Thomas Krogsbøl: Drypstenshuler

Viser opslag med etiketten Drypstenshuler. Vis alle opslag

onsdag den 18. april 2012

søndag den 1. januar 2012

Her stod noget andet, men nu står der det her ...

Puha, det er godt at jorden bevæger sig rundt om solen i et forholdsvist adstadigt tempo. I år er der endda 366 dage indtil næste gang ...

tirsdag den 22. november 2011

Jeg rister lige en rune for det her: To musikere der læser bøger, besluttede sidste år at de ville bruge mindst et par måneder på "Finnegans Wake". Det var Andreas Führer og Anders Lauge Meldgaard, begge medlemmer af musikkollektivet Yoyooyoy. De har spillet sammen i bl.a. Slutspurt, og hver for sig har de optrådt under en lang række aliaser, Anders bl.a. som Supermelle og Frisk Frugt, Andreas som Kalle del Hey - og senest som sig selv på det fine album "Obligatorisk undervisning" ... Projektet mundede ud i et tre uger langt forløb på Stadens Museum For Kunst hvor "Finnegans Wake" blev gennemgået med et kapitel om dagen. Både som den skratterat-musik den selv er, og med musik til. Den blev læst op af forskellige digtere og spillet af forskellige musikere. Jeg gider ikke forklare op og ned ad stolper, men henviser til den her fotoreportage, og den podcast om projektet man finder der ... Selv sad jeg en lille halvandens times tid og læste kapitel fire op. Indimellem kom der folk ind på galleriet for at se 'udstillingen', mest turister tror jeg, og de blev mødt af et næsten tomt rum, dog udstyret med et par lange strenge der hang under loftet og udsendte en dronende lyd og nogle interferenser. Der var også noget med et par orgelpiber der fik luft fra en haveslange tilsluttet en kompressor ude bagved ... Og så sad der en mand ved et lille bord og læste op af den hersens uforståelige og tilsyneladende endeløse tekst ... Jeg var på en måde reduceret til udstillingsgenstand, en del af en installation ... Men det føltes befriende rygvendt ... Det var egentlig mest for min egen skyld at jeg sad og læste op, ja, og så for Anders' og Andreas' skyld. Og for den ene hårdnakkede tilskuer der blev hængende under hele seancen. Og for forestillingen om litteratur ... Men forestillingen om litteratur som forestilling fortonede sig faktisk lidt ... det var mest bare lyd ... en eftermiddag i floden ... ZZZuUuUMmmmmMMDRrRUUUmmmM ... Bladyughfoulmoecklenburgwhurawhorascortastrumpapornanennykocksapastipattappatupperstrippuckputtanach ... BrOuUUUUMMMmmmNNNHhhh ... Og også lidt et billede. Jeg havde imidlertid svært ved at se det eftersom jeg selv var en del af det ...

mandag den 24. oktober 2011

ALLAN ER MÅNEN

Idet du mærker hårene

rejse sig i nakken og

farer sammen med et gisp

spærrer du øjnene op

ved synet af den hvide

skikkelse bag gardinet

og mærker en stille rislende

kilde i natten ned ad ryggen

idet du står foran figuren

af gips der alligevel ikke

slår dig ordentligt ihjel.

Jeg er Allan, jeg er flink.

mandag den 19. september 2011

HVEM DER? HVORFOR?

mandag den 11. april 2011

ER udkommet

Joe Hill: Horn. People's Press 2011 (orig. 2009). I min oversættelse. Gotisk-humoristisk gyser.

søndag den 27. marts 2011

Domesticering 2

Jeg var ikke en skid bange. Jeg slugte alt hvad jeg kunne finde af horrortegneserier på en ret ufølsom måde. Det foregik på samlebånd. Mens jeg spiste cornflakes, mens jeg sad på lokum eller mens hvad som helst. Når det skulle være intenst, kravlede jeg op i et træ ude i haven og fandt en af de gode grene at sidde på og læse. Blev det for ubekvemt, kunne jeg kravle videre over på taget af huset hvor man sad udmærket op ad skorstenen og læste når det ikke var for varmt, så tagpappen kogte op og blev klistret. Heroppe kunne jeg være i fred. Læsning er i grunden en ret asocial ting.

(forts.)

torsdag den 24. marts 2011

Domesticering

Der var også en bagside, og allerede den er problematisk. Eller man kan sige at den rejser nogle spørgsmål. Uhyggen er bestemt til at overskue her. Dracula virker ærlig talt lidt komposteret. Eller dekomponeret, desavoueret, derangeret, desorganiseret. Som gjort til kompot af et komplot. Kaput!

Bedstefar tager sig simpelthen en lur i sin kiste mens jeg drikker cacao og læser bladet om alt det han engang begik. Ikke u-hyggeligt, faktisk. Han har stadig sit skoleslips på, og hans ene øje er blevet lidt dovent, så det hvide vender ud. Der er en uvant troskyldighed over Dracula i dette billede. Han stirrer opad med det øje som stadig er vågent, som så han op mod den klare himmel han ikke har set i hundredvis af år. Hænderne er lagt over brystet i en gestus der udtrykker inderlighed. Dracula er afbildet med den uskyld der pludselig kan komme over en hvidhåret og træt, gammel mand.

Han er svækket. Han får ikke jomfrublod nok og skrumper ind til en blød, lodden valnød. Noget er blevet amputeret. Han har det ikke mere. Hans initiativ er opbrugt. Han er ikke længere farlig, men fuldstændig under min tolvårige kontrol. Og imens drikker jeg cacao. Min mormor forkælede mig.

(forts. )

onsdag den 23. marts 2011

Præmaturt ejakulationsnyt

Et fantastisk billede. Hvilket liv! Hvilken død! Masser af alt det gode. Sex og vold, men på sådan en mere distingveret vampyrmåde. Og en sært dragende stemning af søgrøn uhygge som på bunden af et indhavs stillestående brakvand. Hugtandscharme så det basker. Hvilke underlige fisk lever og spræller mon på bunden af dette hav? Svømmer rundt mellem de ungarnske ordvækster der løber under det hele som en uforståelig undertekst? Det blad blev jeg simpelthen nødt til at købe i min præpubertære, tolvårige tilstand. Det var endda antikvarisk og derfor billigt. Én krone, står der. Så lidt for al denne herlighed.

Min mormor havde lige givet mig en halvtredser, og med sikre, søvngængeragtige skridt styrede jeg ned mod den fra tidligere ferier velkendte lille butik ved havnen i Nyborg, hvor en venlig dame solgte brugte bøger og blade til rimelige priser. Mest blade, tror jeg, af enhver slags. Og der fandtes mange slags blade dengang i halvfjerdserne. Men jeg interesserede mig altså for tegneserierne ... Nå ja, faktisk købte jeg Bræen af Johannes V. Jensen dernede. Også noget for raske drenge. For otte kroner. Litteraturen værdsattes alligevel højere i Nyborg på den tid.

Imidlertid kunne mit nyerhvervede Draculablad ikke undgå at blive en skuffelse. Jeg havde prøvet det så ofte før. Hele tingen kulminerede allerede på omslaget. Ligesom en indholdsfortegnelse nogle gange kan lyde bedre end resten af bogen. Hovedretten i bladet viste sig at være en luntetravende og meget trofast genfortælling af Bram Stoker's roman, en klassikergengivelse i stil med dem der bragtes i det nu for længst hedengangne Illustrerede Klassikere, en publikation af amerikansk oprindelse der op igennem tresserne og halvfjerdserne nåede at luntetrave sig igennem næsten 300 numre (nogle af dem endda dobbeltnumre!). Et meget velmenende og pædagogisk projekt, men sært hjælpeløst i forhold til tegneseriemediet (og en genre der senere blev meget morsomt parodieret i Rune T. Kiddes Litterærlige Klassikere).

Suk, endnu en omgang kaninknepperi. Et par minutters begejstring fulgt af en tomhed der allerede dengang lurede på mig om ethvert gadehjørne. Ikke nogen langstrakt, ekstatisk nydelse af et hidtil uset rædsels- og begærvækkende indhold. Ikke nogen indvielse i dybere søbunds-sammenhænge ... Men alligevel, hvilke øjeblikke af fryd! Hvor herligt var det ikke at fremdrage det sjældne Solohæfte nr. 4 fra de støvede bunker i den lille butik. Jeg følte mig som en Indiana Jones. Hvordan kunne nogen få det over sit hjerte at skille sig af med en kostelig skat som denne? At lade dette storslåede, gyldne løfte glide sig af hænde for et par usle håndører? Jeg var fuld af undren, men også af glæde og taknemmelighed. Jeg havde ledt efter det nummer længe!

(forts.)