VBLPOP

Jeg skal være som en lampe når jeg skriver om en lampe. Jeg skal lyse, jeg skal være slukket, jeg skal lyse, og idet jeg slukkes, er jeg et øjeblik kontakten. Så kan der også blive en b-side.

KÖO

Poesien har meget på samvittigheden. Hvad skete der med kælkebakken og kondistien? Fuldstændig fatalt! Men ligger der ikke i dens undvigende smil en tilkendegivelse af mangel på perfektion. Og af at vi bærer vores fornuft som en slags frakkehylster-pølserør der gør at intet er fatalt, men blot står og runger af betydning som en tændt forstærker i en tom fabrikshal? Og at en følge af al denne betydningsfuldhed på tube som preller af på frakkerne, er en let mistænkeliggørelse af alt og alle? Eller er det bare mig som er paranoid?

LGÆ

Poesi er billig og fås overalt. Man skal bare helst undlade at nævne den. Man kan i stedet kalde den Adam Diderichsen eller Hanne Albeck.

Non-nonklusioner

Jeg skriver det uden at vide hvad det er. Jeg er fortrolig med brugen af ordene, det er dem jeg bruger til det som jeg ikke ved hvad er, det som gør det spændende. Men hvor længe? Hvor længe er det spændende ikke at vide hvad det er?

Det ekstreme kropslige synspunkt (oscillator #bla bla)

Roberto Bolaño (i engelsk oversættelse ganske vist) i romanen Distant Star om en tidligere fremmedlegionær, Raoul Delorme, der i Paris 1968 grundlagde en sekt kendt som ’the barbaric writers’: ”… the ex-legionnaire shut himself up in his tiny caretaker’s flat in the Rue des Eaux and began to hatch a new kind of writing. The apprenticeship consisted of two apparently simple steps: seclusion and reading. In order to take the first step, one had to purchase provisions sufficient for a week, or go hungry. To avoid inopportune visits, it was also necessary to make it clear that one was not to be disturbed for any reason, or pretend to be away travelling for a week or to have contracted a contagious disease. The second step was more complicated. According to Delorme, one had to commune with the master works. Communion was achieved in a singularly odd fashion: by defecating on the pages of Stendhal, blowing one’s nose on the pages of Victor Hugo, masturbating and spreading one’s semen over the pages of Gautier or Banville, vomiting onto the pages of Daudet, urinating on the pages of Lamartine, cutting oneself with a razor blade and spattering blood over the pages of Balzac or Maupassant, in short, submitting the books to a process of degradation which Delorme called ”humanisation”. A week of these ”barbaric” rituals resulted in a flat or room full of filth, stench and ruined books, with the apprentice writer wallowing in the mess, naked or in underwear, drivelling and wriggling like a new-born baby, or, rather, like the pioneering fish that had decided to make the break and live out of water.”

Som oscillator brummer man af og til en smule

I det foregående indlæg … det med ’et slags tværsnit af en bevidsthed i netop det døgn’, det kunne jeg godt lide … Det giver mig anledning til at sige noget om min egen bog, Jeg er fluen: Jeg blev træt af altid at sidde og polere på teksterne, både to og tre og flere gange. Så i den bog er der ingen overdubs. Alle digtene er skrevet ud i et og ikke ændret siden … Det er selvfølgelig løgn, i en håndfuld af digtene fjernede jeg faktisk slutningen … altid slutningen … hvor den lukkede mere end den åbnede … men ellers lavede jeg ikke noget om … Og det var mit bud på en slags mikroautenticitet, en smule fornyet umiddelbarhed … ikke sådan at forstå at bogens improviserede, lidt løsere præg er nogen garant for ’sandhed’ eller ’ægthed’, men sådan at forstå at jeg valgte at forblive trofast imod det øjeblik hvor digtet blev skrevet, det var vitterligt hvad der for igennem hovedet på mig dén formiddag, simpelthen, intet mindre, ikke andet. Den oprindelige række af associationer står uforstyrret af sin fremtid som et billardstød der ikke kan kaldes tilbage, og ligger nu som kegler der er væltede. Og hele bogen udgør et tværsnit af en periode på et par uger i juni 2007 … Det siger sig selv at en større mængde andre improdigte blev kasseret i processen, jeg holdt mig mere tilbage end Dan Turèll gjorde i Here Comes Your 19th Nervous Breakdown, så det er et par nedbarberede og temmelig kondenserede uger, men alligevel … Måske skulle jeg have givet den mere gas. Min samarbejdspartner, Michael Mørkholt, har ved flere lejligheder leget med idéen om at lave et netforum for ’hæmmede anarkister’ … Jeg har kun kunnet udtrykke min fulde forståelse for projektet … På den anden side har netop bloggen her siden 2008 fungeret udmærket som udledning for umiddelbar og omgående poesi, jf. navnet: POESI MED KRIMINEL USKYLD. Af en eller anden grund er jeg stadig tilbøjelig til at bilde mig selv ind at det er mere uforpligtende hvad man publicerer på nettet, end hvad man publicerer i bøger, selvom sandheden er at bloggen her er blevet set og til dels læst af langt flere end mine bøger er … Udledning? DETTE ER EN FORURENET Å, de døde fisk ligger på siden og stirrer mere monofokalt frem for sig end nogensinde før med øjne så blanke og alligevel matterede som et olympisk isstadion … Men pludselig rejser en ny og hidtil ukendt art sig af slammet … Bare vent!!!

”Dette samfund / denne konstante provokation”

Forleden var Birgitte Krogsbøll så venlig at forære mig et selvudgivet hæfte af Dan Turèll fra 1973: Here Comes Your 19th Nervous Breakdown. Teksten er skrevet i løbet af et døgn nytårsaftensdag (og aften) 1972, og hæftet er et fotografisk aftryk af DT’s håndskrevne tekst. Selv kolofonen er håndskrevet, og her kaldes forlaget SOFT MACHINE PRODUCTIONS, med adresse på Forhåbningsholm Allé 18. Og ligesom forlagets navn er et Burroughscitat, er hæftets titel også planket, nemlig fra omkvædet til The Rolling Stones’ 1966-single: 19th Nervous Breakdown.Teksten rummer en del Stones-citater, samt citater fra og referencer til andre plader som digteren velsagtens hørte imens han skrev (Pink Floyd, Thelonius Monk, The Grateful Dead m.fl.). Foruden andre massemedierede størrelser som Frankenstein, Frankensteins monster, Anders And, Giro 413, Timothy Leary, Ekstrabladet, Andy Warhol m. fl. Heller ikke politikerne går fri, ” Henry Christensen, Venstre, / fhv. landbrugs-minister, / er død i nat. Så havde / han altså en krop”.

Teksten er i øvrigt aftrykt i sin helhed i de to tykke bind ”Udvalgte Digte” som Borgens Forlag udgav for nogle år siden, redigeret af Peter Laugesen - med undtagelse af den sidste side med kolofonen og nogle temmelig udførlige, men i sig selv som digt læseværdige, oplysninger om tidligere og kommende udgivelser af forfatteren (herunder et dobbeltskrift med samme Peter Laugesen). Det er den slags ting som er med til at placere skriften i en kontekst, den side af sagen man godt kan savne lidt når man sidder med et stort, musealt bind ”samlede” eller ”udvalgte digte”. Så ironisk nok, i forhold til DT’s henkastede budskaber, er min begejstring over at kunne føje originalen til samlingen STOR. Det ER noget andet at sidde med originalen i hånden. En fysisk, taktil og lidt undervurderet fornemmelse. TAK, Birgitte.

Her er ikke tale om en ”digtsamling”, men snarere om en fortløbende serie optegnelser, hvoraf nogle er stillet op med ulige højrekant (=”digt”), andre ikke (=”prosa”), alt sammen lidt hulter til bulter på kryds og tværs af siderne. Med DT’s egne ord: ”Jeg er ikke en digter som er træt af at være digter / jeg er en digter som er træt af at digte i digte”. Og i lighed med opstillingen springer teksten rundt som det passer den. I alt udgør den et slags tværsnit af en bevidsthed i netop det døgn, d. 31. december 1972: ”Jeg betragter mig som bevidsthedsarbejder, arbejder i primært min egen bevidsthed, siden det er den eneste jeg kan tillade mig at eksperimentere med. Da jeg imidlertid ikke både kan eksperimentere med bevidstheden som materiale og som kontrollant af svingningerne i sig selv, har jeg måttet indføre sproget. Spørgsmålet kunne så være, kunne så bl.a. være, om det er bevidstheden eller sproget der er materiale eller kontrollant. Begge dele er naturligvis begge dele og er hinanden, lige så lidt som ”jeg” har ”måttet” indføre noget som helst. Igen skifter planerne bare hurtigere end de krystalliserer sig.”

Tiden er ikke underligt, datoen taget i betragtning, et genkommende tema: ”Nytåret vil finde / det samme svineri uantastet /… / Nytåret vil finde / det gamle år overalt”. Nytåret er naturligvis blot et datoskift, ikke meget vil se anderledes ud i morgen, bortset fra affaldet i gaderne, men ikke desto mindre efterspørger teksten noget NYT: ”men intet er nyt uden en ny bevidsthed / og en ny bevidsthed kan ikke være der / før en anden er væk, destrueret”. Det er i det hele taget i bevidstheden at det foregår, iflg. sidste citat: ”Der er nogen der tror demonstra- / tioner begynder eller / slutter / eller går fra ét sted til et andet / Men jeg siger jer der kun er / én demonstration / som er jer / og man kan ikke demonstrere / mod ”USA's krigsførelse” / og så se ”Godfather”. ”

Bibliofile læsere af denne blog kan evt. printe billedet af kolofonen ud og klistre den ind i deres udgave af ”Udvalgte digte”: 

GEIST-manifest 2

En anden væsentlig forskel på Schlegel-dokumentet og den senere avantgarde er tidshorisonten. Det utopiske punkt kan enten befinde sig i fortiden eller fremtiden. Aldrig i den almindelige nutid eftersom en utopisk forestilling nødvendigvis må dreje sig om noget andet end det man har. Den sande revolutionære er på fremtidens side, drop alt hjernelamt sludder om det tabte paradis, men for Schlegel synes målet at være en ny klassik, et Arkadien hvor han kan genopstå i en højere form for umiddelbarhed. Når han er færdig med at potensere sine refleksioner. Eller rettere, poesi og refleksion vil i samklang skabe den nye umiddelbarhed, som to hjernehalvdele i harmoni. Nu er teksten her ganske vist et slutopgør med den klassicisme, med tilhørende genresystem, som endnu prægede poesien i 1700-tallet, men den klarer han ved at vise tilbage til den tidlige græske kultur. Hvor formerne endnu ikke var stivnet i hellenistisk efterklang og dekadence (mangel på umiddelbarhed) ...

GEIST-manifest

Udtog af Athenäum-fragment nr. 116, af Friedrich Schlegel, Jena 1798:

”Den romantiske digtart er endnu under tilblivelse; ja, det er dens egentlige væsen, at den er evigt tilblivende og aldrig kan fuldendes. Den kan ikke udtømmes af nogen teori, og kun en divinatorisk kritik ville vove forsøget på at karakterisere dens ideal. Den alene er uendelig, ligesom den alene er fri; og den anerkender det som sit første bud, at digterens vilkårlighed ikke tåler nogen lov over sig. Den romantiske digtart er den eneste, som er mere end en art, men så at sige digtekunsten selv …”

”Den romantiske poesi er en progressiv universalpoesi. Dens bestemmelse er ikke alene at genforene alle poesiens adskilte genrer og bringe poesien i berøring med filosofien og retorikken. Den både vil og skal snart blande, snart sammensmelte poesi og prosa, genialitet og kritik, kunstpoesi og naturpoesi, gøre poesien levende og fælles, og livet og fællesskabet poetisk, poetisere viddet, fylde og mætte kunstformerne med al slags gedigent dannelsesstof og besjæle dem med humorens svingninger. Den omfatter alt, blot det er poetisk, fra det største kunstsystem, som igen indeholder flere systemer i sig, til det suk, det kys, som det digtende barn udånder i kunstløs sang.”

”Kun den romantiske poesi kan ligesom eposet blive et spejl for hele den omgivende verden, et billede af tidsalderen. Og dog kan den også – mere end nogen anden – svæve på den poetiske refleksions vinger, fri for enhver real og ideal interesse, midt mellem det fremstillede og den fremstillende, og potensere denne refleksion igen og igen og mangfoldiggøre den som i en endeløs række af spejle.”

(På dansk ved Jesper Gulddal i Friedrich Schlegel: Athenäum fragmenter, Gyldendal 2000)

Ser man bort fra, eller omformulerer, begreber som 'dannelse' og 'geni', og måske også 'ideal', er det forbløffende så meget teksten ligner et avantgardistisk manifest fra det tyvende århundrede. Det er en trompetfanfare der kan høres. For et utopisk projekt. Her er både proces (tilblivelse, fragment) frem for værk, genrenedbrydelse, og nedbrydelse af skellet mellem kunst og liv, fællesskab, kunst som erkendelse (dannelse), og refleksion over forholdet mellem det repræsenterede og det repræsenterende. Mange træk der tager sig besnærende moderne ud. Måske lige bortset fra det politiskes fravær. Manifestet her er ikke vendt imod borgerskabet, det er FOR borgerskabet. Der her fører sig frem med ny selvsikkerhed oven på den franske revolutions afslutning ...

Min blog

er en kamp og en blog og en slags hjemmeside. Jeg reklamerer ganske uhæmmet og markskrigerisk for mine bøger, oversættelser og oplæsninger. Det skyldes delvist et ønske om at dokumentere, men på den anden side lader det sig ikke ignorere at jeg er vokset op med kapitalisme. Jeg driver en slags virksomhed. Og enhver virksomhed har en hjemmeside. Men jeg forstår måske ordet 'virksomhed' på en lidt off måde, idet jeg først og fremmest 'virker som (om)'. Noget. Og sådan kan man sige at jeg overtager en samfunds-specifik form og udhuler den for at fylde den med noget andet. Jeg opfatter altså ikke hjemmeside-delen som noget der er så forfærdeligt meget anderledes end blog-delen af dette site, da al information tenderer mod at indlejres i en generel tilstand af fiktion. Ligesom i TV-avisen.

Litteratur begår dialog. Men den finder sted på et mærkeligt bagvendt vilkår idet mange forfattere er forfattere fordi de har en forkærlighed for at holde monologer. Og det gør jeg så. Min blog er en forholdsvis rygvendt en af slagsen. Misforstå mig ikke, jeg er glad for kommentarer og deltagelse, men hvis det var dialog jeg søgte, oprettede jeg vel en facebook-profil i stedet for at lave det her. Bloggen er mit af samfundet molestrerede og af intertekstualitet gennemtrawlede subjekt der forvandles til objekt for øjnene af læseren. Og som medfører min egen relative befrielse idet jeg nu kan operere med op til flere identiteter ... hæ-hæ ... Og læseren kan herefter gøre hvad vedkommende vil med objektet da vi befinder os i en fremmedgjort situation over for hinanden.

Blogdahl

har mere om blogs som denne her, og om andre blogs der er som dem. Vi er litterære felter. ZZzzzzUUUmmm, drrrrrrUUUmmm. Som kun er relativt autonome eftersom vi eksisterer i kraft af hinanden. Fair nok, sådan set. Så vidt jeg kan se ... hmmm ... Skulle måske læse Anne-Marie Mais bog.

NED MED PROVINSEN 6

Genmanipulation er det mest heroiske et skabende menneske i dag kan foretage sig. Ned med Etisk Råd. Det her er et univers! Mennesket er blot redskabet for en eksponentiel forøgelse af mutationshastigheden. Det bliver sjovt, kom og vær med!

NED MED PROVINSEN 5

Kunst er løgn. Jeg hader kunst der benægter dette. Jeg hader kunst der ikke er ærlig.

NED MED PROVINSEN 4

Markedet er en løgn. Folk ved ikke hvad de vil have.

NED MED PROVINSEN 3

En følelse er ikke et argument i sig selv.

NED MED PROVINSEN 2

Jeg anerkender logik som det eneste universelle sprog.

NED MED PROVINSEN

Jeg tror på det kunstige i mennesket. Ægthed er noget fascistoidt pis.

Virkelighed under lup 3

Men for at vende tilbage til Henri Michaux-citatet fra før: Det implicerer en fanatisk grad af realisme, denne forestilling om at kunne gengive nøjagtig hvad der sker i løbet af et mescalin-trip. Men ikke en hvilken som helst slags realisme. Set udefra sker der nemlig intet her. En mand sidder ved kaminen i en stol med et tæppe over sig, måske mumler han lidt for sig selv engang imellem, måske savler han en smule uden selv at bemærke det. Engang imellem bladrer han i en bog med billeder. Eller det vil sige, han stirrer meget længe på den samme side i bogen. På et tidspunkt prøver han måske at skrive noget på et stykke papir, men man kan ikke læse hvad der står, bogstaverne kommer helt ud af form og bliver til lange, slyngede figurer, underlige dyr der kravler hen over arket. Næsten al action foregår udelukkende inde i hans hoved. Det er altså en slags indvendig realisme her er tale om, en fænomenologisk realisme kunne man eventuelt også kalde den hvis ikke det var så svært at udtale. Det er selve måden at opfatte virkeligheden på der undersøges. Hvad foregår der derinde? Hvilke processer sættes i gang når impulserne rammer en? Og faktisk også en mikrorealisme. Virkeligheden, den ydre såvel som den indre, kan deles op i uendeligt mange bidder (op til 50 onomatopoietika pr. halve sekund!), ligesom den vej Achilleus skulle tilbagelægge da han løb om kap med skildpadden og ikke kunne vinde. Så nu er det jeg spørger: Realisme, hvad skal det egentlig sige? Hvorledes indføre en begrænsning uden at det bliver u-realistisk? Og nu er det jeg siger: Jeg føler at alt hvad jeg nogen sinde har skrevet, er umådeligt realistisk.

Virkelighed under lup 2

Det er svært at skrive noget når det skal være på den måde. Faktisk er det svært overhovedet at åbne munden. Ansvaret man pådrager sig ved at sige noget og ikke noget andet, er så stort, en slags uretfærdighed over for det usagte.

Virkelighed under lup

"... and then, in short, you find yourself in a situation that nothing less than fifty different, simultaneous, contradictory onomatopoeias, changing every half-second, could adequately convey."

Henri Michaux i Miserable Miracles (1956), om sine forsøg med mescalin.