mit kamera var løbet tør for batteri, så her er et tilsvarende corny billede af isbjørneungen Knut. Han har nået puberteten og er blevet en isbjørn med problemer. 5-600 kilo problemer. Se, hvor han har snavset sig til! Helt grumset, utydelig for os og for sig selv, stillet over for uløselige gåder, anbragt foran en tyk, brun pæl, fuldkommen berøvet et smeltende ishav, på en måde neddykket ... Man har været nødt til at adskille ham fra de øvrige isbjørne, og nu vader han manisk frem og tilbage langs kanten af sin lille, kunstige klippeø som en psykotisk barnestjerne. Gennem den tætte kontakt med mennesker under sin opvækst er han muligvis blevet selvbevidst på en for isbjørne uhensigtsmæssig måde. Hans rastløshed er påfaldende, som en en bilist der holder for rødt. Som om han prøver at komme i kontakt med de mennesker, der står uden om ham i flere lag og glor ... Det må man sige, at Barack Obama havde større held med. Jeg kunne ganske vist ikke undgå at bemærke, at en stor del af hans tale bestod af metaforer. Der var ikke mange konkrete politiske forslag i denne velklingende flod af billedsprog, krydret med selvbiografiske detaljer. Men jeg lod mig rive med af øjeblikket, jeg ønskede faktisk at lade mig rive med, og dele mængdens håb om at den mand bliver præsident i stedet for præsidenten. Det er trods alt tydeligere hvad Barack Obama vil med os, end hvad Knut eller en bilist der holder for rødt, vil med os. Hans tale indeholdt elementer af det utopiske, hvilket er et sjældent betrådt territorium i senere års politik, som mere har haft karakter af at bekæmpe udvikling. Uden at blinke og med et blændende smil kunne han stå og sige, at verden igen må åbne sig for sig selv. Hic est corpus. Hokus Pokus.
