Viser opslag med etiketten Erindringer. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Erindringer. Vis alle opslag

fredag den 15. november 2013

DR K-digtet

Jeg drømte engang i 7 sekunder at jeg var Hitler. Jeg nåede at udtale ordene, "Aber es ist kein Autobahn, Mama." Jeg er bange for at mine drømme er mindre litterære og smagfulde end mine digte. Så blev jeg forvandlet til en skildpadde der lå på ryggen, og senere til andre gamle ting som for længst er ødelagte fordi jeg har set alle de programmer om dem. I drømmen om Hitler nåede jeg ikke at mærke efter om det var rigtigt at jeg kun havde én testikel, men det sneede ganske kraftigt. Snefnuggene var store, næsten på størrelse med testikler.

fredag den 25. oktober 2013

TTJ

Det forestillede et landskab uden præsidenten for Bandidos. Poesien var bare en lille, gammel dame som fodrede ænder med udskårne småbørn der var blevet kvalt med karameller og klavertimer. Alting var foregået helt lovligt. Anede man krusningen af et smil på den gamle dames læber? Rynkedes de let dunede og porøse kindbakkelser?

onsdag den 23. oktober 2013

Random sammenligning

Kun med den alleryderste flig af blufærdighed husker jeg synet af min nøgne mor. Det var ikke noget særligt, snarere som et køligt konstateret fysiologisk faktum. Jeg var blevet stor.

Jeg rødmer ved tanken om at jeg har været med til at bruge næsten 10.000 kr. på at restaurere en unik amerikansk lænestol fra 1950'erne som jeg engang købte for 30 kr. af Frelsens Hær.

lørdag den 12. oktober 2013

UGH

Jeg har måttet droppe at blive pusher selvom det er en indbringende branche, og nem at komme ind i. Men jeg er ikke gangsta, jeg skriver digte. Fucking digte vel at mærke. Jeg kunne være blevet glarmester, men i en periode var jeg så fascineret af glas at jeg nægtede at se ud igennem vinduet. Kun et indgående studium af Marcel Duchamps' pissekumme og enkelte andre af hans værker kunne have bragt mig tilbage på sporet, men da jeg ikke vidste hvor lang tid det ville tage, blev jeg i stedet digter, så jeg kunne omskrive mine notater til digte. Jeg kunne være blevet balletmester eller fitnesstræner, men så havde det været slut med bøf bearnaise hvorfor jeg foretrak digtene som trods alt også er en slags sovs. Jeg kunne være blevet rocker, men jeg har ikke kørekort til motorcykel, og de få gange jeg prøvede at køre på en Puch tregear, kunne jeg knap nok finde ud af at skifte gear, så i stedet anskaffede jeg mig en speedmarker og udførte mine første forsøg med digtningen på skoletoiletterne. Jeg kunne være blevet hjemmehjælper, men jeg havde allerede fået nok af toiletter da jeg havde nået den alder hvor man bliver hjemmehjælper, og desuden havde jeg åbenbart nok at gøre med at hjælpe mig selv, hvilket kan have noget med digtene at gøre. Jeg kunne være blevet telefonsælger, men jeg hader at ringe og forstyrre folk med noget som ikke er ordentligt skrevet ...

lørdag den 28. september 2013

onsdag den 11. september 2013

Ferieminder (forerindring)

Døden er en meget smuk pakke græske cigaretter. Døden er gammel som de græske bogstaver på pakken. Døden fortæller ikke vittigheder om havenisser.

mandag den 9. september 2013

Ferieminder (bla bla)

Færgen er kommet ind, folk går ud. Hvem? Færgen er kommet ind, folk går ud. Er de døde? Nej, kun de lokale har mønter i øjnene når dagturisterne fra Rhodos ankommer. Om aftenen bliver her stille igen, og det hele foregår i større magelighed. Jeg mangler en gaffel. Could I have a fork, please? Yes, a fork, like that one. Jeg føler mig besværet over at skulle bede om den i stedet for bare selv at tage en fra skuffen lige ovre ved indgangen. Hvorfor? Jeg har ikke noget imod at tale med tjeneren, han er nem nok at få fat på, hurtig, effektiv, venlig og smilende, ser os i øjnene, det er mere den type relation, kunde og tjener, som gør mig lidt utilpas. Jeg vil hverken være færge eller passager. Så hellere selve landgangen. Jeg vil være permanent landgang.

torsdag den 5. september 2013

Ferieminder (m.m.)

Jeg ved ikke for hvis skyld han gør det, strandløven. Når man lægger så meget omhu i at pleje sit udseende, så må der vel være nogen man ønsker at gøre indtryk på. Skulle man tro. Men han er meget seriøs i sin tilgang. Jeg har ikke set ham forsøge at flirte med damerne, eller med nogen af mændene for den sags skyld. Han virker i det hele taget ikke så interesseret i omgivelserne. Han drikker heller ikke øl som flere af de andre, noget som ofte indikerer en vis hang til selskabelighed. Han drikker vand, spiser bananer og ryger cigaretter. Han vil bare ligge i solen. Det er fedt at være et krybdyr.

onsdag den 4. september 2013

Ferieminder (jeg kan huske dem)

Der er simpelthen ingen flade steder på den her meget lille ø, kun kajanlægget rundt om havnen og en landingsbane til helikoptere. Øen udmærker sig ved et komplet fravær af græsplæner. Takket være klipperne, bjergene faktisk, er en golfbane her en umulighed. Ikke engang en kroketbane kan det blive til. Det har en stærkt beroligende, for ikke at sige terapeutisk virkning på mig.

torsdag den 22. august 2013

Ferieminder forts.

Måske er han østrigsk kriminalkommissær, strandløven. Frisuren kunne godt pege i den retning. Men jeg bør afholde mig fra den slags fantasiforestillinger, det kan hurtigt gå galt. Så man for eksempel ikke når at opdage at hurtigfærgen til Rhodos har passeret forbi, og at kølvandet fra den snart vil ramme vores lille havnebad med ganske stor styrke. Strandløven står ude i vandet og virker ikke som om han er klar over det. Nu risikerer han at få vådt hår. Burde jeg gøre ham opmærksom på problemet? Men rolig og afslappet når han akkurat op af vandet inden bølgen kommer ind. Han har taget bestik af situationen og timet sin exit rigtigt. Jeg må meget mod min vilje indrømme at jeg efterhånden er kommet til at beundre hans vedholdenhed og cool konsekvens. Ikke et sekund spilder han af sin ferie, han er fuldstændig dedikeret til at nå et stadie af perfekt solbrændthed. Han er her når jeg kommer, og når jeg går. Jeg kan se ham ligge dernede hver eneste gang jeg kommer forbi på vejen oppe over havnebadet. Jeg har endnu til gode at se ham gå ind i skyggen under bambushalvtaget. Manden har et projekt. Selv har jeg ikke nogen særlig grund til at være her.

tirsdag den 20. august 2013

Ferieminder

Teenagerpigen tager bad. Teenagerpigen vasker hår. Teenagerpigen kommer balsam i håret og reder det omhyggeligt ud. Teenagerpigen tager et håndklæde omkring sig, folder endnu et håndklæde omkring håret og sætter sig for at file negle. Teenagerpigen lakerer neglene røde på både fingre og tæer. Teenagerpigen smører foundation i ansigtet. Teenagerpigen tegner en streg med eyelineren på de våde kanter under øjnene. Teenagerpigen putter mascara på øjenvipperne. Teenagerpigen bruger lang tid på at finde ud af hvilken kjole hun skal tage på. Teenagerpigen bruger lang tid på at bestemme sig for det par sko som passer bedst til kjolen. Nu er hun snart klar til at gå på det nye pizzeria nede ved havnen.

fredag den 16. august 2013

Ferieminder

Strandløven ser med foragt på mine slatne overarme, min fremstræbende mave og min stadig ret udtalte bleghed. Men i stedet for at springe i fra bådebroen som jeg gør, tripper han ud i vandet som en gammel kone eller et lille barn. Han tør ikke springe på hovedet. Jeg godter mig en smule indtil jeg må indse at det næppe har noget med eventuelle manglende svømmekundskaber at gøre. Han vil bare ikke have sin frisure ødelagt. Nu sidder han og glatter de lyse hår på lårene ud, så de alle vender den samme vej. Omhyggeligt og minutiøst, som at bygge en myretue.

tirsdag den 13. august 2013

Ferieminder

Jeg ved ikke hvem Henning Mankell er. Eller det vil sige, det er nok muligt jeg har vidst det før i tiden, men glemt det igen. Nu mindede du mig på det, og nu vil det tage mig et par år at glemme det en gang til. Tak, skat, det var godt du tog din iPad med. Vi kunne vinde en quiz sammen.

fredag den 9. august 2013

Ferieminder

Damen ønsker mig en vidunderlig eftermiddag. På væggen i caféen hænger et skilt, et blandt mange med forskellige opbyggelige bon mot'er, de fleste af dem holdt i et humoristisk og vagt optimistisk toneleje, og teksten lyder Be nice or leave, så jeg skynder mig at ønske hende en tilsvarende fortræffelig, ja, endog en guddommelig eller i hvert fald genuint uovertruffen eftermiddag. Af en eller anden grund stirrer hun mærkeligt på mig.

torsdag den 25. april 2013

Jeg ændrer mig / Jeg ændrer mig ikke

Jeg skrev en huskeseddel
men glemte den.

Jeg betalte husleje
selvom jeg ikke var hjemme.

Jeg rensede gulerødder
og blev helt bleg.

Jeg vaskede op
og følte mig sulten.

Jeg pumpede cyklen
og blev hjemme.

Jeg reparerede et spejl
uden at ændre selvopfattelse.

Jeg gav en tier til en bums
og snød i skat.

Jeg spiste en ispind
undtagen pinden

Jeg tændte fjernsynet
og kunne ikke se min røv.

Jeg læste en digtsamling
og skrev en anden.

Jeg gravede et hul
uden at nogen døde.

Jeg gik på fortovet
uden rigtig at gide det.

Jeg blev stående
og gik alligevel hjem.

søndag den 9. december 2012

Nok en and nyheder (flere)

Engang var jeg i Jylland, men havde glemt mit fårklæde.

Jeg var uden fårklædning, og uld dækkede ikke

for ulv eller fåran for bagved i Jylland, isoleret betragtet.

fredag den 8. juni 2012

Militærtjeneste, session (sfinxerindringer 8)

Tombola for livet
og også lidt døden

der ikke kan læses
i al ulæselighed

amen. Ammunition
og vi ses igen

en dag solen skinner og
jeg er atten og nøgen

og atter går bort
med et nummer i guld.

søndag den 3. juni 2012

Nu er de tomme (sfinxerindringer)

Jeg lægger mig for at ligge, skyerne skygger
for tågen, og toget kører videre.

De parkerede biler er indhegnede som farlige dyr
og jeg indhenter mig selv i et slags kartotek.

Der er ikke længere nogen der er fulde
når de er på arbejde.

fredag den 1. juni 2012

Vi har gjort det i mange år for ikke at gøre ikke noget.

Vi gør det for ikke ikke at have gjort det, så vi ikke blev ingen eller bliver det.

Vi gjorde det, og vi gjorde det ikke, for vi gør det stadigvæk og stadigvæk ikke.

Vi har gjort det altid og ikke altid, men nu!

Jeg så tallet hundred i guld!

onsdag den 18. april 2012

DYRESEX

jeg var et klima
jeg var et nyt klima
jeg regnede meget
jeg blæste meget
jeg var varm
jeg forsøgte mig
med andre arter