Finanskrisen

Jeg synes ikke man hører så meget til CEPOS for tiden.

Små forskydninger

Det virker meget antidramatisk med den stavefejl lige der - selvom fejlen måske er det mest spændende ved billedet. Som er fra forsiden af Seriemagasinet nr. 131 (1973) og reklamerer for en tegneserieversion af H.G. Wells, The Invisible Man (1897). Jeg har faktisk læst romanen engang. Den står ikke længere lyslevende i min erindring, men jeg husker alligevel min overraskelse over hvor medrivende den var. Den omhu som Wells lægger for dagen med hensyn til at forestille sig de praktiske problemer og situationer der ville kunne opstå, som følge af at man rent faktisk var usynlig, er bemærkelsesværdig. Og af langt større interesse end romanens historie om en genial videnskabsmand der gribes af storhedsvanvid. Såkaldt psykologi. Et fortærsket tema som tegneserieversionen her ikke desto mindre valgte at fokusere på – hvilket fremgår af billedet. Man fristes til at sige: I ER ALLE DØDE PLASTICROBOTTER!

DEN SIDSTE HAL

Nu er der nogle navne klar til på torsdag (d. 2. oktober, kl. 20, Enghavevej 82). Det er:

Ursula Andkjær Olsen, Lars Frost, TS Høeg, Anne Lise Marstrand-Jørgensen (som også var programsat sidst, men måtte melde afbud), Kenneth Jensen og Thomas Krogsbøl (mig)

Jesper Elving vil bidrage med en ophængning af 24 ark. San Marino-tøj hedder projektet.

Der kommer nok et navn eller to mere på inden torsdag.

På en måde neddykket

ALTERNATIV GRUNDFORSKNING 9

Jeg ved ikke hvad der gik af mig lige før ... Jeg tror ikke det er fordi pillens virkning er ved at ophøre ... Det må være poesien der er begyndt at gøre sin indflydelse gældende ... Det er ret uhyggeligt ... Mit sprog føles pludselig som et klægt studenterbrød i munden, eller det opløser sig til meningsløse lyde ... Der hænger spyttråde fast i ordene ... Lige før havde jeg lyst til at kværke en spurv ... Jeg har opdaget at sproget er sådan en slags tandpasta, eller nogle meget lange spaghettier der bliver ved med at komme ud ad munden på folk ... Jeg føler mig overdrevent selvbevidst og ligesom indvendig hele tiden ... Men jeg er levende ...

Imens

Imens er gud med i Jeopardy og vinder hele tiden. Der er ingen af de andre medvirkende der tør beklage sig over dette oplagte tilfælde af snyderi. Til sidst, da gud skal hjem, forlanger han oven i købet at få en taxibon.

Imens svømmer en blåhval rundt et sted nede omkring Sydpolen og fylder sig med plankton. Man kan ikke rigtig se hvalens øjne.

Imens er der mennesker der er så sentimentale at de ikke kan sætte sig på en bænk i en park uden straks at få øje på et egern eller nogle pindsvin der drikker mælk af en underkop.

PAUSE

Det er blevet sent nu

ALTERNATIV GRUNDFORSKNING 8

Men har man sagt ’egern’, siger man tit også ’agern’ ... Tri smi igirn spisti igirn hvir dig ... Tro smo ogorn dor donsor ... Step, step, små kløer mod gulvplanker, støp, støp ... ZTÅPP!

ALTERNATIV GRUNDFORSKNING 7

Jeg er virkelig træt nu ... Og jeg har stadig ikke fundet ud af ret meget. Men nu jeg tænker efter, tror jeg at de andre på holdet vil synes bedst om de små egern der danser ... Nu viste det sig ganske vist at der var tale om en slags synsforstyrrelse, men jeg kan jo bare digte dem ... Jeg kan digte ligeså mange egern det skal være ... På den anden side, det er nok tilstrækkeligt med en 3-4 stykker ... Et egern pr. erkendelse ...

MINIKULTURALISME

Jeg vil ikke kaldes for en masse. Jeg er et folk. Jeg hersker over min krop.

GENNEMBRUD

Der er blevet fundet en helt ny, ukendt farve i en afsidesliggende dal i Karpaterne. Den er meget flot.

GUDS RØVHUL

er omvendt af menneskets

Link

Det foregående digt tog sit direkte afsæt fra dette lille afsnit af Lautréamonts Poesier i Karen Stougård Hansens oversættelse:

”Beskrivelserne er en eng, tre næsehorn, en halv katafalk. De kan være erindring, være profeti. De indgår ikke i det afsnit, som jeg netop er ved at afslutte.”

DEN USIGELIGE OG USYNLIGE ANTILOPE

Det digt som jeg har tænkt mig at skrive, indgår ikke i dette digt. Ikke fordi jeg ikke kan hitte på noget, jeg kan fx. hitte på en antilope der har brækket benet, det så jeg lige på tv, og herved må man ikke forestille sig at det er en metafor for dette fejlslagne digt, at det har tabt sin flugt, forspildt sin mulighed for det graciøse. Det ville være rædselsfuldt. Jeg synes bare det er synd for antilopen. Det gør sikkert ondt, og så er det vel væsentligt nok til at blive nævnt her? Så meget desto mere som antilopen ikke selv kan sige noget. Her undlader vi at tænke på dens store øjne og ørernes hældning, ingen af delene gælder her. Litteraturen er også en slags solsveden savanne man ikke kan se.