Fodnote om fodnoter

Jeg kan mærke ligesom en slags lang, tynd sort bjælke eller stang over mig, og i horisonten aner jeg de utydelige konturer af en stjerne eller et ciffer. Hvorfor er jeg her? Og hvorfor er jeg ligeglad med det? Hvordan kan jeg indimellem føle mig ligefrem tilfreds med at sidde her og stritte med tæerne? Måske er jeg ved at blive til et alternativt sikkerhedspolitisk flertal?

Begyndelse til et flodhestesprog

store skinnende afgrunde

gebissets fordele

mellemrummene

små ekstra afgrunde

festerne i tandkødet

På den side

Ark med tryk på begge sider fra en lille samling af ark ved navn Gø selv som Claus Ejner lavede ca. 2003. Jeg fylder, argh, ark ud. Lidt bagatelagtigt, men jeg kunne godt lide det med spejlingen.

SAMTALER MED EN STEN 4

”…”

”Ja-ja, din sædvanlige planmæssige tavshed.”

”…”

”Altid det samme nummer, et velafprøvet trick.”

”…”

”Du har ikke sagt en lyd i årevis!”

”…”

”Du prøver at skjule din dumhed!”

”…”

”Du virker fuldstændig blottet for personlighed.”

”…”

”Komplet intetsigende.”

”…”

”Se, nu fik du mig til at sige noget absolut.”

”…”

”Det kommer vi til at skulle stencilere.”

SAMTALER MED EN STEN 1

”Hej.”

”...”

”Jeg hedder Thomas.”

”…”

”Jeg hedder Thomas.”

”…”

”Hmm.”

”…”

”Hvad hedder du?”

”…”

”Nå, du gider ikke snakke.”

”…”

”Jeg føler mig ellers ret stenet.”

”…”

”Men den slags ved du vel alt om i forvejen.”

”…”

”Det er nok ikke så spændende for dig.”

”…”

”Det er helt i orden, jeg forstår det udmærket.”

”…”

RAPPORT 3 (øg, ågg, æjjjj)

Jeg fucker også ’og’

jeg steger ’og’

i ’og’s eget fedt.

Nok en and nyheder (en ligeud forøgelse af ordforrådet)

Vinteren er ikke særlig kold herinde.

Jeg må gerne sige radiator, har nogen sagt.

Nu har jeg sagt det, ikke et ord om røde kinder.

Hvad kan du?

Hvor vil jeg hen med alt det? Jeg ved det ikke, men det bliver ikke mindre indviklet af de følgende tre citater fra Per Højholts Den fireogtresindstyvende frokost i det grønne (1979). Jeg-fortælleren har et projekt af en art, han søger overskridelsen, han opfører sig primitivt. Muligvis er han vanvittig, noget familie figurerer i krogene, men hans nærmere forhold eller relationer til omverdenen er uklare, og de bliver ikke klarere af at teksten efterhånden overtages af en fodnote om Manets billede, Frokost i det grønne, med den underlige, ligesom påklistrede nøgne kvinde i forgrunden, samt en række afsluttende bemærkninger ved Per Aage Brandt. Det er nok slet ikke meningen vi skal bekymre os så meget om jeg-fortællerens personlige situation, det er lissom en tekstmontage, ikk, og han er der hvor han nu er, vi skal bekymre os om overskridelsens problem:

”I aftes forsøgte jeg at brænde mig selv inde. Jeg stak ild i noget papir henne ved døren men der gik ikke ild i den. Så tændte jeg en tændstik og stak den tilbage i æsken mens den endnu brændte og smed æsken i papirkurven. Det lykkedes anden gang. Lidt efter gik der ild i papirkurven og det begyndt at ryge meget. Jeg skyndte mig at tænde i loftet, så man ikke kunne se ilden udefra. Det var et helt bål, men papirkurven stod for langt fra gardinet og andre ting og ilden ville ikke fænge i gulvet, så bålet brændte ud lidt efter. Rummet blev fyldt med røg, men jeg turde ikke lufte ud. Da det var færdigt lavede jeg en lort på gulvet og sad og kiggede på den til det blev lyst.”

Frokost i det grønne #13

”Jeg gik ned på gaden den morgen og stod og så op og tænkte: deroppe, inde på gulvet, ligger en lort. Jeg skyndte mig op igen og håbede at ingen havde set mig. Alligevel gik jeg ned igen lidt efter og da jeg igen sad heroppe begreb jeg at jeg prøvede at sige det til nogen. Jeg ville have at nogen skulle vide det, jeg løb ned to gange i håb om at det jeg frygtede skulle ske. Jeg håbede at nogen ville se mig og undre sig, om ikke andre så hundene.”

Frokost i det grønne #23

”Hvis man var mindre filosofisk tog man den på et fejeblad og gik ind og præsenterede den for sin nabo: Se hvad jeg har gjort, hvad kan du? Hvis, siger jeg, for han ville tro det var en hundelort og det hele en spøg af de grove og jeg ønsker ikke at forulempe mine onkler. Så jeg bliver her ved vinduet.”

Frokost i det grønne #26

At kaste runer (oscillator #2)

Men jeg læser stadig bøgerne på en anden måde, grundigere og med mere blik på helheden hvori de enkelte tekstdele indgår. I bogen er enhver karakter af noget foreløbigt gået tabt. Bordet fanger, man kan ikke længere lave ændringer i teksten. Til gengæld får man den fysiske dimension med, det taktile, hvilket ikke er uden betydning, selvom jeg har svært ved at forklare hvordan det hænger sammen. Som nu fx. min glæde over en sjælden førsteudgave af Dan Turèll … Jeg prøver en omvej: Da jeg gik på universitetet tog jeg som regel noter når jeg deltog i undervisningen. Det var ret sjældent at jeg overhovedet læste disse hastigt nedkradsede og delvist ulæselige noter (selvom enkelte af arkene alligevel viste sig nyttige ved eksamenstid), men jeg opdagede at selve handlingen, at skrive tingene ned, gjorde det nemmere for mig at huske dem – uden at læse hvad jeg havde skrevet! På en eller anden måde havde jeg ved at tage notater etableret en fysisk forbindelse mellem det indimellem ret abstrakte stof og min egen krop … Det er det samme med huskesedler til indkøb: jeg skriver sedlen og behøver næsten ikke kigge på den. Men når jeg ikke har skrevet den, farer jeg forvirret rundt i butikken og kommer til at købe alt muligt andet mærkeligt junk … AT SKRIVE TING NED ER AT PROGRAMMERE SIG SELV!!! … Og du skal røre ved dine bøger?

Frihed er nødvendighed

Afgiv din stemme!
Du bruger den
alligevel ikke meget.

Ungdom (sfinxerindringer 7)

I dag forstår folk kun noget når deres chimpanse mimer det for dem.

Snart forstår folk kun det som deres chimpanse mimer for dem.

Ingen forstår noget uden at en chimpanse mimer det for dem.

Gentagelsen gør efterhånden chimpanserne overflødige.

Bogstavmagt (sfinxerindringer 5)

På den sammenkrøllede chipspose i grøftekanten står der skrevet i guld at man ikke må smide posen i naturen.

Det medfører at den skinnende pose ikke kan være blevet smidt, men blot at nogen af tvingende grunde midlertidigt må have anbragt den her i den stålblanke grøftekant.

Også det er godt når nu det er sådan. Mange skoler må nøjes med sådanne bøger.

HEAVY ROCK?

Eller de gode gamle digtere? ... Søndag lukket ... Folkedigterne, måske? ... Egentlig ret fedt, en ny tilgang til poesi?

NyOrd 6

jeg er en beskrivelse af noget
jeg ikke selv kan beskrive

jeg er ikke ubeskrivelig
men delvist vandafvisende

som syningen i et kaffefilter
eller en lukket lynlås

uoverskuelig som grumset
på bunden af myrens kop

Tiltale

Dine kommentarer er naturligvis meget interessante. Nu ved jeg at du har sagt sådan. Jeg blev klogere og kom videre / længere / over det / i gang / på banen.

Europa bryder sig ikke om fremtiden, det er ikke det folk vil høre om. Det er faktisk lidt nedladende at tale om fremtiden. Jeg vil ikke finde mig i den. Jeg skal jo videre.

Vi havde det godt. Lige før. Det var et beboeligt øjeblik, ikke sent eller tidligt, men omtrent til tiden.

Henvendelse

Kære, det glæder mig at vide at du også befinder dig i 15:17 lige nu.

Jeg har mikroprofiteret af dine oplysninger. Jeg har samlet støv på bestandigt mindre måder.

Det er som om bjergene vender ryggen til mig. Planeten er lukket i dag. Jeg må gå et andet sted hen for at finde nogle hurtigere produkter.

NOTE 1b til ”Hvorfor er jeg ikke bare mig selv?”

ad 2. Fordi jeg kan tale? (forts.)) Apropos Burroughs har Jesper Elving sendt dette link til en (usigneret) tekst fra Internationale Situationiste nr. 8, 1963.

NOTE 1a til ”Hvorfor er jeg ikke bare mig selv?”

ad 2. Fordi jeg kan tale? (forts.)) Sjovt nok vælger Burroughs så i sit forsøg på at genetablere en art helhedssyn at sprænge det hele endnu mere i luften med sine cut up-montager. Noget han så som et politisk attentat imod sproget og de bevidsthedsformer det tvinger os ind i. Ved normal brug, altså, åbenbart ... Han ville ændre tidens gang. I og med at handlingen i bogen, for der er en slags handling, det er en vigtig pointe, ikke er sekventiel. Det vil sige, den er klippet op i tid. Slutningen på en af romanens opklippede tråde (Routines som han kaldte dem, små prosafragmenter der beskriver et sted, en situation, nogle personer) kan fx stå på side 4. Men vi ved ikke det er slutningen på noget. Vi møder bare den her flom af løsrevne bidder der først efterhånden begynder at give mening som narration. Hele bogens handling er potentielt til stede samtidig på hver eneste side ... Dette gælder i øvrigt ikke kun Nova Express, men hele cut up-trilogien der også omfatter The Soft Machine (1961) og The Ticket That Exploded (1962). Faktisk er jeg tilbøjelig til at mene at The Soft Machine er hans bedste bog. De to næste bind i trilogien tilføjer egentlig ikke så meget nyt. Andet, selvfølgelig, end flere af hans groteske og indimellem ret morsomme påhit.

NOTE 1 til "Hvorfor er jeg ikke bare mig selv?"

ad 2. Fordi jeg kan tale?) Sproget er et forræderi imod ... imod ... noget. "At tale er at lyve, at leve er at kollaborere," som Burroughs sagde. I Nova Express (1964). Der (vist nok) (i hvert fald delvist) drejer sig om at sproget er en virus plantet på jorden af ondsindede Venusboere, dumme svin. For sproget genererer forskelle, sætter skel og udsletter enhver umiddelbarhed, ødelægger vores intelligens ved at sprænge den til enkeltdele af informationsbidder med en atomiseret hjerne uden overblik til følge. Et forholdsvist ekstremt standpunkt, ikke mindst for en forfatter! Men han var jo fuld af pis.

Grækenland (allegorisk fremstilling)