FØR

Det sidste var et tilfælde
af ikke nærmere forklaret
zebraopkast

Se!
Ålene parrer sig
i et særligt hav

NU

nu er der
jordbær med jøde

du har sneglelak
på tæerne

NU

ikke en julekalender
heller ikke en skole

heller ikke en spyflue
den har for mange ben

NU

Det er dejligt at det er så dejligt!

Bortvist fra kærligheden

det knager i armen
det knirker i de små spurve
med de søvnige fjer

tavsheden
er så omfattende
at spurvene
bliver helt hvide

helvedet inde
i et klaver
af stilhed

Man kunne høre

en knappenål falde til jorden da Pia Tafdrup og Marianne Larsen battlede i Den sidste hal torsdag aften.

Begge leverede en super-intens oplæsning. Vi var oppe og hoppe.

Ejler Nyhavn fortsatte sin karriere som et levende, eksisterende menneske. Han virkede ganske livagtig og overbevisende.

Det lader sig ikke gøre at afbilde den mystiske og meget ejendommelige Liv Mørk, af grunde som jeg ikke kan komme nærmere ind på her. Desværre fik jeg heller ikke billeder af Sternberg eller Sweetnoise (Tanja & Cibo).

Men her er Knud Steffen Nielsen der indledte seancen med oplæsning af Det gør ikke rigtig ondt på fisk og andet godt fra bagkataloget.

Vi hørte også noget fra Frede går amok af Niels Jacob Rey Henningsen, aftenens surprise-indslag. I baggrunden ses ordstyrer Niels Ivar Larsen fordybet i kontemplation.

Bagefter var der nogen der miksede oven på mixeren.

Michael Gaardsøe, tidl. Lab, nu Banestyrelsen, lånte mit kamera og tog omkring 100 billeder ude i hallen. Her lidt afterparty-stemning.

DEN SIDSTE HAL endeligt program

ØVERSTE KIRURGISKES 75. MÅNEDSOPLÆSNING

Torsdag d. 7. maj i Den sidste hal, Enghavevej 82 (gården), tæt ved Enghave Station, kl. 20.

Marianne Larsen
Pia Tafdrup
Ejler Nyhavn
Knud Steffen Nielsen
Liv Mørk
Sweetnoise
Sternberg
Thomas Krogsbøl

Og det vil sikkert glæde mange at vi nu atter kan byde på velskænket fadøl, endda økologisk.

Sorte søster 20 (sidste)

De vidtløftige bjerge der er så meget anderledes end det beboede tøj, har opfundet en ny slags uhyggelig orgelmusik.

Undskyld alting.

Sorte søster 19

jeg rejser
eller sover

jeg taler
eller taler
til dig

jeg har strøm
eller taler
i mørke

Sorte søster 18

Måske har jeg bare aldrig rigtig lært at hade metaforer intenst nok ... ”Metaforer er nogle røvhuller,” som Bukdahl engang skrev.

Sorte søster 17

Faktisk begyndte jeg at skrive Areola under påvirkning fra Johannes L. Madsen, navnlig samlingerne Nedspildt spruttende af syre (1969) og Smarte pletter mellem fingrene (1970). Jeg har skrevet en artikel om psykedelisk digtning i Danmark til et svensk kunsttidsskrift, Hjärnstorm, hvor jeg blandt andet (måske endda især) kommer ind på Madsen ... I det første digt i Areola, det store morgendigt, endnu uden grotesker som Lars Bukdahl ganske rigtigt påpeger (måske er gravhundene lidt til en side, men altså ... ), dér får jeg flyttet en del rundt på de samme elementer, morgenen, huset, plænen, skyggerne, blomsten. Jeg permuterer dem, og det er et greb jeg mere eller mindre har hentet hos Madsen. Og fra grammatikken hvor jeg har hentet begrebet ’permutation’. Omend jeg ikke går nær så skematisk til værks. Hvad jeg også har fra Madsen er kombinationen af det systematiske med et i grunden ret psykodramatisk, for ikke at sige romantistisk, billedgalleri, altså, han gik ikke af vejen for at skrive om en ’rytter med flagrende kappe der rider hen over natten’. Det forekom mig at være en god blanding, hvorfor ved jeg ikke helt eller har ikke lyst til at komme ind på. Men sådan begyndte det altså ... Nu kan jeg godt se at mit valg af billedkulisse, huset, haven, plænen osv, bringer Ole Sarvigs Jeghuset i erindring. Men også for eksempel Klaus Rifbjerg. Den måde som det kæmpe skrummel af en Frederiksberg-villa hvor pigen bor, bliver beskrevet på i Den kroniske uskyld. En borg er det. Som i en folkevise om indespærrede skønmøer. Et psykohus ... Og det var vel det jeg ville, så, bygge et utopisk morgen-psykohus, når nu jeg ikke er og næppe nogensinde bliver en fuldblods systematiker som Madsen. Så erotomane professorer, plasticindstøbte døde punkere og andet godtfolk kan føle sig velkomne til at joine partyet og finde en sprække at være i ... En beboelig bog af en art ... re-humaniserede techno-skriverier ...

Får år

spis din musvit, dyp stykkerne i krukken
mens jeg tangerer din jukebox
og fornyer dig med øjne på stilke

Hvid negers blogger blues 2 (lille bevidsthedsrejse)

Jeg hader folk der har den der agressive måde at kede sig på, som absolut skal smitte omgivelserne med deres rastløshed ... SÅ FIND DOG PÅ NOGET SELV!!! ... Forestil dig din egen kedsomhed som en vidtstrakt slette, lad os sige i Ukraine. Først kan du kun se hvede- og solsikkemarker, et enkelt eller to birketræer måske, det udbrændte vrag af en gammel Lada i vejsiden, ikke noget særligt, men NU har vi allerede fået øje på hende der Timosjenko med fletningerne. Og det siger du er kedeligt?!

Hvid negers blogger blues

Jeg råber i en spand fordi jeg tror jeg på at spasse universelt, spasse på alle niveauer, spasse i spande, spasse i spabade, spasse i Sparta, spasse i Spanien, spasse i sparekassen, spasse i spaghettiwesterns, spasse når jeg spiser en spandauer, spasse når jeg får spat og især spasse spaltevis. Men også bare for i det hele taget at være FOR MEGET. Jeg er den nærmeste til at gøre det. Der er kun mit hår mellem mig og en afgrund, en afgrund mindst ligeså ligegyldig som internettet, DER ER IKKE NOGET AT VÆRE BANGE FOR. Internettet er ligesom at holde fest i en sauna.