Far arbejder

Gnæk

DER, HER OG ANDRE STEDER

På dette billede befinder ouzoen sig på bjergtoppen overfor. De er nogle drillepinde, de grækere.

HER, HER

Den rare lille ouzo ligger i en krybbe inde i stalden sammen med et par får som fik det for varmt.

NU OGSÅ HER

Her har man gemt ouzoen under en figenkaktus.

HER

Godt sted til en ouzo ved solnedgang.

LOVE

Sorte søster 20 (sidste)

De vidtløftige bjerge der er så meget anderledes end det beboede tøj, har opfundet en ny slags uhyggelig orgelmusik.

Undskyld alting.

Hunden gør

ØL, SPEED, FISSE OG EKSISTENTIALISME I 80’ERNES GLASGOW 3

Hm, det sidste blev lidt mærkeligt ... Lad os kigge et øjeblik på dette billede:



forts. evt.

ØL, SPEED, FISSE OG EKSISTENTIALISME I 80’ERNES GLASGOW 2

På Honey’s Dead fra 1992, det andet albummæssige højdepunkt med The Jesus and Mary Chain, høres det tydeligt at brødrene Reid er blevet bedre til at spille guitar. Trommemaskinen afbalanceres denne gang af passende mængder larmende elhegn og passager der omtrent lyder unplugged. Traditionalister ville hævde at nu behøvede de ikke længere at gemme sig bag støjen fra Psychocandy eller trommemaskinen fra Darklands (1987) og Automatic (1989). Nu var de et rigtigt rockband (der kunne spille lange soloer). Men siger man sådan, siger man også, at man aldrig har fattet en dyt af det hele. Det afgørende ved Psychocandy havde ikke noget med det instrumentale at gøre, det havde at gøre med pladens lyd. Fordi det var tydeligt at det her ikke specielt handlede om at spille på guitar, men snarere om at spille på stereoanlæg, om at manipulere lyden fra instrumenterne og om at bruge teknikken lidt kreativt. Det handlede ikke længere om at lave en plade der skulle simulere en koncertsituation hjemme i folks stuer. (Det er sørme så dejligt at det er i stereo, for så kan man bedre høre de enkelte instrumenter hver for sig. Vil du have en småkage mere?) Pladen var ikke et ersatz-produkt. Og den svagt skrattende lyd af pick up mod vinyl gik i øvrigt fint i spænd med støjen på Psychocandy. Man kunne også afspille pladen for hurtigt eller for langsomt, skrue på knapperne, lave sine egne små manipulationer. Noget der her på det senere nærmest er blevet en folkesport (lær mash up på aftenskole og mød masser af piger på lørdag). Om Psychocandy siger brødrene Reid selv et par ting i et interview i cd-sættes booklet. Navnet på pladen refererer til dobbeltheden af pop og støj, candy og psycho. Og at de efter dens udgivelse syntes, at de havde fået dén pointe afleveret. Der var ingen grund til at blive ved med det. At de med Darklands, det næste album, ville have fokus på deres kompositioner, melodierne. Derfor forsvandt den ekstreme forvrængning ... Det er noget mærkeligt noget at sidde her og være klogere end bandet selv, men det virker som om de ikke rigtig forstod hvor konceptuelt et værk de havde begået med Psychocandy. De har nok aldrig gået på Glasgows i øvrigt ret gode kunstakademi, placeret i lækker jugend-arkitektur af byens legendariske hus- og møbeltegner Charles Rennie Mackintosh (lidt mærkeligt at hedde ’regnfrakke’ til efternavn, men altså, det kunne han jo ikke gøre for – dette er vist bare mere støj) ... Lad mig forklare: Det er ikke fordi der ikke findes interessante fortilfælde i vinylets historie (fx. I Am Sitting In a Room af Alvin Lucier (1971) eller Neu! 2 (1972)), men Pscychocandy var en af de plader der ændrede min egen måde at lytte til musik på. Min opfattelse af musik forskød sig i en mere arkitektonisk eller skulpturel retning. Som noget der kunne hænge stille i luften midt i al larmen, orkanens rolige øje i det hvide støjhav, en eleveret syrehøjslette hvor alle gik blege og nøgne rundt. The Jesus and Mary Chain som senere ville have mere fokus på deres melodier, havde de facto vænnet mig af med at lytte så meget efter melodien (meget af det punk og no wave jeg plejede at høre før, var heller ikke specielt melodisk, faktisk mindre melodisk end The Jesus and Mary Chain, men her lå pointen igen et helt andet sted, den var slet ikke så konkret og selvrefererende som Psychocandy) ... Nu støjede jeg igen: det konceptuelle ved Psychocandy består i den inddragelse af rummet mellem afsender og modtager der finder sted: Det foregår i anlægget det her, ikke på instrumentet. Det lyder mærkeligt, det hele har på en eller anden måde forskubbet sig. Vinylet, forstærkeren, mixeren, pedalerne er hele tiden meget nærværende, konkrete størrelser. Alt det der egentlig var udenomsting. Derfor er det i grunden på teatralsk vis henvendt til lytteren, der ikke bare kan sidde der og lade sig absorbere af det melodiske og leve med i dét. Musikken udfordrer ved at henvende sig. Man afkræves et svar ... Mange reagerede med vrede. SÅ SLUK DOG FOR DEN LARM!!! DET KAN DU DA IKKE MENE!!!

forts. evt.

Forslag til videre læsning: Michael Fried, Absorption and Theatricality, The University of Chicago Press 1988. Lene Tortzen Bager, Kunstbegreb, henvendelse og repræsentation, Det Jyske Kunstakademi 2000.

ØL, SPEED, FISSE OG EKSISTENTIALISME I 80’ERNES GLASGOW

I sidste uge erhvervede jeg dette værk: The Jesus and Mary Chain, The Power of Negative Thinking: B-Sides and Rarities, en firedobbelt cd med alle gruppens singler + demoer, alternative versioner af kendte numre osv osv. Det har været en tidsrejse at sidde og lytte alt det igennem, sammenlagt fire timer, rigelige forsyninger af snerrende guitarlyd og vrængende vokaler. Og også lidt med den der trommemaskine som dominerede lydbilledet så meget på Automatic, det svageste af gruppens albums - men ubetinget også det mest vulgære, hvad man så end måtte vælge at lægge i dét. Men lad os lige få historien forfra. Det der var så afgørende sexet, da debutalbummet Psychocandy udkom i 1985, var pladens lyd. Et massivt lag guitarstøj, omtrent som en flok insekter optaget nede i en blikspand, meget forstyrrende for lytteren, navnlig det der foregik oppe i det diskante område (det afgørende finder i det store hele sted i den modsatte ende af lydspektret end i 90’ernes techno, nogen burde skrive Lydbilledets historie, bd. I-III). Og neden under støjhelvedet: en stak veldrejede popsange med mindelser om Beach Boys, Rolling Stones og andre tresserklassikere. Melodierne trådte frem på trods. Der var steder hvor man næsten ikke kunne høre dem, men ved gentagne gennemlytninger af pladen blev de tydeligere, lidt som at lege med usynligt blæk og den slags ting, der tit fulgte med Anders And & Co (og senere små stykker trækpapir med billeder af Anders And på). Den der blanding af pop og støj var ikke rigtig hørt før, i hvert fald ikke i det 80’er-landskab som jeg beboede. Det mindede mig om Velvet Undergrounds to første plader, den med bananen og den rabiate White Light White Heat, hvor en tilsvarende blanding af pop og støj forekom. Jeg skal nok lade være med at udbrede mig for meget om begrebet hvid støj, da det efterhånden er blevet skamredet lige rigeligt nok af forskellige rockjournalister. Men det var hvad det var: Hvid støj. Blege, bumsede ynglinge fra Glasgow med en usund livsstil. Som selvfølgelig leverede den obligate række af skandalekoncerter. For en nærmere forståelse af deres dårlige opførsel må man betænke 80’er-musikkens generelle fokus på det teatralske. Lidt ballade på scenen gjorde sådan set ikke showet dårligere, og så var der jo et let tilgængeligt samtaleemne til rådighed hvis der skulle bages på nogen. Hvilket musikken på en måde lagde op til. Tag nu fx. denne tekst, til nummeret Taste of Cindy: Crack of dawn, Cindy’s moving on, talking Cindy to everyone, till she’s had her fun .... I Just can’t get away, Cindy kills me everyday ... Knife in my head is a taste of Cindy. Teksten står som på coveret, uden liniebrud, men med prikker og kommaer. Og det store spørgsmål: er det en pige eller et narkotika eller evt. begge dele der synges om? Hvis det er et narkotika, er det i hvert fald et kvindeligt narkotika. Hvis det er en pige, lyder hun lidt som en fjollet tøs der rimer på silly. Men det er daggry, trippet er ved at klinge af. Og så bliver man kold. Søvnig. Og liderlig. Og så læææænges man. Man er ikke længere gud. Man er helt lille. Og så går man hjem og sætter pladen på, sidder og halvsover med en sidste joint eller øl i hånden mens man lytter til den døsige, onanistiske musik med den flagrende, ulegemlige lyd, som man understreger ved at skrue helt op for diskanten på sit anlæg. Og så går man i seng når overboen går på arbejde. Suk. Det var tider. Min depression varede kun et par år.

Forts.


V. indgangen til King Tut’s Wah Wah Hut. Spillestedet i Glasgow hvor The Jesus and Mary Chain debuterede, ligger der endnu, og skulle I lægge vejen forbi Glasgow, kan jeg anbefale et visit. Der er koncert hver dag, og som det fremgår af billedet kan man frem til kl. 22 tage sin pint med ud, når der skal ryges. Baren byder også på en udmærket selektion af maltwhisky, det er ligesom i Skotland.

Himmel og hav stod i ét

(Åh nej) MERE LYSBILLEDSHOW

Der er masser af flotte fyrtårne på Hebriderne. Her er vi på Isle of Skye, hvor To the Lighthouse foregår. Virginia Woolf har nok været forbi Neist Point, som dette sted hedder, og måske spottet et par spækhuggere eller delfiner i munter leg. I baggrunden anes de mystiske, tågeindhyllede Yderste Hebrider, hvor man på øen Lewis finder den piktiske stensætning ved Callanish, som er på størrelse med Stonehenge og tydeligt demonstrerer et tilsvarende niveau af astronomisk viden. Hvad helvede foregik der her i stenalderen?

(Jeg har ikke bragt ret meget om Hebriderne endnu) DEN SNÆVRE PORT

Det minder meget om Falklandsøerne.

DØD

I kigger på en blodpølse fra de yderste Hebrider, nærmere betegnet en Stornoway Black Pudding fra øen Lewis & Harris. Indbyggerne har aldrig været særlig gode til at enes, så øen har to navne, alt efter hvilken ende man befinder sig på. Hertil kommer at man tidligere talte to forskellige gæliske sprog, som naturligvis begge er komplet uforståelige ... Dette sidste er selvfølgelig sagt med en slags stupid, turistisk ignorantisme, som jeg ynder at overdrive og karikere idet jeg ikke lægger skjul på det faktum, at jeg selv er turist. Jeg gider ikke at foregive interesse før jeg bliver interesseret. Så vågner jeg ligesom op og kaster mig gerne ud i risikable forehavender ... Man kan indvende, at det kun er moderat risikabelt at spise en skive blodpølse, men det kunne let komme til at virke pralende hvis jeg straks kastede mig ud i dramatiske skildringer af mere skumle situationer, jeg tidligere har befundet mig i. Og turistens hverdag består i søgen efter at befinde sig i situationer, hvori man kan siges at opleve noget. Små og store ting ... Blodpølsen her smager faktisk ikke værst. Den er ikke sød som man kender den herhjemme, men tværtimod temmelig krydret: masser af sort peber og tynde strimler skalotteløg som sætter sig fast mellem fortænderne. En ret tør konsistens som næsten undgår den melethed, der kendetegner så mange andre blodpølser. Hvis jeg strandede på en øde ø og kun havde en ilandskyllet blodpølse tilbage, så ville jeg afgjort foretrække en Stornoway Black Pudding ... Og havde jeg været en person i en dannelsesroman fra 1800-tallet, ville jeg ikke alene have fået en oplevelse, idet jeg spiste blodpølsen, men også en erkendelse. Mange af de omtalte dannelsesromaner er så lange at det bestemt ikke kan udelukkes, at forfatteren kunne have givet sig tid til at fundere over en skive blodpølse. Og som regel var der indlagt lange, detaljerede rejseskildringer, eftersom hovedpersonen i en dannelsesroman plejer at skulle på dannelsesrejse ... Men jeg ved ikke om jeg erkendte så meget. Jeg nåede kun til spørgsmålet om hvorfor folk i almindelighed finder blodpølse så frastødende. Er kropsvæsker mere ulækre end kød? Er det væmmelse ved det vampyristiske? Er sødmen tættere på forrådnelse og dermed død? ... Det var en sort pølse. På en hvid tallerken. Jeg spiste den. Den blev mig. Er det ikke hvad turisme drejer sig om?