Her er en tekst jeg skrev til poesi.dk dengang Øverste Kirurgiske rundede månedsoplæsning nr. 50 på Lab. Det er det tætteste vi er kommet på noget manifest-agtigt om hvad disse oplæsninger går ud på.
LAB POLITICS
Øverste Kirurgiskes månedsoplæsninger på Lab startede i marts 2000. Det var dog langt fra ØK’s første oplæsningsarrangement som sådan. Tidligere havde vi på arrangørplan været involveret i oplæsninger så forskellige steder som Kunstkorridoren Nådada, Medborgerhuset i Nordvest, Palæ Bar, Charlottenborg og H.C. Ørstedsparken. Sidstnævnte arrangement lød det mundrette navn ”Ørevox i Ørstedsparken”. Men Lab skulle blive vores skæbne.
Muligvis inspireret af OULIPO’s månedlige oplæsninger i Paris, en foreteelse der har stået på siden 1960’erne, havde vi fattet en radikal beslutning. Vi ville lave et månedligt arrangement. Vi kunne åbenbart ikke få nok, navnlig ikke Jens Blendstrup og Thomas Krogsbøl der begge har optrådt næsten hver eneste gang siden da. At de har gjort dét, er sådan set heller ikke imod den oprindelige intention bag oplæsningerne. Idéen var at skabe en kontinuitet, en klubagtig atmosfære som baggrund for litterature in progress. Det skulle ikke kun dreje sig om forfattere der læste højt af deres udgivne værker, men i høj grad også være den fortsatte historie om litteraturens mulige og umulige afkroge - herunder ikke mindst de muligheder der ligger i selve oplæsningsformen.
Programmet den første gang i marts 2000 bød på Torsten S. Høeg, Robert Zola Christensen, Louise Thrane, Lars Bukdahl, Jens Blendstrup og Thomas Krogsbøl. Blandingen af etablerede forfattere, ØK’s eget personel og debutanter, navnlig dem vi trykte i vores eget tidsskrift, var ligeledes en del af Lab-politikken og har været det siden. Vi har også altid haft et godt øje til blandformer: oplæsning til musik, til video, i kor, og navnlig i starten var vi sjældent langt fra den egentlige happening. Som fx da Krogsbøl læste op fra beskrevne spånplader i stedet for papir. Eller som da Blendstrup lå nede i en papkasse. Eller som da konferencier Niels Ivar Larsen læste litauiske digte højt. På litauisk. Med blindoversættelse ved Krogsbøl, der måske også lukkede øjnene for Blendstrup dengang han smed tøjet og klatrede rundt oppe på et stilads og fortsatte sin oplæsning med (metaforisk) fråde om munden. Vi har set en video af billedkunstneren Berit Nørgaard der på klingende jysk genfortæller handlingen fra Pretty Woman i et fortroligt øjeblik hjemme i sit soveværelse, som om det var noget hun selv havde oplevet. Og vi har hørt både Pia Juul og Trine Andersen bryde ud i sang.
Men det har aldrig været meningen at vi skulle konkurrere med stand up-komikere, eller stand up-poeter for den sags skyld. Grundlaget har altid været poesien i sin egen ret. Det MÅ godt være morsomt, men det behøves ikke. Det må også gerne være sørgeligt eller knastørt eller elitært og indforstået. Der foreligger intet krav til oplæserne om at behage publikum mere end de selv har lyst til. Selvsamme publikum der som led i den almindelige jubilare jubilik også skal have et anerkendende klap på skulderen. Som en af bartenderne engang sagde: ”Jeg har aldrig serveret for nogen der drak så meget og samtidig holdt så meget kæft.” Også tak til Adam Drewes der i sin tid formidlede den første kontakt mellem ØK og Lab.
