christoffer Gertz Bech

FRA ØK'S EGEN VERDEN:

Louise Harbo

Jens Blendstrup

Thomas Krogsbøl

Fri entré, lækkert fadøl. Og som en ny service: Her er en lille film om hvad man gør når man står foran porten til nr. 15

Evighedsmaskinen

Bauhaus: Bela Lugosi's Dead, Small Wonder Records 1979

Måske forestiller billedet af den derangerede Dracula på bagsiden af Seriemagasinet Solohæfte nr. 4 i virkeligheden Bela Lugosi og altså Dracula, der jo ikke eksisterer, pr. stedfortræder. Bela Lugosi, skuespilleren der skulle have identificeret sig så meget med rollen som Dracula i tredivernes filmatiseringer, at han angiveligt sov i en kiste derhjemme (et rygte viderebragt af Dan Turèll i Alverdens Vampyrer (Borgen 1978)). Det hjalp imidlertid ikke stakkes Bela Lugosi. Han måtte samme vej som alle andre, og det er om hans død at den ovenfor afbildede debutsingle med Bauhaus drejer sig ... Vi bevæger os rundt i populærkulturens labyrinter ... Bauhaus lyder fuldstændig som Bauhaus fra første øjeblik. Det er en flyvefærdig gruppe der træder frem her med denne over ni minutter lange skæring om en frikadellevampyrs død. Nummeret er uden overdubs, det er optaget ud i ét, så at sige live i studiet ... Det lyder pissegodt. Man bliver helt forelsket i døden ... Vi bevæger os rundt i populærkulturens labyrinter ... Bauhaus er det selvsamme, topteatralske gothrock-band der giver et nummer i filmen Hunger hvor Catherine Deneuve og David Bowie spiller et uhyggeligt vampyrpar. Eller det vil sige, Catherine er faktisk mere hårdnakket end David, viser det sig. David har knap været andet end hendes gigolo, og da han bliver træt og visner bort, må hun på jagt efter nyt, ungt kød. For hun holder aldrig op ... Sådan cirka, jeg er sjældent særlig koncentreret når jeg ser fjernsyn, hvilket man vil vide hvis man har læst min første bog ... Filmen har en vagt usædvanlig vinkel på vampyrismen idet den i flere scener tydeligt viser hvor dræbende kedsommelig og ørkesløs tilværelsen som udød kan være. Der er isnende koldt hjemme hos Catherine ... Okay, hun får så noget op at køre med Susan Sharandon til sidst, og vi overværer et par 'lesbiske' scener ... Men hvad så på næste søndag? Og næste igen? Mere sidde og stirre på hinanden i stuen ... Det er fandme noget underligt noget at sende i fjernsynet ...

Domesticering 2

Jeg var ikke en skid bange. Jeg slugte alt hvad jeg kunne finde af horrortegneserier på en ret ufølsom måde. Det foregik på samlebånd. Mens jeg spiste cornflakes, mens jeg sad på lokum eller mens hvad som helst. Når det skulle være intenst, kravlede jeg op i et træ ude i haven og fandt en af de gode grene at sidde på og læse. Blev det for ubekvemt, kunne jeg kravle videre over på taget af huset hvor man sad udmærket op ad skorstenen og læste når det ikke var for varmt, så tagpappen kogte op og blev klistret. Heroppe kunne jeg være i fred. Læsning er i grunden en ret asocial ting.

(forts.)

Domesticering

Der var også en bagside, og allerede den er problematisk. Eller man kan sige at den rejser nogle spørgsmål. Uhyggen er bestemt til at overskue her. Dracula virker ærlig talt lidt komposteret. Eller dekomponeret, desavoueret, derangeret, desorganiseret. Som gjort til kompot af et komplot. Kaput!

Bedstefar tager sig simpelthen en lur i sin kiste mens jeg drikker cacao og læser bladet om alt det han engang begik. Ikke u-hyggeligt, faktisk. Han har stadig sit skoleslips på, og hans ene øje er blevet lidt dovent, så det hvide vender ud. Der er en uvant troskyldighed over Dracula i dette billede. Han stirrer opad med det øje som stadig er vågent, som så han op mod den klare himmel han ikke har set i hundredvis af år. Hænderne er lagt over brystet i en gestus der udtrykker inderlighed. Dracula er afbildet med den uskyld der pludselig kan komme over en hvidhåret og træt, gammel mand.

Han er svækket. Han får ikke jomfrublod nok og skrumper ind til en blød, lodden valnød. Noget er blevet amputeret. Han har det ikke mere. Hans initiativ er opbrugt. Han er ikke længere farlig, men fuldstændig under min tolvårige kontrol. Og imens drikker jeg cacao. Min mormor forkælede mig.

(forts. )

Præmaturt ejakulationsnyt

Et fantastisk billede. Hvilket liv! Hvilken død! Masser af alt det gode. Sex og vold, men på sådan en mere distingveret vampyrmåde. Og en sært dragende stemning af søgrøn uhygge som på bunden af et indhavs stillestående brakvand. Hugtandscharme så det basker. Hvilke underlige fisk lever og spræller mon på bunden af dette hav? Svømmer rundt mellem de ungarnske ordvækster der løber under det hele som en uforståelig undertekst? Det blad blev jeg simpelthen nødt til at købe i min præpubertære, tolvårige tilstand. Det var endda antikvarisk og derfor billigt. Én krone, står der. Så lidt for al denne herlighed.

Min mormor havde lige givet mig en halvtredser, og med sikre, søvngængeragtige skridt styrede jeg ned mod den fra tidligere ferier velkendte lille butik ved havnen i Nyborg, hvor en venlig dame solgte brugte bøger og blade til rimelige priser. Mest blade, tror jeg, af enhver slags. Og der fandtes mange slags blade dengang i halvfjerdserne. Men jeg interesserede mig altså for tegneserierne ... Nå ja, faktisk købte jeg Bræen af Johannes V. Jensen dernede. Også noget for raske drenge. For otte kroner. Litteraturen værdsattes alligevel højere i Nyborg på den tid.

Imidlertid kunne mit nyerhvervede Draculablad ikke undgå at blive en skuffelse. Jeg havde prøvet det så ofte før. Hele tingen kulminerede allerede på omslaget. Ligesom en indholdsfortegnelse nogle gange kan lyde bedre end resten af bogen. Hovedretten i bladet viste sig at være en luntetravende og meget trofast genfortælling af Bram Stoker's roman, en klassikergengivelse i stil med dem der bragtes i det nu for længst hedengangne Illustrerede Klassikere, en publikation af amerikansk oprindelse der op igennem tresserne og halvfjerdserne nåede at luntetrave sig igennem næsten 300 numre (nogle af dem endda dobbeltnumre!). Et meget velmenende og pædagogisk projekt, men sært hjælpeløst i forhold til tegneseriemediet (og en genre der senere blev meget morsomt parodieret i Rune T. Kiddes Litterærlige Klassikere).

Suk, endnu en omgang kaninknepperi. Et par minutters begejstring fulgt af en tomhed der allerede dengang lurede på mig om ethvert gadehjørne. Ikke nogen langstrakt, ekstatisk nydelse af et hidtil uset rædsels- og begærvækkende indhold. Ikke nogen indvielse i dybere søbunds-sammenhænge ... Men alligevel, hvilke øjeblikke af fryd! Hvor herligt var det ikke at fremdrage det sjældne Solohæfte nr. 4 fra de støvede bunker i den lille butik. Jeg følte mig som en Indiana Jones. Hvordan kunne nogen få det over sit hjerte at skille sig af med en kostelig skat som denne? At lade dette storslåede, gyldne løfte glide sig af hænde for et par usle håndører? Jeg var fuld af undren, men også af glæde og taknemmelighed. Jeg havde ledt efter det nummer længe!

(forts.)

VÆGGEN HAR SLÅET SIG

OPLÆSNING i morgen torsdag

Øverste Kirurgiskes 89. månedsoplæsning i Warehouse 9 torsdag d. 3. marts, kl. 20.

GÆSTEOPLÆSERE:

Morten Søndergaard

Lone Aburas

Chresten Forsom

Charlotte Inuk

Bent Otto Hansen

VIDEO/LYD:

Sonja Lillebæk Christensen

Poorly Xeroxed

FRA ØK:

Sternberg

Jens Blendstrup

Thomas Krogsbøl

- samt ordstyrer Niels Ivar Larsen.

Gratis entré. Fadøl, absinth, vibrationer osv.

Grønne nyheder

Jeg er blevet udnævnt til æresmedlem af Absinthselskabet. Jeg føler mig meget beæret.

Kort systematisk fortælling

Historien starter med en elefant der har tyndskid. Den fortsætter på en parkeringsplads. Der er ikke noget særligt at fortælle om parkeringspladsen. Jeg tror nok det var her jeg en dag opdagede at Poul i grunden har ret små fødder, men ellers kan jeg ikke komme i tanke om noget. Hvis man vil have lidt spænding og action, kan man forestille sig at man undlader at komme penge i P-automaten, eller at en flok mænd i orange kedeldragter dukker op og begynder at skovle elefantlorten ned i sorte plasticsække. Hvad skal jeg gøre, jeg hader cirkus?

(Upubliceret tekst til Lab-oplæsning, juni 2002)

Jeg er et telt for fanden (fra Hittegodskontoret)

Jeg er et telt. Jeg er udmærket klar over det. Ja, jeg er et telt for fanden! Men jeg har også følelser ... Claus, hvordan kunne du glemme mig i bussen? Du havde din seksuelle debut inde i mig, kan du ikke huske det? På Roskilde Festival '97. Hvad ville du have stillet op uden mig i den situation? Og næste dag brækkede du dig på mig ... Men bagefter opdagede du hvor nemt det er at vaske mig. Jeg er af nylon, tåler næsten alt ... Eller hvad med den gang vi var i San Remo sammen? Dubrovnik, Goa, Algarve? Det hele så ens ud for mig, campingpladser ligner hinanden jorden rundt, men jeg fandt en ydmyg glæde i at stå på række sammen med de andre telte, mine artsfæller. Vi var noget, vi gjorde en forskel, uanset hvor stive du og dine venner var ... Jeg troede der var mere mellem os, Claus, efter alt vi har været igennem. Men det er hvad man kan forvente sig når man er af nylon. Ingen kommer nogen sinde til at elske mig. Jeg er på en eller anden måde uægte, næsten altid på tilbud, et nødvendigt onde, en tålelig løsning, et fornuftsægteskab. Jeg er løsningen på et praktisk problem, men ingen begærer mig eller nærer noget inderligt ønske om at besidde mig. Jeg figurerer på linie med opvaskestativer og cykelklemmer. Når jeg bliver glemt i bussen, trækker man blot på skulderen ... Claus, for fanden! Hvad skal jeg nu gøre? Hvem skal slå mig op, så jeg kan få lidt sus under skøderne? Hvem skal glatte mine folder? Du er en røv, Claus!

Fra udstillingen This Could Be Yours, Øksnehallen, februar 2006. Arrangeret af Lisbeth van Deurs og Malene Sakskilde der havde lånt omkring hundrede uafhentede genstande fra Hittegodskontoret og derefter sendt et billede af en tilfældig genstand til omkring hundrede skribenter. Til sidst mødtes alle i Øksnehallen hvor genstandene var udstillet med tilhørende tekster. Det var ikke kun forfattere der deltog, også politikere og andre mediepersoner bidrog, og jeg kan oplyse at tidligere politichef Hanne Bech Hansen, der medvirkede i sin egenskab af øverste chef for Hittegodskontoret, allerede ved denne lejlighed fik sin litterære debut med en tekst om at man skal huske sine ting. Jeg stod lige bag ved hende til ferniseringen med en hashklump i lommen.

Kort digt

herfor.

Tvetydige objekter 1

Dette er en 7"-single med Johnny Cash fra 1959: Luther Played the Boogie. En sangtitel jeg straks snubler over. Luther? Martin Luther? Nej, Luther Perkins fra backinggruppen The Tennessee Two. Det var ham der spillede boogie. Ham og ingen anden? ... Det er der en del at sige til ... Og nu siger jeg det ... Nu er jeg ganske vist klar over at Luther ikke er et ualmindeligt fornavn i Amerika, men ikke desto mindre kan jeg umuligt undgå at komme til at tænke på Martin Luther når jeg hører den sang ... Noget der i øvrigt kun sker yderst sjældent ... Og sikke en tanke! Boogie er en livlig musikform, det er party, fest og farver, kroppe der vrider og slanger sig under kæder af guirlander og kulørte lamper i den svale sommernat ... hmm ... Og så Martin Luther? Egentlig en lidt væmmelig blanding. Skal man så forestille sig at man danser rundt med en eller anden kronraget type med tonsurkrans om den glatbarberede isse, iklædt en lang, brun vadmelskutte og reb om livet? Typen som efter koncerten bare synes at topmålet af god underholdning på en lørdag aften er at brænde nogle bitches af på bålet? Og som med garanti har skidedårlig ånde. Hvor fedt er det lige? ... Kan denne tvetydighed være et bevidst greb? En virkning Johnny Cash har ønsket at fremprovokere? Aner det ikke, jeg har ikke læst nogen Johnny Cash-biografi, countrymusik interesserer mig kun lidt ... Men jeg vil mene at det ikke er usandsynligt. Vi befinder os i halvtredserne, og populærkulturen er under heftig beskydning fra det religiøse højre, navnlig rock'n'roll, gyserfilm og tegneserier står for skud. Nu var Johnny Cash ganske vist 'country' og ikke 'rock'n'roll'. Han vrikkede heller ikke meget med hofterne. Han var ikke direkte i skudlinjen ... Men han udkom altså på det samme selskab som Elvis Presley debuterede på i 1954 (Sun Records, Memphis, Tennessee, hvilket skulle fremgå tydeligt af billedet). Sangen her er endda indspillet i 55 hvor Elvis stadig huserede på Sun, selvom singlen først udkom i 59. Der kan altså være tale om at sangens titel er et ironisk greb fra hans side, et drilleri hvormed han har villet forsvare sin populærkultur imod mørkemændene og deres kagebagende konemonstre. Vel at mærke på et religiøst grundlag idet påstanden cirka synes at være at Luther ville have kunnet lide boogie, hvis han havde hørt det ... Den gamle svinger ... Lidt uforløst, skulle jeg mene ... Men besynderlighederne ophører ikke her ... Faktisk hober de sig op. Som forventeligt i en tekst af denne karakter ... Sangen handler om et lidt gammeldags hillbillyband. We never played the kind of songs / that would drive anybody wild. Men når Luther spillede boogie, gik folk amok. Med al respekt for Luther Perkins må jeg imidlertid sige at denne countrymusiker har svært ved at lyde så vild som teksten påstår at han er, og har man hørt fx John Lee Hooker spille boogie førend alt det der bluesrock kom ind i billedet, så lyder Luther Perkins' uundgåelige boogie-solo ærlig talt lidt lam i sammenligning ... I det hele taget er det friske og det sjove ikke ligefrem noget man forbinder med Johnny Cash. Han var bedre til at få folk til at græde end til at grine, eller for den sags skyld, til at hoppe og spjætte ... Men i dette tilfælde er der faktisk mere boogie i Johnnys stemme hver gang vi når omkvædet, end der er i det ledsagende guitarspil som angiveligt, ifølge teksten, skulle være helt vildt ... Endnu en tvetydighed! ... Og hvorfor er teksten i datid? Luther Played the Boogie. Det er jo NU han spiller boogie, vi hører det i samme øjeblik omkvædet kommer. Men det er åbenbart blot en repræsentation af noget der engang har været (og som var helt vildt). Egentlig overrasker det mig ikke, for det er gennemgående som om alting altid allerede er fortid i enhver form for folkemusik ... Hvor mange folkemusikere skal der til for at skifte en elpære? Ti. En til at skifte pæren og ni til at spille og synge om hvor god den gamle var... åh ja ...

Virkelighedens anvendelighed

Tænk hvis alfabetet i stedet for bogstaver bestod af svenske skærgårdsøer. Hver gang du skrev en sætning, ville græsset svaje for en let brise og sætningen nå mindst 360 grader rundt om dig. Din ryg ville være dækket på en helt anden måde. Og bøgerne dufte bedre!

NEDE I SPANDEN (rumtekst, rungende)

Børnene skal komme op til tavlen og genfortælle os. Nu. Hvis de ikke aer planeten med små hænder, falder den ned. Den kan ikke blive hængende der midt i ingenting. Også indianerne, hvalerne og delfinerne skal se filmen, så de ved hvad vi forventer os af dem. Selv bliver vi lidt kedelige at være sammen med efter et stykke tid.

SIDEN AF EN SPAND (nu … nej, nu)

Nu må vi række frem og gribe fat hvor vi gav slip. Nu må vi løsne senerne i vores arme og slippe hvor vi før holdt så fast. Vi skal åbne og lukke, åbne og lukke, åbne og lukke. Vi skal anstrenge os, slappe af, fare sammen, slappe af, føde under stor smerte, slappe af, kaste op, slappe af, dø, slappe af. Når blot vi rækker frem, vil vi modtage det hele. Nu vil vi række frem og vaske vores hænder i det flydende lys mens børnene leger i landet Diddy Wah Diddy. Selvom her er koldt, er her meget varmt. Og ud på de små timer, bløder vi smør som er bedre end det dårlige fedt der ikke er så godt. Vi rækker frem, vi står på lange rækker og rækker frem. Vi vil videre. Nu slipper vi, træder et skridt frem og rækker armene ud for atter at gribe fat om gelænderet på den her planet.

PÅ DEN AND SIDE (påstande)

Det er ikke sådan, slet ikke, det ville være forkert at sige. Dog uden at man kan sige det er rigtigere at hævde det modsatte. Så enkelt går det ikke. Man kan ikke bare blive ved med at sige. Vi må gribe fat om det med vores hænder og krølle det sammen eller glatte det ud, alt efter situationens øjeblikkelige krav, og i overensstemmelse med vores ønske om større smidighed, fleksibilitet og hyperbøjelighed. Naturligvis uden at bruge tvang. Faktisk er det vigtigt nok til at alle burde tale med om det, og det er underligt når de ikke gør det. Mange siger at de ikke ved hvad det drejer sig om, og jeg kan godt forstå dem om morgenen når de cykler hen til institutionen med et lille barn bagpå førend det overhovedet er blevet lyst. De ved ikke at der er så meget at tale om, de er uden anelse om at stumhed ikke betaler sig, men blot er en stakket frist indtil man afkræves et nyt svar eller et nyt spørgsmål. Og naturligvis tænker jeg nu på deres hænder. De kunne begynde med at række dem frem, de kunne røre ved tingene førend de siger noget om dem. Lad blot de barkede næver tage fat i børnene og de gamle og de syge og de gale og de døde i krigen og de som er i arbejde og de som desværre ikke er, og de døde i trafikken. Vi må alle gøre en indsats, for hvad nu hvis vi vandt?

LOVE