OLE BLIVER ANGREBET AF EN STOR FLOK FUGLE

Ole har set en måge før

Ole har set to måger før

Ole har set tre måger før

Ole har set fire måger før

Ole har set fem måger før

Ole har set seks måger før

Ole har set otte måger før

Ole har set syv måger før

Ole har set ni måger før

Ole har set ti måger før

Øje?

NOK AND NYHEDER (om farver)

ingen er blå som dig, blå

rød, du er god og rød

hvid, så fin og bleg

gul, ven af leveren

grøn, dit navn er nyt

grøn, grøn, grønh-nh

Kranie (fra Areola)

Noagnog non 6 (andlingsreferart)

ARRRRKKKKK-fødderne?
hvidsorte gulsottige stunktå
på riflende haglfærd og sludtogt
detdaderdærdææææææærfor!!!

Nog en and 5-et

sætmørke øden for
lysberedvillighed
ildbys askeanker
enddada slemt
umrende folkefod
nu kun en næk nær
den halanden udtyrk
med en hæs æbren
ønønønnn ærbilik

Noget andet 4

særlig særlig særlig
særlig overskæring

til transport fra transport
sort nat kort lang nat

eftergiven nemhed
varme huse varme om

altid næste afsnit før
næste afsnit IGEN

NU riffelnift fløjløde
jernærindbane gudsav

NED MED PROVINSEN 2

Jeg anerkender logik som det eneste universelle sprog.

Night Music

Det er en fransk plade fra 2009 jeg har hørt et par gange: Etienne Jaumet’s Night Music (Versatile Records). En slags dyster retro-techno der lyder ret meget af Tangerine Dream, Klaus Schulze og andre tyske koryfæer fra 70’erne, men som også byder på lidt overraskelser i form af saxofon, violin og harpe der på smukkeste vis integreres i lydbilledet (men umiddelbart tænker man måske ikke på hvor mange celloer der faktisk var på de der Tangerine Dream-plader). Etienne Jaumet var/er også medlem af Zombie Zombie der på A Land For Renegades fra 2008 dyrkede en ret fjollet stil, noget der lød i retning af soundtracket til en gammel gyserfilm med opdateret lyd og tilsatte beats. Også på Jaumet’s soloplade finder man disse gyser-referencer, det lægger titlen unægteligt op til, og det er måske en smule over the top med de der spøgelsesagtige, kvindelige vokaler, nogle furier eller succubusser der indfinder sig i løbet af det første tyve minutter lange nummer For Falling Asleep, som er alt for uhyggeligt til at nogen kan falde i søvn til det. Hele projektet balancerer på kanten til at være kitsch, men jeg lader mig alligevel overbevise og til dels charmere af dets hårdnakkede obsternasighed. Gysereffekterne er trods alt mere diskrete denne gang, og jeg opfanger en vis sådan insisteren på denne form. Hør så her! Uden for mange ironiske parader viser Jaumet sig at være ikke så lidt af en romantiker med en forkærlighed for dyb, sugende trancemusik og en hældning mod den mørke side. Fint nok. Eller skal vi tage den en smule længere og sige at der ligefrem er tale om en slags analog neobarok? Alle disse lag af referencer dynget oven i hinanden i et stort dødsfikseret, men symmetrisk velordnet bunkepul!