A HVA?

jeg har været ven med havren

jeg har tilmed haft bjælder på

og marken er majet meget ud

her hvor virkelige fibre gror

af jord, af blive, af var

På trapperne

Døden er kommet for at blive, forekommer det mig at nogen engang har sagt, men den er sådan set altid kommet når den ville, og blevet lige så længe den havde lyst. Døden er permanent komning.

Jeg holder med bolden

Jeg tænker ikke over døden i løbet af dagen. Jeg bruger i forvejen så meget af min tid på at sove.

Min alderdom (sfinxerindringer 9)

Fluerne summer
om mit hoved

føder på min ånde.
Den forlorne hare

stivner og lammes i
skæret fra mit gebis.

Jeg banker min rollator
ind i din knæskal

foran Føtex
på Vesterbrograde

men det er ikke
fordi jeg er indianer.

Militærtjeneste, session (sfinxerindringer 8)

Tombola for livet
og også lidt døden

der ikke kan læses
i al ulæselighed

amen. Ammunition
og vi ses igen

en dag solen skinner og
jeg er atten og nøgen

og atter går bort
med et nummer i guld.

NyOrd 5

jeg har en revolver
jeg er imod døden
jeg skyder tiden
kuglen ud af røret
og bliv der!

Evighedsmaskinen

Bauhaus: Bela Lugosi's Dead, Small Wonder Records 1979

Måske forestiller billedet af den derangerede Dracula på bagsiden af Seriemagasinet Solohæfte nr. 4 i virkeligheden Bela Lugosi og altså Dracula, der jo ikke eksisterer, pr. stedfortræder. Bela Lugosi, skuespilleren der skulle have identificeret sig så meget med rollen som Dracula i tredivernes filmatiseringer, at han angiveligt sov i en kiste derhjemme (et rygte viderebragt af Dan Turèll i Alverdens Vampyrer (Borgen 1978)). Det hjalp imidlertid ikke stakkes Bela Lugosi. Han måtte samme vej som alle andre, og det er om hans død at den ovenfor afbildede debutsingle med Bauhaus drejer sig ... Vi bevæger os rundt i populærkulturens labyrinter ... Bauhaus lyder fuldstændig som Bauhaus fra første øjeblik. Det er en flyvefærdig gruppe der træder frem her med denne over ni minutter lange skæring om en frikadellevampyrs død. Nummeret er uden overdubs, det er optaget ud i ét, så at sige live i studiet ... Det lyder pissegodt. Man bliver helt forelsket i døden ... Vi bevæger os rundt i populærkulturens labyrinter ... Bauhaus er det selvsamme, topteatralske gothrock-band der giver et nummer i filmen Hunger hvor Catherine Deneuve og David Bowie spiller et uhyggeligt vampyrpar. Eller det vil sige, Catherine er faktisk mere hårdnakket end David, viser det sig. David har knap været andet end hendes gigolo, og da han bliver træt og visner bort, må hun på jagt efter nyt, ungt kød. For hun holder aldrig op ... Sådan cirka, jeg er sjældent særlig koncentreret når jeg ser fjernsyn, hvilket man vil vide hvis man har læst min første bog ... Filmen har en vagt usædvanlig vinkel på vampyrismen idet den i flere scener tydeligt viser hvor dræbende kedsommelig og ørkesløs tilværelsen som udød kan være. Der er isnende koldt hjemme hos Catherine ... Okay, hun får så noget op at køre med Susan Sharandon til sidst, og vi overværer et par 'lesbiske' scener ... Men hvad så på næste søndag? Og næste igen? Mere sidde og stirre på hinanden i stuen ... Det er fandme noget underligt noget at sende i fjernsynet ...

Domesticering

Der var også en bagside, og allerede den er problematisk. Eller man kan sige at den rejser nogle spørgsmål. Uhyggen er bestemt til at overskue her. Dracula virker ærlig talt lidt komposteret. Eller dekomponeret, desavoueret, derangeret, desorganiseret. Som gjort til kompot af et komplot. Kaput!

Bedstefar tager sig simpelthen en lur i sin kiste mens jeg drikker cacao og læser bladet om alt det han engang begik. Ikke u-hyggeligt, faktisk. Han har stadig sit skoleslips på, og hans ene øje er blevet lidt dovent, så det hvide vender ud. Der er en uvant troskyldighed over Dracula i dette billede. Han stirrer opad med det øje som stadig er vågent, som så han op mod den klare himmel han ikke har set i hundredvis af år. Hænderne er lagt over brystet i en gestus der udtrykker inderlighed. Dracula er afbildet med den uskyld der pludselig kan komme over en hvidhåret og træt, gammel mand.

Han er svækket. Han får ikke jomfrublod nok og skrumper ind til en blød, lodden valnød. Noget er blevet amputeret. Han har det ikke mere. Hans initiativ er opbrugt. Han er ikke længere farlig, men fuldstændig under min tolvårige kontrol. Og imens drikker jeg cacao. Min mormor forkælede mig.

(forts. )

Præmaturt ejakulationsnyt

Et fantastisk billede. Hvilket liv! Hvilken død! Masser af alt det gode. Sex og vold, men på sådan en mere distingveret vampyrmåde. Og en sært dragende stemning af søgrøn uhygge som på bunden af et indhavs stillestående brakvand. Hugtandscharme så det basker. Hvilke underlige fisk lever og spræller mon på bunden af dette hav? Svømmer rundt mellem de ungarnske ordvækster der løber under det hele som en uforståelig undertekst? Det blad blev jeg simpelthen nødt til at købe i min præpubertære, tolvårige tilstand. Det var endda antikvarisk og derfor billigt. Én krone, står der. Så lidt for al denne herlighed.

Min mormor havde lige givet mig en halvtredser, og med sikre, søvngængeragtige skridt styrede jeg ned mod den fra tidligere ferier velkendte lille butik ved havnen i Nyborg, hvor en venlig dame solgte brugte bøger og blade til rimelige priser. Mest blade, tror jeg, af enhver slags. Og der fandtes mange slags blade dengang i halvfjerdserne. Men jeg interesserede mig altså for tegneserierne ... Nå ja, faktisk købte jeg Bræen af Johannes V. Jensen dernede. Også noget for raske drenge. For otte kroner. Litteraturen værdsattes alligevel højere i Nyborg på den tid.

Imidlertid kunne mit nyerhvervede Draculablad ikke undgå at blive en skuffelse. Jeg havde prøvet det så ofte før. Hele tingen kulminerede allerede på omslaget. Ligesom en indholdsfortegnelse nogle gange kan lyde bedre end resten af bogen. Hovedretten i bladet viste sig at være en luntetravende og meget trofast genfortælling af Bram Stoker's roman, en klassikergengivelse i stil med dem der bragtes i det nu for længst hedengangne Illustrerede Klassikere, en publikation af amerikansk oprindelse der op igennem tresserne og halvfjerdserne nåede at luntetrave sig igennem næsten 300 numre (nogle af dem endda dobbeltnumre!). Et meget velmenende og pædagogisk projekt, men sært hjælpeløst i forhold til tegneseriemediet (og en genre der senere blev meget morsomt parodieret i Rune T. Kiddes Litterærlige Klassikere).

Suk, endnu en omgang kaninknepperi. Et par minutters begejstring fulgt af en tomhed der allerede dengang lurede på mig om ethvert gadehjørne. Ikke nogen langstrakt, ekstatisk nydelse af et hidtil uset rædsels- og begærvækkende indhold. Ikke nogen indvielse i dybere søbunds-sammenhænge ... Men alligevel, hvilke øjeblikke af fryd! Hvor herligt var det ikke at fremdrage det sjældne Solohæfte nr. 4 fra de støvede bunker i den lille butik. Jeg følte mig som en Indiana Jones. Hvordan kunne nogen få det over sit hjerte at skille sig af med en kostelig skat som denne? At lade dette storslåede, gyldne løfte glide sig af hænde for et par usle håndører? Jeg var fuld af undren, men også af glæde og taknemmelighed. Jeg havde ledt efter det nummer længe!

(forts.)

Jeg er tilbage!

Farveblyant og tusch, 1996. Orpheus?

Det er et bånd der taler

Det er en utrolig lethed hvormed Warhol slår ud med armene i teksten herunder. Alting opløses ved at blive fortalt til båndoptageren. En simpel fordobling af problemet på båndet fjerner dets tyngde. Intet er længere definitivt, afgørende, skæbnesvangert. Tilbage er kun en flok skæve flippere som sidder et sted i New York og taler til deres båndoptagere og spiller båndene for hinanden. Uden begyndelse, midte eller slutning. Sådan omtrent som at læse en af Warhol’s bøger der ofte lyder netop som en båndudskrift. Og det er tydeligt at fjernsynets indførelse som et almindeligt møbel i stuen, gav manden et livligt indtryk af at noget havde ændret sig på afgørende vis. Tænk på at han ikke var tilvænnet fjernsyn fra barn af ... Strategien med båndoptageren minder en del om hans billeder, der er fulde af gentagelser og ’fordoblinger’. Som de mange ens billeder af en bilulykke eller den elektriske stol i forskellige farver. Heri påpeges med enkle virkemidler det faktum, at begivenheder mister deres karakter af begivenhed ved at gentages. Betydningsfuldheden af de enkelte hændelser eller genstande ophæves. Massedød til det masseproducerende massesamfund. En logisk ækvivalent til atomtruslens, terrorismens og folkemordets generelle og almindelige rækkevidde. Alle er gidsler og derfor potentielle ofre, og alle er ligeglade. Alle er en kopi, og døden er triviel. Eller noget i den retning.

Klæbothyl-ismaskine

foreløbig er døden sat med stenen
bogen er limet til stenen og til bogen
døden har klistret sig fast i bogen
papiret og stenen rører hinanden
hænderne forlader knoglerne
saksen tvinger bogen der nu
uden indvolde uden leverrim
er limet til stenens kulde
i en slags verdensrum
tomt på en forkert måde

1 + ½

MANDAG

At blogge: Grafisk præsenteres indlæggene således at det nyeste altid ligger øverst. Man skal med andre ord læse noget bagfra som er skrevet forfra. Måske skulle jeg prøve at skrive bagfra. Begynde med slutningen ... AAARRRRGGGHHH!!!!

DIGT

døden, jeg lægger mærke
til hans smukke hænder
idet han griber skovlen

Egypten 5

Egypten 4

Egypten 3 (turistdigtet)

solen er svulmet op i beduinernes erigerede øjne
solen har avlet ørkenen og de støvede lastbiler
solspermen har ramt de nu befrugtede sten
ægyptologerne spiser morgenmad og rører i marmelade
ørkenens metafor kan fyldes med kamel, mastaba og død
skorpionerne klipper og sakser løgnagtigt i den rene luft
dadelpalmer skyder fligede fingre frem imod andre
hashrygerne spiller på kalabas og strengeinstrumenter
de nu befrugtede sten tillader visse mosarter at gro
de døde venter på at blive gravet op af ægyptologerne
turisterne er tvunget til at tænke på kamelernes pukler
puklerne gør kameler til kameler og ikke dromedarer
kamelerne er ligeglade, skorpionerne er ligeglade
hashrygerne er ligeglade men også lidt triste
solspermen regerer over ingenting og nogle ting
ægyptologerne holder møde om ingenting og nogle ting
deres erkendelser tages frem og poleres med blød klud
arbejderne uden for teltet venter ikke på noget bestemt
hashrygerne inddeler tiden med kalabas og instrumenter
strengelyd vibrerer fra skildpaddeskjold og benzindunk
skorpionerne klikker, mosarterne fimrer i solpølen
sciroccoen blafrer i teltdugen, hashrygerne puster ud
turisterne fotograferer hinanden, dadelpalmerne vinker
ørkenen er sandheden midt i solen, og en rygsvømmer




NOTE: Man kunne måske synes at digtet er lidt corny i dets postkort-agtighed og med dets afsluttende ordspil (’sandheden’), men på den anden side kan jeg godt lide dets LEGO-agtighed. Det har tidligere været bragt på poesi.dk i en desværre noget ufærdig form. Her er det så igen, i al agtighed, nu med fjerboa og fez og mejet næse.

Egypten 2

Nihilisme om formiddagen

Hvis jeg var en kvinde, ville jeg måske synes bedre
om at slikke pik? Hvorfor skal jeg altid være så sur?

Jeg kunne ligeså godt sige noget andet. Sproget
er alligevel altid hovedpersonen. Noget andet.

Imens et par byer sønderbombes og ødelægges og
fosvinder fra sproget. Nu tilhører de gud igen.

De gamle pornografer må finde andre opholdssteder.
Paven har gemt sig under en ekstra stor hat.