Endnu en anmeldelse af Ekstatika, denne gang af selveste Peter Stein Larsen:
EN ØKOKRITISK SPASMAGER
Når man åbner Thomas Krogsbøls digtsamling ”Ekstatika”, kan man let komme til at tænke på et af de mest udbredte begreber i litteraturvidenskab, nemlig Viktor Shklovskys ”underliggørelse” fra ”Kunsten som greb” (1917). Begrebet dækker ideen om, at litteraturens sprog repræsenterer et brud med den vanemæssige perception og kan få os til at sanse omverdenen på en ny, intens og anderledes måde. Midlet til dette er, at teksten komponeres utraditionelt ved hjælp af ”greb” som eksperimenterende billedsprog, sprængt syntaks og overraskende perspektiver.
Shklovskys underliggørelse forbinder sig med en række af eksperimenter fra samtidens avantgardebevægelser som futurismen, dadaismen og surrealismen. Tilsvarende har Krogsbøls forfatterskab udgangspunkt i det berømte poesi-kollektiv Øverste Kirurgiske fra 1990’erne med digtere som Martin Budtz, Tomas Thøfner og Niels Ivar Larsen samt forgængere i den spasmageragtige, konkretistiske stil som Lars Bukdahl, Morti Vizki og Bo hr. Hansen.
Krogsbøls litterære produktion har været relativt begrænset de seneste år og har siden 2011 kun bestået af de to digtsamlinger Jeg er fluen (2011) og Computere skider ikke (2021). Men i den nye Ekstatika, hvis titel selvfølgelig laver spas med Sophus Claussens ”Ekbátana”, hvad så årsagen til dette kan være, kører Krogsbøl for fuld skrue videre i den dadaistiske stil. Shkovskys pointe var jo vitterligt, at deformeringen af normalsproget kunne vække os til at sanse og tænke nyt, og jeg synes især, at dette lykkes i en række herlige økokritisk orienterede naturdigte fra samlingen.
Et digt hedder ”Træer” og demonstrerer en smuk, øm og barok måde at opleve træer på som et resultat af Krogsbøls gakkede metaforer, ordspil og besjælinger: ”træerne er planterigets dinosaurer / de skulle have været uddøde / men ingen bemærkede dem dengang / de stod helt stille og ventede / nu rasler de lidt og / bladrer plankefuldt / i brisen udefra”. Et andet uimodståeligt digt spiller også på tidens økokritik med dens tanker om dyr, planter og stof som aktører, som vi bør drage omsorg for på samme måde, som vi i et par hundrede års humanisme har gjort det om os selv.
Digtet hedder ”Græs” og indledes: ”et frit stykke / med uspiselig karse / skinnende i solen / askegråt under månen / tomheden har / vævet græsset / nu er plænen / klar til os”.
Ved at omvende agensforhold og synsvinkler så at træer og græs får stemme i modsætning til, hvad de gør i den vente antropocentriske verden, tvinges vi i Krogsbøls naturdigte til at gentænke menneskets forhold til sine omgivelser. Og dette er absolut inspirerende at læse i denne digtsamlings originale stil, selv om man selvfølgelig har set talrige økokritisk orienterede værker før Krogsbøls. Få er dog lige så sjove som dette.
I andre digte fra samlingen kan det være svært at se pointen i de absurdistiske tekster. Det bliver lidt ved, at man kipper med flaget over de fantasifulde formuleringer, uden at man kan relatere disse til noget genkendeligt. En elegant tekst lyder: ”Først gør han de grønne ting / eller de blå ting / hvis han gør det længe nok / gør han høje, lange ting / tungen kan føles total / i jagten på det seksbenede”.
Man kan reagere på mindst tre måder over for et digt som dette. Enten kan man konstatere, at der findes hermetisk poesi, som man så det i tilfældet med digte af fx Simon Grotrian, Morti Vizki og Lene Henningsen, og at man må ære og respektere disse egensindige og fantasifulde sprogmagere, som vrider vores sprog på måder, vi aldrig har set før. Eller også kan man være kritisk over for tendensen inden for digtning til at kommunikere på en måde, der, som Baudelaire sagde det for 150 år siden, kun har den ukendte fremtid som modtager. Endelig kan man, som jeg har forsøgt i en årrække, indtage en mellemposition, hvor man tillader sig at efterlyse mere almene eksistentielle problemstillinger, som læseren kan relatere til, i poesien
Svaret fra digteren på den sidstnævnte fordring er næsten altid, at det ikke er kritikeren eller læseren, der skal bestemme, hvad eller hvordan han eller hun skal skrive. Noget sådant fastholdt den danske konge af hermetisk lyrik, Simon Grotrian i fyrre år – og mon ikke Thomas Krogsbøl gør det samme.
(anmeldelse fra Standart nr. 3, årgang 40, september 2026)
