søndag den 27. juli 2008

Egypten



Skarabæ, katafalk, Nefertite o.s.v.
Krokodiller omviklet med gaze.
Ligge i en pyramide og vente.
Pludselig vælter aftenlandet ned fra loftet.
Oh, sig ris efter mig. Ris!
Og råopium i meget dybe kældre.
Katarakt fra egyptisk katalog.
Biller med maling på fødderne.
De går rundt på det glittede papir.
Hvem er en hieroglyf set i profil
på vejen sidelæns imod vest?

Jeg så Barack Obama tale i Berlin, men



mit kamera var løbet tør for batteri, så her er et tilsvarende corny billede af isbjørneungen Knut. Han har nået puberteten og er blevet en isbjørn med problemer. 5-600 kilo problemer. Se, hvor han har snavset sig til! Helt grumset, utydelig for os og for sig selv, stillet over for uløselige gåder, anbragt foran en tyk, brun pæl, fuldkommen berøvet et smeltende ishav, på en måde neddykket ... Man har været nødt til at adskille ham fra de øvrige isbjørne, og nu vader han manisk frem og tilbage langs kanten af sin lille, kunstige klippeø som en psykotisk barnestjerne. Gennem den tætte kontakt med mennesker under sin opvækst er han muligvis blevet selvbevidst på en for isbjørne uhensigtsmæssig måde. Hans rastløshed er påfaldende, som en en bilist der holder for rødt. Som om han prøver at komme i kontakt med de mennesker, der står uden om ham i flere lag og glor ... Det må man sige, at Barack Obama havde større held med. Jeg kunne ganske vist ikke undgå at bemærke, at en stor del af hans tale bestod af metaforer. Der var ikke mange konkrete politiske forslag i denne velklingende flod af billedsprog, krydret med selvbiografiske detaljer. Men jeg lod mig rive med af øjeblikket, jeg ønskede faktisk at lade mig rive med, og dele mængdens håb om at den mand bliver præsident i stedet for præsidenten. Det er trods alt tydeligere hvad Barack Obama vil med os, end hvad Knut eller en bilist der holder for rødt, vil med os. Hans tale indeholdt elementer af det utopiske, hvilket er et sjældent betrådt territorium i senere års politik, som mere har haft karakter af at bekæmpe udvikling. Uden at blinke og med et blændende smil kunne han stå og sige, at verden igen må åbne sig for sig selv. Hic est corpus. Hokus Pokus.

lørdag den 19. juli 2008

Guld-Else

DIGTSUITE TIL EN SEJRSSØJLE



hvad dit hår behøver
er arsenik
masser af arsenik

så kan du kalde dig
Guld-Else




Guld-Else
dit hjertes belæringer
er indeholdt
i myrens kropsvæsker
der bæres rundt
i husets mange
tomme korridorer

vi skal nok være flittige
bygge nye motorveje
hen over og ned igennem
Bismarcks kødfolder

vi skal kunne køre væk
fra hinanden
og ind i Bismarck

vi skal bygge højt
så vi kan dræbe mennesker og dyr
ved at kaste selv meget små genstande
ud fra altanen




Guld-Else
er en tysk kvinde
med en stilethæl plantet
i Bismarcks ene nosse

i hånden holder hun
et svineøre af guld

på en måde er hun også
resten af Europa

på en måde
er hun også min

min på samme måde
som jeg selv må betale
for den gift jeg en dag
kommer til at tage

når jeg beslutter
at kravle gennem svineøret




Guld-Else
er helt igennem
en protese

det er mere praktisk
på den måde
hun vil sejre altid

krematorieovnen
vil eksplodere
når der går ild
i hendes pacemaker
alle vil dø

hun helmer ikke
før hun er en planet




Guld-Else er en statue
i Tiergarten, Berlin
en sejrsmatrone
i forgyldt foragt
for Pariserkommunen

de fortrykte masser
rager hende en papand
de er ikke hendes krop

men lad jer ikke narre
hun indeholder op til
140 liter øl
og er ikke ked af
lidt pølse





NOTE: Det er her Barack Obama skal holde tale på torsdag, for foden af Guld-Elses sejrssøjle, placeret sådan at det er muligt at fotografere ham med Brandenburger Tor i baggrunden - ganske vist temmelig meget i baggrunden, men alligevel. Velkommen til, Barack.

fredag den 18. juli 2008

I dag

i dag vil jeg være et ur
måske et kukur
eller rådhustårnet
slå et slag i luften

I dag


torsdag den 17. juli 2008

I dag

i dag vil jeg være et træ
tage det første skridt

I dag


onsdag den 16. juli 2008

I dag

i dag vil jeg være meningsløs
for sådan blev jeg født

I dag


tirsdag den 15. juli 2008

I dag

i dag vil jeg være helt nøgen
og smøre mig ind i creme over det hele
min hud er ret tør

I dag


mandag den 14. juli 2008

I dag

i dag vil jeg være en kaktus
og hvis du spiser mit bløde frugtkød vil du opdage
at jeg er et ret stærkt hallucinogen

I dag


søndag den 13. juli 2008

I dag

i dag vil jeg være en sjakal
og hente mad nede i grillen