HAVEN I SLOTH 2

Jeg levede en tid lang på en søjleprydet veranda. I uger og år besad jeg den mest vidunderlige krop med en pande af marmor, ører af alabast, hår af silke, tænder af elfenben, øjne af jade, horn og smaragd, kinder af fløde, hage og kindben af spinkle vagtelknogler, en hals af mahogni, en lever af hemmelig rubin, en pik af ild, lunger af betroet asbest, skuldre og arme af cedertræ, bryster af damaskeslærred med indvævede safrantråde, et hjerte som jordens kogende kerne, et røvhul fint duftende af krydret latakiatobak med en antydning af noget kaukasisk, ben af norsk tin udvundet af dværge i dybe fjeldgruber, knæskaller fra Fabergé, hæle og fødder fra værfterne i Alexandria, Genova og Sebastopol, negle fra Antwerpen og Brügges glaspustere, en hjerne af sjældne, japanske fisk, hænder med leopardens smidighed, rejens bevægelighed og den gribekraft som karakteriserer den sovende flagermus, og næsebor med fordybninger fulde af særlig tomhed fra selve verdensrummet. Det var dejligt. Jeg var en anden dengang. Jeg husker endnu disse dage og måneder i Sloth.