TORSDAG (oversigt)

Imens alting ... imens alting og samtidig det hele ... hele alting ... imens samtidig senere ... hele det alting lidt mindre ... men så nu ... igen ... igen imens ... samtidig alting ... hele det nej ... senere alting ... alting igen ... jo ... der ... over det hele ... selv der ... senere mindst ...

ONSDAG

Til være ... værelsen ... (min hud trænger meget til creme igen) ... værre ... (atter finder jeg mig selv helt nøgen) ... værer længe ... (tømt for ord, men med en tavshed der betyder alting) ... ude i indeværelsen ... (det hele, shh ...) ...

TIRSDAG

Med ’det hele’ sigter jeg ikke til en kvalitativ helhed, blot til en kvantitativ ophobning, ’livet’ eller et tilsvarende vagt udtryk.

MANDAG (på den igen)

Jeg vil gerne have det hele med. Det kan jeg selvfølgelig ikke få. Men hvordan får jeg så det hele med alligevel?

DEN KONDENSEREDE FØLJETONROMANS ÆSTETIK 5

Læg mærke til at jeg nu har produceret ikke mindre 8 indlæg om Lautréamont, og ikke én gang har jeg nævnt det bekendte citat om mødet mellem et paraplystativ og en symaskine på et dissektionsbord, og om sammenstødet på sætningsplan mellem ellers uforenelige og adskilte elementer, som netop er så afgørende for den surrealistiske æstetik, der ganske vist ikke opfattede sig selv som en æstetik, men anså sig selv for at være noget langt mere alvorligt og verdensomspændende. Men hvorfor så alle de mænd med fuglehoved? ... Faktisk kunne der godt have været lidt flere sammenstød af ellers uforenelige elementer i 1. sang af Maldoror. Det er i høj grad det der savnes. Til gengæld får vi mulighed for at iagttage Lautréamont’s afsæt i det morads af godtkøbsfiktion hvorfra han stiger op. Han letter simpelthen for øjnene af os, selve bevægelsen er indkapslet i teksten, som en sprællende mammut i en ravklump ... Det kan bestemt ikke udelukkes at teksten er begyndt i en slags parodisk hensigt, så skoledrenget pueril (og på en måde rørende) som den er. Men den bevæger sig meget hurtigt ud over parodiens begrænsning og får sit eget liv (parodiens begrænsning er netop at dens eksistens er tæt bundet til dét som den parodierer). Skolekomediens tempo bliver så voldsomt opskruet at der må ske noget i hver eneste sætning. Skolekomedien ophøjes til DEN KONDENSEREDE FØLJETONROMAN, og kondensationen, selve det greb, synes at være nøglen til et vedvarende, ekstatisk orgie i totalskadende sammenstødspoesi. I hvert fald indtil evt. tømmermænd en dag indfinder sig, eller tuberkulosen får bugt med én ...

(forts.)

DEN KONDENSEREDE FØLJETONROMANS ÆSTETIK 4

Men hvor kommer pelikanmanden fra? Han dukker bare lige pludselig op, og det samme gør alle de andre mærkværdige skabninger, der befolker siderne i denne bog. De falder ned fra himlen, træder ud af en klippehule eller pludselig frem fra et buskads, hvor de i mellemtiden har holdt sig skjult. Vi er på Nordpolen, i Sahara, ved Seinen, alt som det nu passer fortælleren. Vi behøver ingen forklaringer. For dette er EN KONDENSERET FØLJETONROMAN! Personerne og deres motiver er til en vis grad blevet trivialiserede, og deres overnaturlige evner, eller i hvert fald ret overdrevne egenskaber, og deres generelle ensidighed, opfattes som den selvfølgeligste ting i verden. Deus ex machina er ikke en afsluttende effekt som i det antikke drama (hvor en gud kunne hejses ned på scenen ved hjælp af en machina), det er tekstens norm. Dette er hvad jeg søger at indkredse med disse luftige småskriverier. Det er som om at det er kondenseringen i sig selv, der er det interessante. DEN KONDENSEREDE FØLJETONROMAN er romanen som en slags digtsamling. Og det siger sig selv, at teksten gør en dyd ud af at være så komplet usandsynlig som muligt, skamløst spilfægteri er hvad det er. Alt imens fortælleren pendulerer frem og tilbage imellem storhedsvanvid med tilhørende almagtsfantasier og total selvudslettelse i udpræget fornedrelse. EN UNIVERSEL, POTENTIELT EVIGTVARENDE FØLJETON. Og altså på en måde også potentielt pinlig, eftersom teksten ikke frygter det banale og trivialiserede.

(forts.)

Moi?

Fuglen inden i mange af os

Farveblyant & tusch, 1996

DEN KONDENSEREDE FØLJETONROMANS ÆSTETIK 3a

Med det næste citat bevæger vi os fra det decideret skrøbelige til det mere spilfuldt yderlige. Her må forfatteren have siddet med et ornitologisk opslagsværk i hånden da han har skullet fremmane en skikkelse, velkendt såvel fra surrealismen som fra egyptologien, en mand med fuglehoved. DETTE ER MÅSKE SURREALISMENS ALLER-ALLERFØRSTE MAND MED FUGLEHOVED!!!:

”Men hvad var det dog for en legemlig substans, jeg bevægede mig hen imod? Jeg vidste at pelikanfamilien omfatter fire forskellige slægter: sulen, pelikanen, skarven, fregatfuglen. Den grålige form der viste sig for mit blik var ikke en sule. Den plastiske blok jeg fik øje på var ikke en fregatfugl. Den krystalliserede krop jeg iagttog var ikke en skarv. Nu så jeg ham der var berøvet et kugleformet hoved! I min erindrings folder havde jeg en uklar fornemmelse af at have mødt ham i en eller anden glohed eller iskold egn; jeg havde før bemærket dette aflange næb, bredt, konvekst, buet, med et markeret fremspring, der var negleformet, opsvulmet og meget kroget i spidsen; disse takkede, lige kanter; denne underkæbe hvis grene var adskilt helt ud til spidsen; dette mellemrum der var udfyldt af en hindeagtig hud; denne store kæbepose, gul og sækkeformet, der fyldte hele brystet og som kunne udvides i betragtelig grad; og disse meget smalle, langstrakte næsebor, næsten usynlige, der sad i en basal fure! Hvis dette levende væsen, med et ukompliceret lungeåndedræt, med kroppen dækket af hår, havde været en hel figur lige til fodsålerne, og ikke blot til skuldrene, da ville det ikke have været svært for mig at genkende ham: en yderst enkel sag, som I snart skal få at se. Men lige nu vil jeg undlade det; for at føre et klart bevis, måtte jeg have fat i en af disse fugle på mit arbejdsbord, selv om den skulle være udstoppet. Men jeg er ikke rig nok til at skaffe mig en. Ved skridt for skridt at følge min tidligere hypotese, ville jeg straks have bestemt hans sande natur og fundet en plads inden for naturhistoriens rammer til ham, hvis ædelhed jeg beundrede i hans unormale kropsstilling.” (5. sang, 2. afsnit, stadig i Lars Bonnevies oversættelse)

Man mærker tydeligt fortællerens omhu for sin skabning. Det ligner næsten kærlighed. Som andre folk kan have det med deres hunde eller undulater. Bemærk også de afsluttende, nørdede forsiringer, hvor der koketteres med rollen som omhyggelig videnskabsmand.

(forts.)

DEN KONDENSEREDE FØLJETONROMANS ÆSTETIK 3

Nu må tiden vist være inde til at bringe et par tilfældigt plukkede citater for at give dem der ikke har læst Lautréamont, en chance for at følge med i hvad jeg snakker om. Og for at eksemplificere forskellen på 1. sang og resten af Maldorors sange:

”Jeg har hele mit liv set menneskene, med smalle skuldre, uden at undtage en eneste, udføre tåbelige og talrige handlinger, afstumpe deres artsfæller og fordærve sjælene med alle midler. Motiverne til deres handlinger kalder de: ære. Da jeg så disse skuespil, ville jeg le som de andre; men denne besynderlige imitation var umulig. Jeg tog en lommekniv hvis blad havde en skarp æg, og skar igennem mit kød der hvor læberne mødes. Et øjeblik troede jeg at have nået mit mål. I et spejl kiggede jeg på denne mund der var sønderskåret i kraft af min egen vilje! Det var en fejltagelse! Blodet der flød i strømme fra de to sår hindrede mig i øvrigt i at se om det virkelig var de andres smil. Men, efter nogle øjeblikkes sammenligning så jeg nok at mit smil ikke lignede menneskenes, altså at jeg ikke lo.”

Fra 5. afsnit af 1. sang. Citatet indrammer på udmærket vis tre af de ting jeg har nævnt:
1) Det er et eksempel på den tungere, ’gotiske’ stil i 1. sang.
2) Det demonstrerer tekstens påtrængende kropslighed.
3) Det er en mistænkeligt skinger latter der lader sig høre. Faktisk er der ikke meget at le af.

(forts.)

DEN KONDENSEREDE FØLJETONROMANS ÆSTETIK 2a

NOTE: Jeg havde selvfølgelig læst Burroughs’ Naked Lunch og alle de tegneserier af Robert Crumb jeg kunne finde, inden jeg kastede mig over Maldorors sange, men jeg havde på en eller anden måde fået vredet mig uden om at erkende den påtrængende kropslige karakter af begges værker. Typisk nok var min yndligsserie af Crumb Fritz the Cat, et klart umodent valg, for her var det kropslige netop altid pakket ind i Fritz’ omskrivende forfører-lingo. Jeg fokuserede simpelthen på andre aspekter. Stofferne fx. Det var ikke gået op for mig at der ligefrem kunne være tale om en særlig åndsform (lavkulturel, ’primitiv’ kropslighed + intellektualisme). Jeg så bort fra vulgariteterne hos Burroughs og Crumb, de var ligesom bare at regne på linie med når en af mine venner, som ellers var nogle fede fyre, kom til at sige en plathed, hvad der jo af og til kunne hænde ... Det er også muligt jeg kan have opfattet vulgariteterne som metaforer for det kapitalistiske samfunds råddenskab el.lign. Sådan som de faktisk anvendes i Broby-Johansens Blod. Jeg husker det ikke længere så nøje ...

DEN KONDENSEREDE FØLJETONROMANS ÆSTETIK 2

Lautréamont: Jeg er åbenbart ved at tilslutte mig geledderne af halvlumre, småforelskede biografister. Hvorfor nu ham? Fordi jeg har lyst. Jeg læste første gang Maldorors sange da den udkom i 1986 i Lars Bonnevies oversættelse. Jeg var endnu temmelig modtagelig på det tidspunkt (for ikke at sige ømskindet), og bogen eksploderede ret rungende inde i mit hoved. De mange ulækre enkeltheder berørte mig dybt; vi har at gøre med en fortæller der end ikke viger tilbage fra at fantasere om at trykke enorme, næsten universelle bumser ud. Det var en form for kropslig primitivisme der var ny for mig - i litterær sammenhæng, vel at mærke. Jeg var fascineret, men også angst. At læse ham var som at have en hemmelig last ... Senere skulle jeg igen støde på denne blanding af lav, 'primitiv' kropslighed og intellektualisme (for ikke at sige skoledrenge-agtighed, eller logisk-nørdethed) i meget forskellige og overraskende former: Man kunne fx. nævne Lawrence Sterne’s Tristram Shandy, Joyce’s Ulysses og Højholts Auricula. I øvrigt alle tre bøger der også holdes flydende ved hjælp af humor, noget der heller ikke er fremmed for Lautréamont, omend hans latter lyder gnæggende og til tider en anelse skinger ... ”Gnægge: le stødvist på en skadefro og fordækt måde”, Nudansk ordbog ...

(forts.)

Den kondenserede føljetonromans æstetik 1

Comte de Lautréamont der med halvtreds års forsinkelse blev en surrealistisk darling i 1920’erne, virker umiddelbart som en mystisk komet faldet ned fra verdensrummet og landet i en komplet uforstående samtid. Men det er muligt at spore en slags afsæt for Maldorors Sange i 1800-tallets øvrige litteratur. Man ved at forfatteren, som man ellers ikke ved meget om, læste Baudelaire. Men det er ikke dét der er interessant i denne sammenhæng, føljetonromanens sammenhæng. Det interessante er for det første hans pseudonym, Comte de Lautréamont. Dette navn må Isidore Ducasse, som hans dåbsnavn lød, have fundet i gyserromanen Latréaumont af Eugène Sue, forfatteren til en lang række temmelig lange og ret kulørte føljetonromaner, hvoraf den mest kendte er Paris’ Mysterier. Disse romaner er fulde af gyselige hændelser, drabelige dueller, forræderisk konspiration, forbryderisk hensigt, natlige vandringer på kirkegårde og i labyrintiske kloakker, ulykkelig kærlighed, skamløse horer, men også pludseligt inspirerede heltegerninger, uskyldsrene unge hjerter etc. Masser af alt det gode som vi elsker. Eller elsker at hade. Sue’s figur, Latréaumont, er en anløben ridder og landevejsrøver på Ludvig d. 14.’s tid. Og Lautréamonts helt, Maldoror, er bestemt ikke mindre skummel. Dette er for så vidt alt sammen velkendt for enhver der har læst Maldorors Sange ... Nu må jeg hellere komme til ’for det andet’ ... Det er for det andet også interessant, at man fornemmer et skift i slutningen af den lange 1. sang. Fra og med starten på anden sang sættes tempoet i vejret, tekstens billeddannende og ophedede fantasi-automatisme kommer i omdrejninger. Der bliver trådt på speederen nu, hvilket skulle fremgå af nedenstående
’handlingsreferat’ af 2. sang. 1. sang virker simpelthen en smule konventionel og tung i forhold til de resterende 5 sange. Men interessant i forhold til føljetonromanen er den 1. sangs sortromantiske præg. Vores hovedperson befinder sig her på kirkegårde og bjergtoppe, ved oceanets bred (som sat i scene af Caspar David Friedrich – eller nok nærmere en væsentligt dårligere maler end Friedrich), på dødslejet (han overlever, bare rolig), om natten, i besyngelse af ondskaben. Grundlæggende fremstår 1. sang som en serie løsrevne tableauer fra gotiske gyserromaner, genrebilleder af skrækromantiske højdepunkter. Men netop kun højdepunkterne, befriet fra alle utroværdige handlingsforløb og irriterende, bedrevidende helte og heltinder. Det minder om den perverses vedholdende og tvangsmæssigt gentagne fantasiscenarier ... Comte de Lautréamont er en kulørt skikkelse fra føljetonromanernes verden, det er herfra han sætter af, og hans helt, Maldoror, er ærkeskurken, drevet af intens, metafysisk ondskab og had til menneskeheden. Helt igennem tegneserieagtigt. Alligevel er dette stor litteratur!

(forts.)

”For ikke at blive genkendt, havde ærkeenglen taget form af en taskekrabbe, der var på størrelse med en lama.”

Comte de Lautréamont, Maldorors Sange (1868), Nansensgade Antikvariat 1986. På dansk ved Lars Bonnevie.

Kortfattet handlingsreferat af 2. sang (i serien Hvad står der egentlig?)
1. Fortællerens indledning: Menneskeheden har ikke ret til at beklage sig. Man må være glad for sin plads i helvede.
2. Lynet slår ned i fortælleren, idet gud ikke ønsker denne bog skal blive skrevet.
3. Maldoror savner Lohengrin. Han elsker ham så højt at Lohengrin gerne må rive et af hans øjne ud.
4. Maldoror, der netop har spottet gud (igen), græder for et lille forældreløst barns skyld.
5. Et møde med en ti-årig prostitueret.
6. Maldoror forskrækker en otteårig dreng i Tuilerihaven.
7. En smuk, sovende hermafrodit.
8. Gud sidder på en trone af ekskrementer og spiser forrådnede menneskekroppe.
9. Besyngelse af lusen.
10. Lovprisning af matematikken.
11. En kamp med en engel. Maldoror vinder.
12. Barndomserindringer om hæslige mareridt og ubehagelig morgenbøn.
13. Et skibbrud. De druknendes kamp. Maldoror skyder dem der kommer for tæt på land, med sit jagtgevær. En flok hajer dukker op og ordner resten, men bliver selv offer for en endnu større (hun)haj. Maldoror springer i vandet og har samleje med den sejrende haj.
14. En kamp mellem gud og Maldoror om samvittigheden. Maldoror har nu taget skikkelse af en kæmpeblæksprutte. Kampen ender uafgjort. Maldoror residerer i en utilgængelig klippehule på en bjergside, i hånden holder han samvittighedens kranie, som han gnaver af.

Teksten skifter bestandigt mellem 1. og 3. person. Fortælleren og Maldoror glider flere steder sammen på en lidt uigennemsigtig måde. Vi har tydeligvis at gøre med en ophedet fantasis produkter.