Viser opslag med etiketten Umådehold. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Umådehold. Vis alle opslag

torsdag den 10. april 2014

Og noget lyd

Her, en demo med ØØ (udtales: Matematisk symbol for tom mængde-Matematisk symbol for tom mængde) fra 2011.

tirsdag den 27. september 2011

JEG DANNER OLE

Ole er afhængig af mig
Ole er ikke alene i verden
Ole hører til et sted
Ole er i hovedsagen fremstillet af mig
Ole er omtrent en del af min krop
Ole er en narkoman inde i min krop
Ole er afhængig af mig
Ole skal være med i en kriminalroman
Ole skal dø!

fredag den 6. maj 2011

JAAAAAAAAAAAAAA!!!! 2

Jeg kan simpelthen ikke dy mig for at bringe dette:

"Thomas Krogsbøl er et løsgående digtertalent. I mange år har han været fast kultdigter i digterkollektivet Øverste Kirurgiskes garageoplæsninger. I sine fire digtsamlinger viser han et uforudsigeligt, til tider anarkistisk og klart talentfuldt forfatterskab.
Thomas Krogsbøl skriver, som i den seneste samling "Areola" nogle gange i åndeløst smukke billeder, andre gange i surrealistiske absurde indfald. Eller som i den originale "Umådehold" der bl.a. består af dagbogsnotater fra det fiktive, triste Dusjenberk, mørkt og dystert, men også grotesk morsomt. Han veksler gerne mellem det romantiske og det avantgardistiske i en og samme samling. Fælles for hans digte er en vilje og en gavmildhed, et nærvær af leg og levet liv og et fravær af ironi og tænkte arrangementer. Det er ganske enkelt charmerende, stærkt og helt sit eget."

Det er Kunstfondens begrundelse for at tildele mig det treårige stipendium ... Fuck, hvor er jeg glad! Tak, tak og atter tak ... Og nu må jeg godt sige det! ... Jeg kvajede mig i onsdags med mit glædesudbrud her på bloggen, da fonden helst vil have man tier stille indtil de selv har offentliggjort årets tildelinger. Det er sådan set i orden med mig at vente et par dage, de har jo nogle erfaringer med pressen derinde, det var bare at jeg i min store befippelse simpelthen ikke opfattede alle enkelthederne i brevet selvom jeg læste det flere gange, alt stod som i en tåge, og så kom jeg til at være lidt for hurtig på aftrækkeren ... Og det selvom jeg endda ventede en hel dag med at sige noget ... Suk, også vi rige har vores bekymringer og sorger ... Men altså, JAAAAAAA!!!!

søndag den 31. oktober 2010

Det vidunderlige 4



Patrick Cowley: Mind Warp, Megatone Records 1982. Det var ham der lavede det næsten tyve minutter lange remix af Donna Summers "I Feel Love". Første gang jeg hørte det, var hjemme hos en af diskerpigerne fra min klasse. Hun boede i nærheden af skolen, og jeg gik tit med hende hjem for at drikke te og sludre - og for at hun kunne skrive af fra mine opgaver eftersom det hektiske discoliv ikke levnede hende meget tid til lektier. Og så spillede hun det der laaange Donna Summer-nummer. På et tidspunkt under afspilningen tabte hun blyanten på gulvet og måtte kravle ind under bordet for at samle den op. Og så gav hun sig guddødemig til at lege hund nede på gulvet i sine stramme satinbukser. Det skulle de der sure flipperpiger jeg kendte dengang, bare have set! (Jeg fortalte aldrig til nogen at jeg hang ud med hende, det var altid sådan noget underligt lusk med ligesom lidt tilfældigt at blive stående indtil alle var gået, situationen var ligeså pinlig for hende som for mig) (Og der var ikke noget erotisk i vores forhold. Jeg var stadig jomfru. Det var hun ikke! Men jeg fik ting at vide om de betydeligt ældre mænd hun ind imellem gjorde vanvittige af begær. Bl.a. en af vores lærere). Hun er desværre død nu. Men hun var skidesjov, og hun brokkede sig aldrig over noget med kunstfonden selvom hun brugte meget makeup og gik i højhælede sko. Suk. Men pladen her er fed! Italodisco når det er bedst. Desværre døde Patrick Cowley umiddelbart efter at have lavet albummet. Disco er livsfarligt, folk aner ikke hvor farligt det er.

fredag den 13. marts 2009

Den døde gøglers metodik

Det er ikke noget personligt, men Hans og Grete skal slås ihjel.
Det er ikke til at få en institutionsplads, og øksen skal ikke bare
ligge der. Men der skal ikke herske tvivl om at livets centrum
er sødmefuldhed. Pandekagehuset hænger ned fra Guds pande
i lange seje karameltråde.

fra Umådehold

NU OGSÅ BOGHANDEL


Omslaget til Umådehold i flapudfoldet heltilstand. Tegnet og tilrettelagt af Simon Bækdahl Nielsen

Jeg har overtaget restoplaget af Umådehold fra forlaget og sælger nu bogen selv for KUN 100 KR. (incl. forsendelse i DK). Bestil her: umaadehold@hotmail.com
Skriv hvis du ønsker at jeg skal signere bogen – eller skrive en hilsen til din kæreste eller moster, om du vil, det må gerne være pinligt, intet menneskeligt er mig fremmed ... Hrm, næsten intet i hvert fald ... ikke ret meget ... I øvrigt kommer der en ny digtsamling dette forår, Areola hedder den, det er en digtsuite!!! Og den udkommer stadig væk på Borgens Forlag.

søndag den 6. juli 2008

Død Glistrup død Glistrup død

Jeg er ikke alene i min bevidsthed.
Det tavse flertal sidder herinde og venter på doktoren.
De vil ikke sige noget, men de er skidesure.
De er faktisk klogere end doktoren.
De prøver at få ham til at indrømme det, med deres tavshed
vil de tvinge ham til at opbruge sine ord.
Bagefter ryster de på hovedet og går hjem og skider.

(fra Umådehold)

lørdag den 5. juli 2008

Fra UMÅDEHOLD

ZORQUM har engang set øjet.
Det var stort og det hvide nærmest grumset så tæt på.
Men det var øjet.
Det så ham.

ZORQUM er nøgen.
Hånden har rørt ham.
Hånden var ru og den knuste ham næsten.
Nu vinker han, I skal komme helt hen
så I kan høre trommen.

ZORQUM siger I skal bringe ham agern og nødder.
I skal nævne et tal, det er ikke slut endnu.
I skal dunke ZORQUM på maven.